H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Jonna Stampe, f. Drewsen 12. maj 1867

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 12. maj 1867
Fra: H.C. Andersen   Til: Jonna Stampe, f. Drewsen
Sprog: dansk.

Kuvertens Udskrift

Til

Fru Baronesse Jonna Stampe

født Drewsen

paa Christinelund

ved

(fra H.C.Andersen)

Præstø.

side l

Neuchatel den 12 Mai 1867

Kjære Jonna!

Du og dit Hjem maa dog vide lidt Mere om mig, end der kan lægges i en Hilsen altsaa kommer her et heelt Brev. jeg er i Schweitz efter et Ophold i Paris der drog ude over tre Uger; jeg veed sandelig ikke hvorfor jeg blev der saalænge, da jeg der slet ikke føler mig hjemlig, men Tiden fløi hen; hver Dag bragte Træthed, de uendelig lange Afstande man har at bevæge sig i og maa bevæge sig i, gjør at man føler sig som i en Trædemølle; der var meget dyrt denne Gang i Paris; da jeg kom der og det var seent paa Af­tenen, besluttede jeg at kjøre til Grand Hotel paa Boulevarden, men maatte for et Værelse i tredie Etage give (med Drikkepengene) 18 Frank for een Nat, det er over 6 Rdlr Dansk for Natleie, næste Dag fik jeg en billigere leilighed, men enhver Ting var dyrere end paa anden Tid. Udstillingsbygningen som man i Bladene har dadlet saa meget, finder jeg ganske overordenlig vel tænkt og udført; det er en æg formet Bygning, med en Have midt i, hvor Radius fra Haven til Udgangs Siden tilhører et eller andet land, Danmark strækker sig mellem Grækenland og Sverrig-Norge. I Anledning af Kong I Georgs Besøg derude bad man mig skrive et lille Vers der blev an­bragt over den Port som førte fra Grækenland ind i Danmark, jeg skrev:

"Her Grækenlands Vaaben og Danmarks Flag,

Dig hilse og føle Dit Hjerteslag."

Daglig traf man landsmænd og Landsmandinder i den danske Afdeling særligt i A Portas Caffe der er smykket med tre store Dannebrogs Flag. Her kunde man faae Rugbrød og en Snaps dansk Brændeviin,

jeg saae en fransk Dame drikke den i et Glas Vand, man kan ikke tro at den har smagt. Man har tre Gange skrevet om at faae min Buste, da jeg er kjendt, men den blev ikke sendt, derimod gav Bissen dem Munch og Bjørnstjerne, de to repræsenterer Poesien. Forresten saae jeg over vore Buegange opstillet Busten af Din Bedstefader, af Gamst, Hatsch, Alfred Hage, Clausen &. De fleste Belleder har fru Jerichau leveret; der er et smukt Søstykke af Sørensen og "Samson"l af Bloch. Skandinaverne arangerede en smuk Fest for mig i Palais royal, der var trykt paa dansk en Sang til mig; en svensk Forfat­ter oplæste et Digt til mig og en anden Svensker læste et til Danmark, der var i det Hele taget flere Svenske end Danske, der var Ingen fra den danske Legation, derimod fra den / svenske. I Torsdags forlod jeg Paris og gik til Dijon hvorfra jeg i Fredags Aftes naaede Schweits efter en Indbydelse af Jules Jørgensen i Locle, han er imidlertid endnu i Paris og kommer først til sit Hjem paa Mandag jeg bliver altsaa endnu imorgen over her i Neuchatel. Det var en skrækkelig Sol=Varme at reise i; men Farten over Jurabjergene henrivende, jeg har tegnet den ned i et lille Digt:

I Jurabjergene.

Hen af Bjerge, gjennem Bjerge

Knap en Fod fra AfgrundsRanden

Flyver Jernbanetoget

I den maaneklare Nat,

Gjennem lange mørke Tunler

I en dødskold fugtig Luftning,

Ud igjen, høit over Byer

Dybt i Dalens Mørke sat;

Lysene dernede blinke,

Ovenover lyser Himlen;

Nyet tændt og alle Stjerner

Seer jeg i min vilde Flugt.

Gjennem Bjerge, over Bjerge

Som en Fugl jeg dristigt flyver,

Verden, Livet, Gud, det Hele,

Hvilket eventyr! hvor smukt!

-----­

Her i Neuchatel boer jeg i Hotel Bellevue og kan fra min Balcon see ud over Søen / til hele Alperækken; den skinner i sin hvide Snee, som gigantiske Pyramider og Sarcophager. I aftes sad jeg paa Balconen og skrev der.

Ved Neuchatel-søen.

Der var paa Himlen ikke en eneste Sky

Det var Maanskin i den stille Schweitser By;

Paa Søen kom en Baad med Fakler og Musik

Det var en Stemningens varme Øieblik,

Man følte sig saa hjemlig, saa barneglad

At man i sin Glæde om Guds Evighed bad!

Det vilde glæde mig at faae et Brev fra Dig, men jeg tør ikke haabe at det skeer medens jeg er i Locle (canton Neuchatel, suisse.); jeg bliver der til Mandag den 20de Mai, men maaske finder jeg da et i Hamborg adresseret der til Hotel d Europe hvor jeg tager ind.

Hils Din Mand og Børn; dog maaskee er Du allerede nord for Helsingøer og derfor vil jeg ikke lade dette Brev gaae til Christinelund men til Rosenvænget, hvorfra det som en Fugl fra Jurabjergene qviddrer hvad jeg nu her har qviddret.

Hjerteligst

H.C.Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus