H.C. Andersen centret

Glorup den 27 Juli 1867.

Kjære Fru Lund!

I Hellebæk kan man dog, selv i denne Tid, faae Ideer, og det fortræffelige Ideer; saaledes fik de Ideen at skrive mig til; at jeg svarer, er en Selvfølge, ingen Idee. Det regner og regner, her er graat og vaadt, som det var i Sorø, som det var paa Basnæs. Saaledes maa Veiret have viist sig for høisalig Noah! De kjender ham nok fra Deres lille bibelske Historie; han, vor første Viinkyper, fik dog i Regnskylle-Veiret en Idee, blev Skibsbygger; det er at have udbytte af selv en sørgelig Tid!

Jeg faaer nu slet ingen Idee; jeg føler mig som Canariefuglen, der om sit Buur har et stort Vandglas, hvori svømme Guldfiske; han er i et Fængsel med forgyldt Levende om sig, han længes efter at flyve, og det gjør jeg ogsaa, flyve mod Syd eller idetmindste over paa det store Udstillingsbord ved Paris, hvor man har Nips fra alle Lande; men jeg flyver ikke, Løftestængerne mangle Svingkraften; jeg havde ventet, at Fru Fortuna havde trukket den til mig ud af Lotteri-Posen; men Fruen har ikke tænkt paa mig med saa Meget som et Frilod. Dog, jeg lader Pennen løbe! De siger nok dertil, som en lille Pige sagde, da jeg fortalte hende Løst og Fast og spurgte: »Nu, hvad siger Du?« - »Du snakker saa meget!«, sagde hun. Hun havde Ret, og De har det, naar De siger det Samme; men selv med bedste Villie bliver man i sligt graat-vaadt Veir saa aandelig watersotig, for at bruge at vistnok hollandsk Ord, at man ikke, selv med sin bedste Villie, kan skrive bedre for sig, end jeg gjør det her i dag. Endnu har jeg ikke seet mig om i Glorups smukke Have, jeg vil saa nødigt tabe mine Galocher; fra mit Vindue har jeg nok seet ovre paa Øen det høitstraalende Springvand; men det er jo ogsaa Vand: Regnvand, ledet her ned fra Svindinge. I Stuen, veed Deres Mand, er der smukke Billeder; jeg kjendte ikke før det store, norske Landskab af Dahl, heller ikke Skovgaards stemningsrige Skovsø; den store Copie af Raphaels »Madonna« fra Dresden er mig ogsaa ny. Grevinde Moltke er her fra Paris, og i Løbet af otte Dage ventes Grev Leon Moltke, vor Minister i Paris; han bringer sin Kone med; hun har ikke før været i Danmark.

Hils Deres Mand fra mig! Han har det vist heller ikke glædeligt, hvad Veiret angaaer - han kan da umuligt male; men De kan dog skaffe ham Solskin i Stuen; det har jeg slet intet af, og jeg er dog en Soltilbeder. Naar De stiger fra Deres huuslige Høide ned til Collins, vil De da strøe Hilsener fra mig, men først inden Døre. Jeg seer Dem vade gjennem det vaade Græs eller halvt rutsche ned ad den vaade Skrænt, hvor Etatsraad Collin nu ved hvert Fodtrin maa kunne opdage et Kildevæld. Hans Yndlingsvæld med de cyclopiske Mure er vel i denne Tid i overstrømmende Pragt.

- - - - - Naar vi sees, skal De høre de tre eneste Sommerhistorier, jeg har: »De smaa Grønne«, »Gudfaders Billedbog« og »Peiter, Peter og Peer«; den sidste gjør meest Lykke: Vrøvl er det! Ved at skrive de Ord, faaer jeg en rystende Forskrækkelse, om De med Rette maatte bruge de samme Ord om dette mit Brev! Lad ingen streng Critiker see det; dog, en saadan er jo altid en bidsk Hund, og der er saa megen Væde, Regn og Rusk i dette Brev, at han nok faaer Vandskræk og svømmer ikke igjennem dette Hav af Ord. Lad imidlertid min Tak for Deres Brev, min Tak for Deres venlige Tanke om mig, min Tak for det gode Sindelag, De og Deres Mand, siden vi første Gang mødtes, have viist mig, som friske Blomster dukke op af alt dette Vaade, der er en Følge af Sommer-Climaet her, hvor jeg ikke længer har Mod til at synge min egen Vise: »Jeg troer, der er skjønnest i Danmark!«

Deres hengivne, ærbødige

H.C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost