Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 7. januar 1867
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 7de Januar 1867.

Det var mig en kjær Overraskelse den sidste Dag i Aaret at kjende Deres kjære Haandskrift, min gamle Ven! udenpaa et Brev, jeg troer jeg havde længtes efter at høre fra Dem. Samme Aften læste jeg to af de nye Eventyr op for Børnene ovre paa Nysø, Eventyrbogen var netop iblandt Gaverne derovre, jeg læste "Gjemt er ikke glemt," og "Skrubtudsen." Den første med sine fiint udkastede Billeder, og den sidste med den inderlig Poesiens Kraft i Billeder og Udtryk, der er Dem egen, tiltalte mig meget; de andre Eventyr har jeg ikke læst, da det ikke var os, men en anden som fik Eventyrbogen, men jeg har hørt "Portnerens Søn", rose saa særdeles af saa Mange og skal nok naae til at faae den læst, da jeg ikke vil undvære hvad godt og forfriskende vore egne Digtere give os. Jeg har Løvte paa at maatte laane "Breve fra Helvede." Vintergrønt læser jeg for Tiden; ligesaameget som jeg skjønnede paa Bjørnsons Kraft til at bruge Poesien i Nutidens Dont, ligesaameget forargede jeg mig over "Hertz's" tomme Spidsborgerlighed. Men synes De ikke, at den Iyriske Poesie nutildags er mat og underlig farveløs imod hvad man glædede sig med i sin Ungdom, eller er det maaskee mig, der er bleven gammel? og dog banker mit Hjerte med, naar Ploug bekjender sin Tro i "Skumring" eller naar Mads Hansen Ungkarl synger til Kvinden, ja selv Velhavens gamle Lyre klinger frisk i mine Øren, men Carl Andersen, Greensteen (?) eller hvad de hedde faae ikke mit Hjerte til at banke.

Det var fornøieligt, at De naaede ud til Basnæs i Julen. Jeg har engang seet Sønnen der og syntes at han havde et flinkt opvakt Ydre. Er han vakker? Jeg har, ved at høre Dem tale om hende, faaet Interesse for Grevinde Holstein; da jeg sidst traf hende, var hun saa venlig og elskværdig imod mig, men i de sidste Aar har jeg ikke set hende. Charlotte Raben bliver altid glad over Hilsner fra Dem; da jeg sagde, at De vilde besøge hende, spurgte hun: "troer De han mener det?" hvorpaa jeg svarede: Andersen siger ikke Sligt uden at mene det." Hun boer Nr. 17 i lille Amaliegade, den sidste Port op imod Slottet.

Jeg vilde rigtignok saa gjerne have besøgt Dem, da jeg sidst var i Byen, men nu veed De jo nok, hvad der optog mig saameget dengang, stakkels Elna talte endeel med mig og lagde derved Beslag paa min Tid. Det var en sørgelig Begivenhed, hvis Følger vil mærkes længe. Einar er fuld af Bebreidelse og Bedrøvelse, Gud hjælpe dem Begge; men naar man ikke passer sammen, maa man heller skilles ad. Et langt Samliv uden Kjærlighed er værre end et kort med Lidelser.

Lev nu vel, kjære Andersen! gid dette Aar som begynder maa blive Dem til Velsignelse og Udbytte.

Deres hengivne Jonna Stampe

Tekst fra: H.C. Andersens Hus