Dato: 17. juli 1867
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Sorø den 17 Juli 1867

Kjære Fru Melchior!

Regnen skyller ned, og den skyllede igaar, da jeg kom, og da nu Ingemanns Huus, gammeldags og tomt, ligger i Skygge af store Træer er her forunderligt eensomt og efteraarsagtigt, saa at jeg doppelt maa huske paa Solskinsdagene og det levende Liv paa "Rolighed". Jeg maa jo ikke gjentage min Tak, har De sagt, den kan heller ikke siges, jeg føler mig som groet fast i Familien. Hver især har været og jeg haaber vedbliver at være hjertensgod mod mig. I Banevognen fik jeg til Nabo en ung Dame der havde været et Par Aar i Nordamerika som Lærerinde og nu skulde have en lignende Plads hos Grevinde Holstein paa Holsteinborg, dernæst var der en dansk Mand, der havde været bosiddende i Mexico, kjendte Keiser Maximilian og var opfyldt af hans fortræffelige Egenskaber. Veiret var imidlertid særdeles slet; men der var stor Glæde i Modtagelsen; den gamle Fru Ingemann, som iøvrigt nu er mere svag end jeg nogensinde har seet hende, var særdeles glad ved at jeg kom; hun havde sagt til Pigen: jeg vilde dog saa gjerne see ham endnu engang i dette Liv. Hun takker Dem meget for Kurven med Blomster og Frugt, den staaer paa Bordet foran hende. Frøken Louises smukke Bouquet til mig fik hun ogsaa og var meget glad over den store hvide Rose. Forrige Søndag var Sangforeningen Arion hernede i Sorø og gav en Consert til Indtægt for de fordrevne Slesvigere, om Eftermiddagen kom de udenfor Fru Ingemanns Huus og afsang, til Melodi: "Vift stolt paa Codans Bølge", følgende Sang "til Bernhard Severin Ingemanns Minde:

I Hallen hviler Skjalden
Med Lyren paa sit Skjød,
Forvist blev han i Norden
Til Digterkronen født;
Og Du skal vide - Sangen
Som fra hans Læbe flød
Var fra den gode, sunde
Den ægte Suttungs Mjød

Ham Moder Dana fostret
Har kjærligt i sit Skjød,
Der gammel er han vorden,
Men tro i Sorg og Nød;
Saa mangt et Navn er svunden,
Som var det aldrig født,
Men Ingemann vil leve
Vidt over Tid og Død.

Ordene hører jeg ere skrevne af en ung Haandværksmand, som var mellem de Syngende. Fru Ingemann hører næsten aldeles ikke, man maa skrive Alt paa en Tavle, men dog gik Samtalen iaftes ret taalelig. Hun var saa elskværdig glad ved mit Besøg. Imorgen reiser jeg til Basnæs og der over Skjelskjør, jeg tør jo nok om ikke mange Dage, haabe at modtage et Brev fra Hjemmet paa Rolighed; hils dem Alle der, Børnene, Folkene, Vennerne som komme og Veninderne med, glem ikke Fru Bille og Frøken Sophie Melchior. Fra Deres Mand har De vel nu Brev og et ret fornøieligt Brev?

Jeg fletter af Ord en lille Bouquet
For Fruen og Frøken Louise,
For Thea og Anna og Harriet,
Som Vers er det ikke at prise.

Og nu lev vel for i Dag; Fru Johanne og hendes William, ikke at forglemme de andre Børn og hendes elskværdige Ægteherre, mange Hilsener. Deres taknemlig hengivne

H.C. Andersen

Tekst fra: Niels Oxenvad