Dato: 24. juli 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

547. Til Henriette og E. Collin.

Pinhieros den 24 Juli 1866.

Kjære Fru Collin!

De veed, at jeg aldrig har lært at tegne, heller ikke øver mig deri, men tidt faaer jeg dog Lyst til [at] ridse paa Papiret hvad jeg ikke troer at kunne give i Ord. H. C. Ørsted, der rigtig nok ikke var Maler, viiste jeg engang nogle af mine Skizzer fra Italien og han meente at var jeg ikke blevet Digter var jeg blevet Maler. Jerichau viiste jeg engang een af samme Tegninger og for at blive roest tilføiede jeg! »jeg har aldrig lært at tegne«!–»Ja det seer man sgu' strax!« var hele hans Svar; De vil imidlertid see med Ørsteds Øine og da har De Billedet for Dem af den store Vandledning over Alcantaredalen, seet fra vor Have-Terrasse paa Pinhieros. Det var fra denne Aqvaduct, som jeg i eet af mine første Breve fortalte Dem, at Røveren styrtede sine Offere ned. Paa Høiden bagved seer De en Masse Veirmøller, her fra Haven seer man vist hen ved hundred.

Jeg har tegnet dette i Dag da jeg imorgen endelig skal til Cintra og neppe kommer mere end en enkelt Dag tilbage til Pinhieros; jeg har bestemt min Hjemreise og vil Gud, da bliver den om ikke længe; men jeg indseer at den bliver mindre end behagelig. – Jernbanen gjennem Spanien vil neppe blive aabnet i dette Aar og nu i denne varme Aarstid at kjøre 60 Timer fra Lissabon til Madrid holder jeg ikke ud; desuden er for Øieblikket ikke behageligt at reise der, jeg maa altsaa tilsøes. Kun een Gang om Maaneden gaaer Dampskib her fra til Bordaux, den 12–14, eftersom Fartøiet indtræffer fra Rio, det er en Fart paa 3 til 4 Døgn ud paa Oceanet, over den spanske Sø og det er ideligt stormende Veir i dette Aar; O Neill siger han har aldrig oplevet Sligt; jeg antager imidlertid at Veiret er bedre i August end i September og vil derfor med Skibet i næste Maaned, det vil sige, om der er Plads, thi det hænder som oftest, at alle Pladser ere optagne og da maa jeg vente endnu en Maaned. – Hvorledes jeg senere maa lægge Reisen giennem Tydskland ved jeg ikke, men nu vil jeg være glad ved at have naaet Bordeaux, uagtet jeg ikke veed hvorledes det staaer sig der med Colera. –

Pinhieros 25 Juli.

Heller ikke i Dag blev der noget af Reisen til Cintra, men ganske vist imorgen, siges der. Det er nu sagt over i tre Uger; det er den kjære Hr José, som aldrig kan bestemme sig; mit Ophold derude bliver altsaa istedetfor en Maaned, kun 8 Dage, da jeg vil være en Ugestid før Afreisen inde i selve Lissabon og kjende den Stad lidt mere end jeg gjør, da Vogn derind og tilbage altid er mig en Udgift af 5 Rdlr. Siden jeg sidst skrev Deres Mand til, (den 12 Juli) har jeg med Georg og José gjort en større Reise der var mig noget anstrængende; først til Aveiro der ligger heelt oppe ved Oporto, der havde Georg Forretninger; det var en kjedelig By, i en aldeles flad, sumpet Egn, der mindede om Holland; her var imidlertid det første Sted i Portugal hvor jeg saa flere smukke Fruentimmer, men de gik med en kolosal Mandfolkehat, en stor ulden Kuske?Kappe med Slag og dertil bare Been, der vare meget snavsede. Vi havde en vaad ubehagelig Taage hele Dagen. Udbyttet af Reisen var imidlertid for mig at komme til Universitetsbyen Coimbra; desværre bleve vi der kun et Døgn, men det er det smukkeste og meest interessante Sted jeg endnu har seet her i Landet. Byen ligger høit op af Klippen, saa at det ene Huus seer ud over det andet; Floden Mondego breder sig neden for mellem friske grønne Haver; dernede var det at Ignes de Castro blev myrdet og her risler endnu Kilden, som Camões besynger. Studenterne gaae i sorte Kapper og nedhængende Huer, saa man maa tænke paa Faust og Paracelsus. De spille Comedie engang om Maaneden for Venner og Bekjendte; det var smukke Mennesker jeg saae, Professoren i tydsk Literatur søgte mig strax op og med ham saae jeg næste Formiddag een af Studenterne erholde Doctorhatten. Det var imidlertid en saadan Skylregn at jeg kom hjem vaad til Skindet, dog dette Regnveir skaffede mig at see Bønderne i deres Regnkapper af Straahalm, aldeles vore Rugstraae der ere syede sammen. Egnen hjemad, var paa mange Steder aldeles dansk; siden jeg kom hjem fra denne Tour, hvor jeg har forkjølet mig og ligget mindre godt om Natten føler jeg mig ikke saa rask som før og Tanken om Søereisen hjem opfrisker ikke Sindet; men hvad man skal igjennem maa man igjennem! Før min Afreise, om den bliver midt i August, skriver jeg endnu engang, indtil da er det bedst at alle Breve endnu vedblive at sendes her til Georg O Neill i Lissabon, under den sædvanlige Adresse. Jeg haaber at jeg endnu i Dag har Brev fra Dem, Deres Mand eller Jonas, det er nu 16 Dage siden jeg sidst modtog en Skrivelse hjemme fra. Hartmann hører jeg aldrig fra, han er aldeles forsvundet for mig – i Roeskilde. Scharff og Eckardt har jeg længe ikke skrevet til, da jeg veed fra ifjor at Breve der sendtes dem [i] Ferie Tiden i Kjøbenhavn, skulle blive der til Hr Eckardt kommer fra Landet, det ifjor fra mig blev saaledes en Maaned gammelt og saa kan det jo ikke hjælpe at skrive. Af sig selv har kun Frederik Bøgh, Maleren Block og den unge Hammerik glædet mig med Brev. Hils nu Deres Mand, Jonas, Louise og hele Familien. Jeg vilde jo nok leve og komme hjem igjen–men »Ingen veed hvad imorgen skeer!« har jeg selv sjunget. Nu Gud glæde og velsigne Dem. Tak for alt Godt. Deres hengivne H. C. Andersen.

Pinhieros den 25 Juli 1866.

Kjære Ven!

Mit Brev til Deres Kone er ogsaa til Dem, veed De; men her endnu et lille Bilag. Mine Breve ere dog nu alle frankerede lige til Stedet? Har De modtaget de forskjellige Bog/Pakker til Dem og mig? Jeg sendte fra Amsterdam Holberg, Øehlenschlæger etc.–Jeg sendte fra Haag, senere fra Paris og senest fra Bordeaux. Siig i et Par Ord om disse Sager ere komne. Mine Portrætkort ere indtrufne, derimod ikke Skibet med min Büste. Sommeren her er saa afvexlende og stormende som man ikke kjender den; her regner kun i Vintermaanederne; iaar strømmer det ned og Vinden rusker i Huset; dog have vi sædvanligt 30 Grader Reamur i Skyggen. – Til Jonas har jeg samlet nogle Snegle, der see ud som de boede i mauriske Huse. – Fra Fru Serre hører jeg ikke, men veed fra Frøken Heinke at Fru Serre er meget lidende; hun er i Dresden, og vover sig ikke ud paa sit Gods der ligger paa Krigs/Skuepladsen; hun skal være dybt betaget og spøtter desuden Blod. Vi sees neppe i denne Verden!–Hun var en kjærlig, god Natur. –

Fra Drevsens og Jonna hører jeg aldrig! hils dem hjerteligst og vær selv hilset Deres hengivne H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost