H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Henriette Scavenius, f. Moltke 22. november 1866

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 22. november 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Scavenius, f. Moltke
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 22 Nov 1866

Kjære Fru Scavenius!

Nu er Deres Naade og Frøken Lucia igjen paa Basnæs og snart, naar Julen kommer, glæder jeg mig til ogsaa at være der; see Dem ligesom Otto og Deres Hr Svigersøn, glade og vel, jeg sender forud de hjerteligste Hilsener. Tak for de smukke Vaser og Billedet, de pynte i min Stue der isandhed er meget hyggelig og net med Tæpper, Billeder, Nips og Blomster. Fru Melchior havde ved min Hjemkomst ladet bringe 8 Potter med Blomster, Fru Jerichau forøgede disse, jeg fik desuden et lille nydeligt Brysseler-Tæppe; Udsigten er prægtig og jeg har eet eneste Glas i hver enkelt Vindue. Opgangen er god og jeg har desuden et lyst Forværelse. Deres Naade, der jo hædrer og glæder mig med et Besøg naar De kommer til Byen, vil finde at jeg nu boer særdeles godt. – jeg var ikke paa Festballet, jeg blev hjemme og passede selv mine Lys, thi hele Kongens Nytorv var vel illumineret. Grevinde Holstein var inde i Byen et par Dage, hun medbragte til mig en deilig stor Krands der kan holde sig hele Vinteren, desuden noget af det vaiende Panama=Græs, det pranger ned som en heel Fane over Jenny Linds Buste som jeg har anbragt i en Krog mellem mellem Blomster. Desværre har jeg kun Morgensol og Kakkelovnen er ikke meget stor; det bliver vist en stræng og langvarig Vinter. I Foraaret tænker jeg paa en lille Udflugt til Paris, Udstillingen der forestaaer jo. Jeg glæder mig meget ved de nye Arbeider af Carl Bloch; hans Billed med Niels Ebbesen lyser frem, for hver Dag, i Kraft og Skjønhed. Melchiors har kjøbt et udmærket Stykke af ham for 1000 Rdlr, det er en romersk Osterie=Scene Skizzen til samme har jeg faaet i Foræring af Bloch, der meget varmt slutter sig til mig. I aftes saae jeg Opførelsen af Bournonvilles gamle ballet: Waldemar, der nu, forfrisket og tilvisse i større Skjønhed, er traadt frem; den vandt stort og fortjent Bifald. Waldemar Price var Kong Waldemar og saae godt ud; i Slutnings Scenen havde han det Uheld, i det han bryder Aaget, sprang fra dette et Stykke Jærn der saarede ham i Hovedet, saa Blodet flød, men han udførte sit Parti til Balletten var endt. Der var ellers noget Piinligt i, at høre for fuldt Orchester Melodien: Danmark deiligst Vang og Vænge, der ligge saa mange tunge Minder i den Sang. Mine nye Eventyr komme ud om en 14 Dage, jeg sender strax et Exemplar til Basnæs. Glæder Deres Naade mig med Brev da boer jeg paa Hjørnet af Kongens Nytorv og lille Kongensgade. Send min ærbødige hjertelige Hilsen til Fru Castenskjold paa Borreby ligesom ogsaa til Grevinde Holstein. Det er en smuk Leilighed hun og Hr Greven have faaet lige ud for Blancogaden. Endnu engang Tak for de smukke Dage i Efteraaret jeg nød paa det kjære Basnæs. Deres Naades taknemlig hengivne H.C. Andersen

Tekst fra: H.C. Andersens Hus