Dato: 3. juni 1838
Fra: H.C. Andersen   Til: Theodor Collin
Sprog: dansk.

Nysø ved Præstø 3. Junii 1838

Til Cand. chir. Theodor Collin.

Min kjære Ven!

See det er første Gang jeg skriver en Epistel til Dem. Reisen herned var en Qval, den tykkeste Støv i den qvalmeste Hede maatte vi døie, der var ikke et Vindpust. Fra Kjøge fik jeg en meget smuk Dame til Naboerske, kun 16 eller 17 Aar; hun sværmede for Digteren H. C. Andersen, og det havde Mennesket Andersen godt af; jeg var saa veltalende som Heden tillod, men Pigebarnet var lidt ubetydelig, Aanden maatte jeg skyde en hvid Pind efter, det var Formen alene jeg Hyldede. Til alt hvad jeg sagde udbrød hun: det er mageløst deiligt. Paa Vognen vare desuden nogle originale Ægtefolk, en gammel sygelig mand, der saae ud som den Personificerede Feber, med sin meget unge Kone. En anden gammel Mand spurgte til hans Befindende, og den Syge sagde: ja, jeg har gaaet meget igjennem, menn u er jeg til Ankers og lykkelig (med en Taare) inderlig lykkelig og saa kyssede han sin unge Kone paa Tommelfingeren. Ja, sagde den anden, "det var klogt af dig at du giftede dig, nu paa din gamle Alder kan du have godt af at have en ung Kone, der kan pleie dig." Og den unge Kone lod Øinene synke, rimeligviis for ikke at see hvor gammel Manden var, og talte derpaa til mig om Landets Goder, Æbler, Pærer og Kirsebær, og altsaa slet ikke om forbudne Frugter.

Klokken 8 kom jeg til Nysøe og Dagvognen kjørte mig lige til Gaarden. Jeg fik den hjerteligste Modtagelse og det smukkest beliggende Værelse paa Gaarden. Jeg seer over Voldgraven og Haven hele Fjorden, Præstøe og Havet. Badehuset har jeg strax besøgt, men Vandet var som kogt, da Sandbunden er saa lav. I dag var jeg tidligere derude, jeg blev kjørt, thi det er langt ude i Fjorden, nu pjadskede jeg ret i min Hav-Ensomhed til jeg saae Vognen komme igjen med Frøken Wulff og Schwartzen, saa maatte jeg ihast op og havde min Nød med at komme i Klæderne til de naaede Badehuset hvor jeg hjalp dem af Vognen og derpaa selv kjørte over Bølge. Her bliver meget musiseret især af Marcher og Bellinis Compositioner, hils og siig Louise det, samt at min Stemme bliver meget roest og jeg lader mig høre i morgen ved en stor Koncert (NB, som vi give for os selv her hjemme hver Aften). Iaften seile vi med Blus paa Søen, flere smukke Toure ere arangerede, jeg haaber at jeg vil more mig godt; Gid De var har med, jeg har endnu ikke en eneste Herre jeg kender det mindste til. Ingemann og hans Kone er der i Dag sendt Stafet til for at mælde at jeg er her og at De smukt skulel komme. Jeg har den mageligste og deiligste Seng jeg i mange Aar har ligget i, den er som de jeg kjender fra Paris og Neapel, som en Steen og dog syberilliske deilig, man veed ikke om man flyver eller hviler. Jeg har ellers i Dag blaseret min ene Fod, jeg begik den Genialitet at vilde gaae over en Deel af Bugten i Skovhjørnet, og tog derfor Strømper og Buxer af, da jeg var midt ude skar jeg Foden temmeligt dybt paa en Flintesteen, nu er den syet sammen med Hefteplaser, men brænder slemt i Saaret.

Vær nu saa elskværdig at skrive mig et lille Epistel til, De vil derved gjøre mig en stor Glæde, Deres Søstre have aldrig skrevet mig til, og angive den Grund, at jeg viser Andre Brevene; men deri gjør man mig Uret; hvor Brevene ikke bør sees af Andre, eller hvor jeg veed at Vedkommende / ei holder der af, der gjør jeg det ikke. De kan troe jeg er et meget fornuftigt Menneske, dog Herrebreve ere jo ganske anderledes end Damernes. Det er det samme kjære Ven, hvad De fortæller mig, kun at jeg seer nogle venlige Runer fra Dem. Hils dem nu Allesammen, de bliver nok forundrede over at De faaer det første Brev; men det er jo dog slet ikke underligt, "unge Mennesker" holde jo altid helst sammen, det kan De sige. Wulle har vel allerede glemt mig? Det er jo ogsaa i sin Orden, hun er et Fruentimmer og dertil et meget ungt Fruentimmer. Til Tirsdag i næste Uge er jeg rimeligviis her endnu paa Nysø.

Venskabeligst

H. C. Andersen

E.S.

Da de Andre hjemme, aldrig skrive mig til, fordi De frygte for at jeg proclamerer Deres Epistler, saa skal De ikke heller lade dem læse mine Breve til Dem. Hils dem ellers saa nydeligt, som De selv er det! En stregen Hilsen til Deres Moder, den maa De bestemt aflevere, Hilserne til de Andre, glemmer De rimeligviis.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 448-50)