Dato: 19. maj 1867
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 19 Mai 1867.

Sad jeg ikke og tænkte, mens jeg læste en Correspondance-Artikel fra Paris i et af Bladene: "Hvor det dog kunde være morsomt at høre Noget fra Andersen," og saa kom Deres Brev, min kjære Ven! Dagen efter. Dog var Paris ikke Glandspunktet for Dem, det saae jeg snart, og hvormeget man end læser og hører derom, baade af de Bortdragne og Hjemvendte, mig friste ikke heller de støiende og urolige Toner, men langt mere en Maaneskins-Nat, som den De beskriver ved Neufchatel-Søen, og endnu mere nogle Maaneder eller saa ved Neapels blaa Strand, ved Middelhavets Vande. Jeg har en Følelse, som om meget Støv og megen Skimmel kunde blæse af Sind og Tanker, hvis vi alle herhjemme, men dog især Henrik og jeg kunde reise bort en god Stund, faae nye Indtryk, friske Nydelser og dermed større Syn paa et og andet, som nærved seer saa smaaligt ud, og som om Takken for og Glæden over Hjem-Kjærligheden og Fædrelands-Kjærligheden ikke derved vilde formindskes, snarere styrkes. Men det seer ikke ud til at vi naae det nogensinde, Haarene graane allerede paa min Husbonds Hoved, og vi ere meget langt fra den nødvendige Betingelse for al Reisen her i Livet: Penge. - Jeg morede mig saameget over Deres Brev fra Udstillingen og Deres Opfattelse, som altid er saa frisk, af de Billeder De nævnede. Jeg var rigtignok saa dristig at sende Brevet til min Svoger Holger, der sætter megen Pris paa slige Udtalelser, det havde De da Intet imod? Der har senere staaet nogle ret interessante Artikler i "Fædrelandet" om Konst-Udstillingen, som dog forekom mig at mangle den rette Alvor og Grundighed.

Alle som kunne, drage nu til Hovedstaden til Sølvbryllupsfesten. Min Svigermoder, hvis Mand kun er i 3die Classe, er derved udelukket, med mindre hun skulle faae en særlig Indbydelse. Den venter jeg imidlertid at hun faaer, da hun pleier at naa hen til, hvad Andre attraaer uden at opnaae. Baade hun og min Svigerfader ere raske og velfornøiede. Holger har bortforpagtet sin Gaard i Slesvig og boer foreløbig paa Nysø, til megen Hygge for os alle, da han er saa fredelig og omgængelig. Børnene her fik igaar en meget stor Glæde derved at min Broder Valdemar, som er i Kjøbenhavn for Tiden, sendte dem som Gave en udmærket smuk Nordbak, guulbrun, med en Aal ned ad Ryggen (Tegn paa adelig Byrd, siger Valdemar) og med en smuk og fiin Skabning. Den skal være saa from og god, Valdemars Børn have kjørt og redet med den, her var stor Jubel, kan De vide. Rigmor er nogle Dage hos Grev Holcks paa Rosendal, hvor hun ret har Leilighed til at nyde Herregaardslivet, da de har fuldt op af Heste, Kjøretøier og anden Herlighed. Før i Juli-Maaned er det ikke min Hensigt at tage til Hellebæk, men saa haaber jeg ogsaa at kunne blive der en rum Tid for at Børnene kunne have rigtig Nytte af de kraftige Bade. De glæde dem umaadelig meget dertil, der er jo saa deiligt og Livet saa frit. Paa en Maade glæder jeg mig ogsaa, naar jeg først seer at det kan gaae, og at det virkelig skeer. Jeg elsker Øresund, det er som at Naturens Poesie især talte til mig gjennem dets Vande, som om den danske Hjemlighed for mig just fandtes i de dybt bevægede og dog yndig skjønne Vande ved Øresunds Bredder. Min Natur er mere nordisk end dansk, og derfor kan det saa milde stilfærdige Præg ved Sydsjællands Egne, som jeg lever under, stundom gjøre mig veemodig længsselfuld efter det stærkere kraftigere Røre i Sundet med den dybe Bund, med baade Storm og Stille, med oprørte Bølger og med den henrivende stille "blege Sø" som Fiskerne kalde den, kun afbrudt af de røde og hvide Seil paa Baadene.

Min Pen løber løbsk, er det et Brev at skrive til en Digter, der har et langt rigere Øie for Poesien eller i alle Tilfælde har, hvad jeg engang tænkte og som slog mig: "har Udtrykket for, hvad jeg har Indtryk af." Undskyld mine Drømmerier!

Jeg blev meget glad ved igjen at faae Brev fra Dem, kjæreste Andersen! det var trofast og venskabeligt, og jeg skriver derfor ogsaa strax. Jeg hører vel nok med Tiden om Deres videre Planer? Mange Hlilsner fra alle herhjemme, men meest dog

fra Deres altid hengivne Jonna Stampe.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus