H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Dorothea Melchior 20. juni 1866

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 20. juni 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Setubal den 20de Juni 1866

Kjære Fru Melchior!

Nu synes det mig næsten for længe, siden at jeg fik Brev fra Dem; De har forvænt mig! De er den af alle Veninder der har skrevet oftest og de længste Breve, det skjønner man paa. Jeg kan imidlertid tænke at De er med Deres Mand paa Reise til Stockholm, men naar dette mit Brev kommer, vil De vist være vendt tilbage. Min Ven vor danske Consul Georg O Neill med sin Frue og begge Sønnerne ledsagede mig for en halv Snees Dage siden her til Setubal, Englændernes St. Ubes, hvor hans Broder Carlos boer og af hvem jeg blev indbudt til et ikke for kort Ophold; her er særdeles deiligt, vi boe paa en rigt udstyret Villa, med al engelsk Comfort, her er Heste og Vogn, jeg har et godt Æsel at ride paa og gjør flere lange Toure, gjennem de store Orangehaver og op paa Bjergene, saaledes var jeg iforgaars oppe paa Festningen Palmela, hvorfra jeg saae ud over Sletten over Tajo til Lissabon, og Cintras Bjerge; jeg saae ned til Setubal, ud paa det umaadelige Ocean; der var en Duft i Orangehaven, og især i Citrontræernes Blomster, der var en Duft paa Landeveien fra de udsprungne Myrtehække; ja her kunde man lave Brudekrandse til den halve By. Det er imidlertid kun om Aftenen og meget tidlig paa Morgenen man kan vove sig ud, en saadan Varme er det! Heldigviis er her paa Landstedet store, luftige Stuer; og i Halvskumring, for Sollyset er aldeles lukket ude, vandrer jeg om, læser, strækker mig mageligt, tænker og taler saa imellem med de høist elskværdige Mennesker. Fruen taler Engelsk og Fransk, Sønnen ligesaa og Hr Carlos O'Neill desuden Dansk.. De fleste af Brødrene O Neill have været i Danmark og Sverrige, tale derfor disse Landes Sprog. Jeg har i et Brev til Robert Watt givet, som jeg troer, en sammentrængt beskuelig Skildring af Stedet her; den kommer vist i "Figaro", og der læser De den, jeg giver den altsaa ikke her, men vil give Dem et lille Vers, hvori Sted og Stemning afspejler sig:

Hvor Aftnen er deilig, forfriskende mild,
Og Stjernerne store og klare;
Ildfluer, som Gnisterne fra en Ild,
Hen over Orangerne fare.

Jeg hører det rullende Verdenshav,
Min Hjemvei, der svulmer om Jorden;
Den friske Luftning sit Kys mig gav,
En Hilsen der hjemme fra Norden.

I den det klinger om Atterkomst,
Jeg bliver saa blød og saa stille;
Mit Danmark, Du deiligste Kløverblomst,
Saa sød og saa frisk -- og saa lille !

Gud holde sin Haand over Hjemmet! Det er mig ganske underligt, i den Fred og Naturdeilighed jeg lever, at tænke paa Krig og al dens Ulykke. Her er saa paradisisk smukt; den hele Dal er Have ved Have med store Orangetræer; rundt om paa Bjergene ligge øde Klostre, som Munkene ere jagne fra, og hvor nu en lille Familie, tidt kun en gammel Mand og Kone, boe og bygge i den store Eensomhed; et Par hundred Skridt fra O Neills Villa staaer et saadant Kloster, der gaaer jeg tidt op og sidder under de store Korktræer, har en Bog med,men ogsaa lidt Papir og Blyant. Her er imidlertid endnu for mange store Indtryk til at jeg ret kan samle disse; jeg har heller ikke endnu den aandelige Ro til at frembringe en Digtning. Om Dagen sløves man af Varmen, eller rettere man dovner og om Aftenen er Deiligheden saa stor, de klare Stjerner, de mange lysende Fluer, den forunderlige Stilhed man gribes og nyder, men det har vel ogsaa sit Udbytte. Fra mit Vindu seer jeg ind til Setubal og har det aabne Hav for mig, men derude øiner jeg næsten aldrig et Fartøi, de gaae vist ikke Kysten saa nær, skulle de ikke ind til Setubal, for Øieblikket er her et norsk og et svensk. De veed, at det især er Salt som udføres herfra; Havvandet fordunster og den krystaliserede Rest, siger de, har strax en Duft der minder om Violer, endnu har man ikke begyndt iaar med Forarbeidelsen, det har ikke været rigtigt varmt før i disse sidste 10 a 12 Dage; og endnu varmere vil her blive, det holder jeg næppe ud! Hvad særligt interesserer mig er den under Sanddynerne begravne gamle By Troja, fra Romernes Tider; hele Huse ligge under Sandet, der er Stof til et heelt Eventyr; men hvor er der ikke det! Guldfiskene nede i Steenbassinet, hvor de store blomstrende hvide Aakander groe, have ogsaa deres Historie, og Æslet nede i Trædemøllen, der med tilbundne Øjne gaaer sit stadige Trit, rundt, altid rundt, uden at fornemme Deiligheden rundt om, ja med det har jeg ellers saa smaat begyndt at tale. Vor Landsmand, Maleren Block, vilde kunde give os mangt et charakteristisk Billede fra denne rige Natur. Jeg tænkte just paa ham forleden, jeg om Aftenen var inde i Setubal for at see hvorledes man feirede St Antoniusfest. Der var i alle Stræder og Gader tændt store Blus og hvor disse vare sunkne sammen til glødende Kul, sprang de halvnøgne Unger over Ilden. Foran de eensomme Gaarde inde i Orangehaverne, brændte et stort Baal, og Piger og Karle dandsede rundt om, saa livligt, saa kjækt belyste. Det er ogsaa den eneste sydlige Munterhed jeg har fornummet, der er en forunderlig Alvor over Portugiserne, men det er et godt Folk, og man fornemmer strax det er et Land der følger med Tiden. Mine portugisiske Venner ville at jeg skal blive her Vinteren over, boe hos dem, være hos dem, blive et Stykke Portugiser, men i hvor deiligt det end kan være og i hvor godt jeg har det, helst kommer jeg dog hjem i Efteraaret, ja jeg tænker endogsaa saa smaat paa et Par smukke Dage ude paa "Rolighed"; men naar og hvorledes jeg kommer hjem, har jeg ikke Forestilling om; Jernbanen i Spanien bliver næppe færdig i Sommer, og med Diligensen vil det være Vanvid at vove en Reise, alene til Madrid er der 60 Timer; jeg faaer Feber eller Hjernebetændelse; Havet holder jeg ikke af, mindst den spanske Sø, men dog nødes jeg vel til at vælge den, men naar jeg saa er i Frankrige, hvor skyde da Kanonerne? Hvor kommer jeg gjennem det bevægede Tydskland? Det er næsten en piqvant Situation. Men jeg lader staae til, jeg er af de Naturer, der ere bange for en Ko, eller bjæffende Hund, men naar det er Alvor, lader staae til og gjør hvad der maa gjøres; Gud hjælper nok!

[i marginen, s. 1:]

Den portugisiske Digter Bocage er født i Setubal, jeg har i Byens Avis faaet en digterisk Hilsen til min Ankomst!

[i marginen, s. 4:]

Hils Deres Mand og Børn, hils Henriques, Billes, Carl Andersen og Bloch! - [i marginen. s. 2:]

Glæd mig snart med et Brev, Gud glæde og velsigne Dem.

H. C. Andersen

Tekst fra: Niels Oxenvad