Dato: 22. juni 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

543. Til Henriette Collin.

Setubal den 22 Juni 1866.

Kjære Fru Collin!

Endelig kom da Brev fra Dem og Deres Mand, jeg længtes meget derefter, der var gaaet 23 Dage siden jeg sidst hørte fra Dem ; iøvrigt har jeg vist modtaget alle Breve; sidst jeg skrev, den 12 Juni, fik Deres Mand Skrivelsen, i Dag faaer De den og deler samme med hinanden. I Dag er jeg netop fjortende Dagen paa Dos bonicos, saaledes hedder Carlo O Neills Villa; Varmen er fra 9 om Formiddagen til 6 om Eftermiddagen aldeles voldsom, men saa blæser Vinden saa kjølig at jeg har taget min tykke Vinterfrakke paa; O Neill kaster ogsaa sin Kappe om sig, saa vandre vi over til det nærliggende øde Kloster eller gaaer under Orangerne og vor Nabo en Propri[e]tair Martino gjør Vesit og jeg taler Portugisisk med ham, thi han kan intet andet Sprog, jeg gjør mig dog forstaaelig, men det er heelt lysteligt at høre. Aviserne kaster jeg mig ogsaa over, for at vide hvad der skeer ude i Verden; vi have kun portugisiske Aviser; den 28 i Maaneden faaer jeg derimod »Dagbladet« sendt fra Bordeaux, men det er længe at vente. Krigen begynder ellers at forurolige mig, jeg veed ikke hvilke Di­mentioner den kan antage. Hvorledes kommer jeg vel hjem? At reise i Sommertiden gjennem Spanien, naar ikke Jernbanen heelt er aabnet, vil være at paadrage sig Feber og Hjernebetændelse; dele Reisen, som Deres Mand engang meente jeg kunde, lader sig ikke gjøre, der er ikke et taale­ligt Sted at overnatte og med Coureren findes kun to Pladse, saa at man altsaa maa holde paa den man har faaet og endogsaa længe forud sikkre sig den. Jeg har altsaa kun Oceanet! jeg har kun at gaae til Søes fra Lissa­bon til Bordeaux. Men hvorledes kommer jeg fra Paris hjem? Gaae til Engeland, derfra til Norge hjem; det er noget Forfærdeligt at tænke paa; jeg maa ikke tænke derpaa sige Georg og Carlos O Neill, »bliv hos os saa­længe Krigen varer; prøv en Vinter her!« Det vil jeg ikke! men see Tiden lidt an. Nu lever jeg i en idyllisk605 Ro, og gjør flere Toure til Æsels. Een af de større var forleden op til den gamle Festning Pamela, hvorfra jeg nød en Udsigt mod Syd over Setubal og Oceanet, mod Nord hen over en uhyre Pinieskov, der for 8 a 10 Aar siden aldrig blev bereist uden Escorte, saa usikker var den; Tajo, Lissabon og Cintras Bjerge laae foran. Igaar reed jeg noget over tre Timer, men det var den meest halsbrækkende Vei jeg endnu har prøvet; det var egentligt slet ikke Vei; jeg reed paa Bjerg­skrænten, hvor Regnskyllet havde gjort Steengrunden nøgen; den unge Carlos O Neill var tilfods med sin Bøsse paa Nakken, han trak Æselet hvor det ikke godvilligt gik, og jeg kan ikke nægte at jeg et Par Gange saae til den runde Aabning paa Bøssepiben af det ladte Gevær, naar denne kom i Retning mod mit Hoved, mens han gik over rullende Steenknolder. Ud­sigten var storartet, vild og eensom, tilsidst kom vi til en Pinieskov hvor der slet ikke kunde rides, vi maatte da et langt Stykke Vei for at betro en Hyrde Æselet og saa vandrede vi begge to, da han dog gjerne vilde have Skud. Jeg blev meget træt og han foreslog mig at blive liggende ved en Bæk, han vilde komme om et Qvarteers Tid. Det var ganske underligt at sidde her i denne Eensomhed, med den Forvisning at jeg aldeles ikke i Landets Sprog kunde klare for mig, om noget hændede. Øm i Lemmerne og kogt som i Dampbad naaede jeg hjem; men det var dog den interesanteste Tour jeg her har gjort. Den Vegitation, den Rigdom af Blomster jeg saae, kan man ikke forestille sig. Myrterne