Dato: 14. juli 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Martin Henriques
Sprog: dansk.

Pinhieros ved Lissabon den 14 Juli 1866.

Kjære Ven!

Storken er altsaa kommet! jeg havde troet at den indtraf tidligere paa Aaret; men det er vist den lille Pige der har forsinket den; med en saadan Foræring, for hun er jo sød og yndig, er den vel blevet godt modtaget og det danske Flag er blevet heiset paa Petershøi? Jeg raabte strax Hurra, da Deres Brev gav mig Efterretningen; De maa have fornummet mit Hurra gjennem Luften eller gjennem Vandet, thi jeg stod just ved det store Ocean da Brevet læstes og Hurraet klang. Det bedste ved det Hele er, at Deres velsignede Hustru er lykkelig og vel, der er jo altid en stor Besvær, kan jeg tænke mig, ved en saadan ny Huusgjæst, selvom hun er nok saa sød og lille. Kys den lille Pige fra mig og bring Deres Kone de hjerteligste Hilsener. Jeg er nu paa tredje Maaned i Portugal og venter at Krigsbegivenhederne snart ville stille sig saaledes at jeg kan tænke paa Hjemreisen men endnu er det ikke Tilfældet og ONeills mene at jeg maa blive her Vinteren over. Det gjør jeg ikke gjerne i hvor godt jeg har det. Julegrøden vil kun smage mig i Danmark. Den sidste Maaned tilbragte jeg paa Carlo O'Neills Landsted ved Setubal; derfra har De nok i "Figaro" læst en Skildring af dette Steds Deilighed, som jeg skrev til Robert Watt. I et riigt, elegant indrettet Huus, hos venlige Mennesker og i en høist romantisk Natur maa man føle sig en heel Deel lykkelig og det har jeg. Mange Toure i Bjergene har jeg gjort, naturligviis til Æsels, thi Veiene er kun saaledes fremkommelige. Mellem vilde blomstrende Myrtebuske har jeg der strakt mig i den store tause Eensomhed; i aaben Baad har. jeg været flere Timer ude paa Oceanet; jeg skulde see den phantastiske Drypstens Hule i Sjerra Arabida; Brændingen, over Sandrevlerne, vare imidlertid saa stærke at vi maatte vende om, lægge Reisen til det i Sandklitterne begravne Troja, et portugisisk Pompeji. Jeg saae ogsaa i Setubal en Tyrefægtning, men da det er Politilov i Portugal at Tyrens Horn omvikles, har det hele jo ikke det blodige barbariske Præg, som i Spanien og er mere en Leeg, et Skue hvor Behændigheden hos Banderillero er det Interessante. Udenfor O'Neills Villa (ved Setubal) har jeg, ud mod Landeveien, plantet et nordisk Træ, en Fyr; den vil af Gartneren blive pleiet og passet, jeg tænker den kan groe og nikke over Muren til en stor Palme der kneiser udenfor det Balkonvindue hvor jeg har tilbragt saa mangen stjerneklar Aften, seet paa I1dfluerne og hørt Oceanet rulle. Ud paa det nødes jeg vist ar gaae, dersom jeg i Eftersommeren skal komme hjem; gjennem Spanien er ikke nu at reise og jeg tvivler ogsaa paa at Jernbanerne blive færdige i dette Aar. "Hen over den. spanske Sø", det er ingen fornøielig Tanke for et Menneske der er saa søsyg som jeg! Jeg vil derfor lyde min Ven O'NeiIl og ikke tænke derpaa. Om et Par Dage reiser han og hans Broder Jose med mig til Coimbra, den gamle Universitetsstad og Scenen for Ignas de Castoros Erindring; derfra gaae vi til Cintra, hvor Byron fandt det, nye Paradis, nu gad jeg vide hvad jeg finder, men deiligt er her nok, skyggefuldt og med sprudlende, rislende Vande. Jeg fik forleden et rart Brev fra Frederik Bøgh og deri nogle venlige Ord fra Carl Bloch, jeg har i Dag skrevet dem begge to til. Jeg hører at vor Ven Carstens en er blevet Redacteur, hils ham hjerteligt og siig at jeg endnu beklager at vi ikke traf sammen i Paris. Fra Bille fik jeg et livligt rart Brev, som jeg snart besvarer, vil De imidlertid paa det varmeste hilse ham, hans Frue og Børnene. Siig til Frøken Hammerich at hendes Broder har glædet mig med Brev fra Paris, han har vist i disse Dage igjen faaet min Skrivelse. Gade med Familie ligesom Frøknerne Price vil De hilse og siig mig saa ogsaa: hvor i Alverden er Scharff? - Robert Watt har været saa elskværdig at sende mig et Par Nummere af "Figaro", det interesserer mig, især Brevene til gamle Collin. Jeg skal være een af Figaros Abonnenter saa snart jeg naaer Hjemmet. Faderen Hartmann hører jeg aldrig fra han er aldeles skrinlagt i Roeskilde Domkirke, eller i Fru Madsens Glaskiste. - Der er imidlertid andre skikkelige Folk som lade mig høre fra sig, jeg veed saaledes at "Der er skjønnest i Danmark" og iaar utroligt varmt; men kom her at prøve Varmen! jeg sidder i det letteste Drapperi, jeg vil ikke nævne det, Vinduerne er halv lukket til, ikke for Drapperiets Skyld, men for Solstraalerne, først Klokken 8 om Aftenen kommer jeg ud i Haven at aande, men det er da ogsaa en Luft, som et Brudekys! jeg tænker mig nu dette, jeg - kjender det ikke; jeg tænker saa meget, jeg kjender saa lidt, kjender knap mig selv! Men lad mig nu kjende og vide at De og Deres have det godt og at De have i Tanke Deres trofaste

H. C. Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Breve til Therese og Martin R. Henriques 1860-75. (microfilmscan 91, 140-43)