Dato: 21. juli 1867
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Basnæs ved Skjælskjør

Søndagen den 21 Juli 1867.

Kjære Fru Melchior!

I det jeg er ved at troe at De har udtømt Deres Hjertens Godhed og Opmærksomhed mod mig, sætter denne ligesom nyt Skud; [overstreget: idet] De sender mig Deres Mands Brev, det jeg godt indseer De dog ikke saa let i Øieblikket kan afsee. Uendelig Tak! det har særdeles intereseret mig, kun har han Uret i at sige at han ikke, som Robert Watt, kan give interessante Reisebilleder, det kan han just, Alt er saa levende, saa friskt gjengivet, man er aldeles med ombord, oppe og nede, føler sig saa vel derved. Jeg fik Brevet iaftes og De vil af min forrige Skrivelse vide at jeg ikke tidligere end i Dag kan sende Dem hans Brev tilbage, i det vi faae Posten om Aftenen og først næste Middag afhentes vore Breve som da naae Kjøbenhavn Dagen derpaa. Inderlig Tak for Alt hvad De selv meddeler mig og i høi Grad er jeg Frøken Louise taknemlig for hendes hjertelige Bilag, hun skal ogsaa faa Brev igjen, ikke i Dag, men lidt senere, jeg lægger det inden i et Brev til Dem, ellers kunde jo Skole-Rygtet let blive Posthuus Rygte, og det var da ikke morsomt for den unge Pige, en Beiler paa 62. Stakkels Frøken Louise! jeg spaaer hende hun faaer en ung, en smuk, en brav Ægteherre, naar Timen slaaer og saa skal jeg nok skrive deres Brudevise. Theas Brev indeholdt en Rebus som hun ønsker jeg skal løse dette har jeg forsøgt paa vedlagte Blad, der er en lille Skrivelse til hende. Opløsningen er naturligviis ikke den hun venter, men det er altid en Opløsning. I Brevet fra min Ven William staaer et Ord jeg aldeles ikke kan læse, maa jeg bede om Oplysning der han skriver eller lader skrive: "Jeg har saadanne nogle brune ///; skal det være Øine? Saa siig ham at jeg troede at han havde "smaa grønne," men yndige! - Jeg skal strax skrive ham til, jeg haaber imidlertid at han ikke glemmer mig; naar vi sees og han bliver et Par Aar ældre, skal jeg nok lære ham at digte, nu maa han først lære at klippe, det er den første Begyndelse for Digteriet, men siig, han maa aldrig klippe med en spids Sax. Tak for det mørke Egeblad De sendte mig, jeg lægger til Gjengæld her i Brevet en Alperose; en stor Busk blomstrer paa frit Land nede i Haven. Veiret seer i Dag lidt taaleligere ud og De har jo ogsaa i Dag paa "Rolighed" Deres Gjæster fra Marienlyst, De har Bloch, maaskee ogsaa Watt, han er nok iaftes eller i denne Morgen kommet til Byen fra sin fyenske-jydske Reise; han er henrykt over Svendborgs Beliggenhed; siig ham, at han vil finde den tegnet af i min Roman: Kun en Spillemand og maaskee da vil vurdere mig som Maler, det gjør ikke Bloch. Veiret har været utilladeligt raat og vaadt disse to tre Dage herude; jeg fryser og strækker som en Ildtilbeder mine smaa Hænder ud efter Solen. Fra Grevinde Frijs fik jeg iforgaars Brev med 20 Rdlr til Jørgensen, i Brevet selv skriver hun: "Det har bedrøvet mig, at jeg slet ikke har faaet Dem at see, jeg havde saa smaat haabet at Hr. Melchiors Vogn havde fundet Veien til Frydenlund hvor De veed at De vilde have været hjerteligt modtaget."

Det faldt mig slet ikke ind at bede Dem, kjære Fru Melchior, om en saadan Tour og jeg vidste jo heller ikke, før Bloch tog afsted, at Frijs's vare paa Frydenlund; gid at Grevinden havde tidligere glædet mig med et Par Ord, men hun har vist særdeles travlt i Anledning af Datterens Bryllup. Hils Deres Svoger og hans Søster, hils alle Børnene, alle Vennerne og særligt Deres Mand naar De skriver til ham.

Deres taknemlig hengivne

H.C. Andersen

Tekst fra: Niels Oxenvad