blomstrede, Krusemyn­terne duftede, de vilde Roser og de deiligste Ericer voxte som Ukrudt. Skyerne hang ned om Bjergene, der var en Alvor og Storhed i det Hele, som aldrig glemmes. Paa den anden Side Bugten er ret interesant; der, i Sandklitterne ligger en heel romersk By Troja begravet, man finder gamle Mynter og mange Levninger af Huse; saaledes nyligt et alfreskomalet Badekammer. Vor Villa er indrettet med al engelsk Comfordt, Lof­tet i den store Sal bæres af to Marmorsøiler, her er et godt Bibliothek, her er Badekammer, selv rusisk; og efter min Ankomst er fuldført lige under mine Vinduer et stort Basin hvor Vandet springer; Palmetræet kneiser lige oven over og Stjernerne skinne med en Pragt, som hos os ved Juletid. Jeg plages imidlertid af Fluerne, de jage mig ud af Sengen og i sidste Nat er jeg meget bidt af Muskitter, det brænder som Ild.–Vort Huusliv her er saaledes. Jeg faaer Klokken 8 Kaffe, Klokken 10 samles vi alle til Fro­kost; Fisk, Æggekage Kjød, Frugt, Viin og Kaffe. Klokken 6 ½ faae vi en stor Middag og altid, hvad der her er sjeldent, en god kraftig Suppe. Den almindelige Viin kunde godt, med lidt Sukker paa, gaae for Port­viin. Til Aften drikkes Thee, jeg for[e]trækker 0st, Figen, Brød og Viin. Hver anden Dag kjører jeg ind til Byen, for at barberes og paa Comtoiret at see Fremmede, thi her paa Villaen kommer ikke Selskab, siden den unge Datter nyligt døde. Fru O Neill taler Engelsk og Fransk, Sønnen Carlos lige saa, Hr O Neill taler Dansk-Svensk. Paa Comtoiret er en Sven­sker Fryxcel, i Slægt med Historieskriveren. Saa snart Jozé O Neill der i de sidste Dage har lidt af Podagra, tager ud til Cintra, reiser jeg derhen. Han skal have en udmærket Have og Cintra beskrives som eet af [de] dei­ligste Steder. Derhen tyer ogsaa hele den fornemme Verden606, nu at He­den tager til. I Brevet jeg fik fra Dem igaar seer jeg at Deres Mand har faaet Bogpakken fra Holland, altsaa ogsaa mine Reisestøvler; men jeg veed ikke om de Bøger jeg sendte med Baronesse Bille Brahe fra Haag og de med Kammerherre Jessen fra Paris ere bragte. Den portugisiske Over­sættelse af Kirkeklokken i Farum skal jeg gjøre mig Umage for at faae. Dette mit Brev modtager De rimeligviis i Taarbek, vi ere altsaa nu ved den samme store Landevei: Havet, bare jeg ikke kommer til at fare den for meget. Jonas og Louise hilses meget, alle Nyheder hjemme fra modtages med stor Taknemlighed. De skriver at vor Kronprinds skal giftes med den svenske Prindsesse, her siger man det er med den nederlandske. Kranold bliver vel ved Theatret?–Fra Grevinde Frius havde jeg nyligt Brev[;] hun talte med stor Deeltagelse om Frøken Ilia Fibiger og glædede sig ved at hun ved Cultusministeren, forstaaer jeg, har skaffet hende en lille Sum; hun besøger nok ogsaa Frøken Fibiger og seer Børnene. Hils Deres Broder, Broderkone og Børnene. Seer De Edgar Collins da hils de unge Folk; af et Brev fra Watt hørte jeg at Edgar ikke var rask; Theodor som jeg omfavner, vil bringe Hultmann og hans Kone min Hilsen! Scharff veed jeg ikke hvor er! Eckardt er nok i Wien. Fra Bournonville fik jeg et varmt begeistret Brev, hvori han rigtig nok siger mig at jeg er meest mage­løs, naar jeg er borte; men det er nu godt meent; og skal ikke misforstaaes.

[I Margen: ] Hils Deres Mand og hele den collinske Slægt. Breve til mig gaae under den ssedvanlige Adresse. Lev hjertelig vel og skriv snart

Deres hengivne

H. C. Andersen.

Georg O Neils Frue hører jeg har igjen faaet Brev fra Fru Buttensiøn! hils hende fra mig!

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost