Dato: 23. august 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

552. Til Henriette Collin.

Bordeaux 23 August 1866.

Kjære Fru Collin!

Endnu er jeg i Bordeaux og bliver her til først i næste Uge, men til den Tid faaer jeg neppe noget Brev fra Dem, Deres Mand eller Jonas, have De skrevet, ere disse vistnok gaaede til Paris; derhen ville mine Venner i Bordeaux ikke gjerne at jeg reiser og bliver, idet Koleraen endnu daglig forlanger 160 Personer. I Dag fik jeg derom et lille Brev fra Frøhlich, der boer ude paa Landet og skriver at Sygdommen er i aftagende men dog meget ondartet (foudroyante). Jeg bliver altsaa neppe længeri Paris end en Nat og vil neppe da erholde de Breve som ere indtrufne til mig i Lega­tionen; send derfor ingen derhen; jeg maa nu undvære disse indtil videre. Over Cøln og Hanover haaber jeg at naae Hamborg og saaledes i Løbet af 14 Dage at være i Danmark; om jeg bliver et Par Dage paa Basnæs eller flyver lige til Byen veed jeg ikke. Groserer Melchio[r]s afhente mig med Vogn naar de veed jeg indtræffer paa Banegaarden og saa bliver jeg en 10 a 12 Dage hos dem paa »Rolighed« hvorfra jeg dog snarest tænker at flyve en Dag ud til Hellebek. Dog saa langt frem tør jeg endnu ikke tænke; det Hydra af Kolera ligger imellem; jeg haaber jo rigtignok at jeg ikke skal blive dens Mundfuld, derfor blev jeg vel ikke bevaret paa den spanske Sø, som jeg besøgte med ikke synderlig Tillid. Denne Reise gaaer rigtig­nok gjennem Ild og Vand; har jeg nu ikke faret hen over den vulkanske, revoulutionaire spanske Jordbund gynget paa det atlantiske Ocean og gaaer nu gjennem Kolera og megen619 Besvær. Jeg drømmer derfor endnu ikke om Hjemkomsten: Bouquetten for den hele Reise, som en bekjendt Poet har kaldt den. I aften skal jeg i Theatret og høre Mdms: Schneider fra Paris i »Barbe bleu«, jeg saae hende deri da jeg var i Paris; hun er høist genial, men det er ikke Noget for Kjøbenhavns strænge Moralister; thi selv Franskmændene hernede i Bordeaux finde det for stærkt; skade at den mageløse Genialitet Mdms Schneider besidder ikke anderledes begrændses; dog forekommer det mig at i hvor overraskende dristig, for at bruge et smukt Ord, Fremstillingen er, kommer den dog aldrig udenfor det Skjønnes Grændse. Paa Søndag er jeg af Gonsul Kirstein indbudt paa Landet hos hans Svigermoder; een af de første Dage i Ugen, begynder jeg da Hjemfarten og glæder mig usigeligt til at see alle Kjære og opfatte dem i deres hele Elskværdighed. Jeg antager at Eftersommeren bliver smuk, jeg er da deels paa Rolighed, deels paa Basnæs og maaskee hos Fru Neergaard i Søllerød, kunde jeg da faae to nette Værelser, for rimelig Be­talning paa Kongens Nytorv, da var det jo deiligt; Meget har jeg at for­tælle Dem om dette Ophold ude, om Familielivet i Portugal, om Meget som der var mig nyt og eiendommeligt; i Aviserne læser jeg at netop den første Nat jeg var paa Atlanterhavet, og Søen gik saa høit, forulykkede et Dampskib mellem Bordeaux og Havre. Det maa være et skrækkeligt Øieblik saaledes, med Bevidsthed at synke ned mellem de uhyre rullende Søer og fornemme det tunge Tryk og Mørket idet man forsvinder; jeg havde ombord et Par Minutter saa levende en Forestilling om det at jeg troer næsten jeg fornam Dødsangsten og tænkte, saa heller døe i Land af Colera, men det siger man ikke naar man er i Land, der siger man heller ædes af »Crittikken«, tykkes, krammes og knases og dog føle sig en retskaffen Borger.

See det var nu en lang Snak, den faaer De mere af, naar Gud vil vi mø­des. Her er varmt i Bordeaux, dog ikke som i Lissabon, der var jeg de sid­ste Dage ved at tabe Veiret. Nu Hilsener og Omfavnelser, selv til Hvappe, der vel finder stor Smag i den nye Kilde. Deres hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost