Dato: 15. maj 1867
Fra: H.C. Andersen   Til: Robert Watt
Sprog: dansk.

Locle, Canton Neuchatel, Suisse, den 15 Mai 1867.

Kjære Ven!

Tak for al Deres Hjertelighed og Velvillie mod mig i Paris; De er saa aaben, saa ungdomsfrisk, gid at jeg saae mig istand til engang at vise hvor hengiven jeg er Dem. Reisen til Dijon og Dagen der paa til Neuchatel, var meget trættende i det varme Veir; her kom jeg gjennem den næst største Tunel i Frankerige (4100 Metres), da jeg saa mod Aften naaede Jurabjergene fulgte Tunel paa Tunel, Indtrykket fra denne Fart har jeg lagt ned i et lille Digt:

I Jurabjergene.

Hen ad Bjerge, gjennem Bjerge

Knap en Fod fra Afgrunds Randen,

Flyver jeg med Banetoget

I den maaneklare Nat,

Gjennem lange mørke Tunler

I en iskold, fugtig Luftning

Ud igjen, høit over Byer,

Dybt i Dalens Mørke sat.

Lysene dernede blinke /

Ovenover lyser Himlen,

Nyet tændt og alle Stjerner,

Seer jeg i min vilde Flugt.

Gjennem Bjerge, over Bjerge,

Som en Fugl jeg dristigt flyver,

Verden, Livet, Gud, det Hele

Hvilket Eventyr! hvor smukt!

---

Fra Fredagaften til Tirsdagmorgen blev jeg i Neuchatel, hvor jeg i Hotel Bellevue havde et smukt Værelse i første Etage med en Balcon ud til Søen, hele Alperækken strakte sig foran mig; det var aldeles Sommer, næsten for varmt, Aftnerne saa smukke, een af disse har De her:

I Neuchatel.

Der var paa Himlen ikke en eneste Sky,

Det var Maaneskin i den stille schweitser By;

Paa Søen kom en Baad med Fakler og Musik,

Det var en Stemningens varme Øieblik,

Man følte sig saa hjemlig, saa barneglad,

At man i sin Glæde om Guds Evighed bad.

--

Igaar Morges forlod jeg Neuchatel og kom paa Banegaarden i Vogn med Jurgensen, som jeg besøger, og som da kom lige fra Paris; heroppe er aldeles Foraar,/ vi ventede begge at kun Stikkelsbærbuskene vare udsprungne og saa pranger allerede Bøgen i sit friske Grønne, Græsgange mylre med hvide og gule Blomster, men Qvæget er endnu paa Stalden først i næste Maaned, er det den antagne Tid at det kommer ud og Klokkerne klinge over Bjerg og Dal. Alt tyder jo nu paa Fred og jeg kan tænke at der komme dagligt flere og flere Fremmede til Paris; igaar fik jeg Brev fra Fru Melchior, hun skriver at Redacteur Bille, i disse Dage tager til Paris, han kommer alene, hans Frue er ikke med. Italienerne gjøre vedvarende stormende Lykke og de to Primadonnaer have hver sit Parti der kappes med at kaste Blomster til deres Tilbedte, det skal være en heel Blomster-Udstilling, Blomsterne føres derhen i store Kurve. Al den Herlighed er nu forbi naar vi komme der. Ja naar vender De hjem? Og mon vi mødes endnu engang paa Landeveien? Vær saa elskværdig, naar De modtager dette Brev, at skrive et Par og send dem til mig i Locle / (Canton Neuchatel, Suisse) jeg bliver her sikkert til Mandag Aften eller Tirsdag Morgen; om Reisen da gaaer i en Fart hjemad eller jeg endnu en 8 Dage flagrer om her i Bjergene veed jeg ikke sikkert. En Tjeneste beder jeg Dem om. Før jeg forlod Paris kjøbte jeg de sex Nummere der vare udkomne af L'exposition universelle 1867, illustree, hver Uge kommer eet endnu, vil De kjøbe N° 7 og de efterfølgende, hver koste ½ Frank, jeg skal strax og redeligt klare min Gjæld for disse naar vi mødes. - Tilgiv dette hurtigt henkastede Brev, men da det ikke skal trykkes, lader jeg Pennen løbe, som Talen løber naar man mødes; jeg veed, at De tænker venlig paa mig, det ønsker jeg mine andre Landsmænd ogsaa ville og beder Dem hilse, særligt Wolffhagen, Grøn og Frue, Hardvick, Meinertz & &. Siig mig ogsaa, jeg seer nu ikke danske Blade, er der betænkt nogen særlig Festlighed hjemme ved Sølvbrylluppet? Naar kommer H.M. Dronningen til Kjøbenhavn? Eller bliver hun hos sin Datter i London? - Lev nu hjertelig vel kjære Ven; hils Hr og Fru Rubens naar de indtræffe til Paris!

Deres hengivne H. C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 78, 387-90)