Dato: 3. juli 1838
Fra: H.C. Andersen   Til: Theodor Collin
Sprog: dansk.

Nysø ved Præstø den 3 Juni [dvs. Juli] 1838.

Min kjære Ven!

See, det er da første Gang jeg skriver et Epistel til Dem, første Gang vi komme i "Corenspondance", som man kalder det! De skal have mit første Brev, jeg vil herved antyde Dem hvor kjær De er blevet mig, hvor gjerne jeg er Deres Ven! Reisen herned var en Qval, den tykkeste Støv i den qvalmeste Hede maatte vi døie, der var ikke et Vindpust. Fra Kjøge fik jeg en meget smuk Dame til Naboerske, kun 16 eller 17 Aar, hun sværmede for Digteren H. C. Andersen lod det til, og det havde Mennesket Andersen godt af, jeg var saa veltalende, som Heden tillod, men Pigebarnet var lidt ubetydelig, Aanden maatte jeg skyde en hvid Pind efter, det var Formen alene jeg hyldede. Til Alt hvad jeg sagde, udbrød hun: det er mageløst deiligt. Dernæst havde vi en ypperlig charikeret Officeer fra Sverrig, der var saa "fortjuset" over Student Barfods Tale i Sverrig, at han ikke kunde komme sig. Ved Doctor Promotionen i Lund, var nemlig Barfod der har udgivet "Læsebog for Barnlige Sjæle", han skal der have holdt Taler om Nordiskhed og blev der baaret i Procession af de svenske Studenter! Er det ikke flaut? Paa Vognen var desuden nogle originale Ægtefolk, en gammel sygelig Mand, der saae ud som den personificerede Feber med sin meget unge Kone. En anden gammel Mand spurgte til hans Befindende og den Syge sagde: "ja jeg har gaaet meget igjennem, men nu er jeg til Ankers, og lykkelig, (med en Taare) inderlig lykkelig!" og saa kyssede han sin unge Kone paa Tommelfingeren! - "Ja," sagde den anden, "det var klogt af Dig at Du giftede Dig, nu paa Din gamle Alder kan Du have godt af at have en ung Kone der kan pleie Dig!"- Og den unge Kone lod Øinene synke, rimeligviis for ikke at see hvor gammel Manden var, og talte derpaa til mig om Landets Goder, Æbler og Pærer og Kirsebær, og altsaa slet ikke om forbudne Frugter. Klokken 8 kom jeg til Nysøe og Dagvognen kjørte mig lige til Gaarden. Jeg fik den hjærteligste Modtagelse og det smukkest beliggende Værelse paa Gaarden. Jeg seer over Voldgraven og Haven hele Fjorden, Præstøe og Havet. Badehuset har jeg strax besøgt, men Vandet var som kogt, da Sandbunden er saa lav. I Dag var jeg tidligere derude, jeg blev kjørt, thi det er langt ude i Fjorden, nu pjadskede jeg ret i min Hav-Ensomhed til jeg saae Vognen komme igjen med Frøken Wulff og Schwartzen, saa maatte jeg ihast op og havde min Nød med at komme i Klæderne til de naaede Badehuset hvor jeg hjalp dem af Vognen og derpaa selv kjørte over Bølge. - Her bliver meget musiseret især af Marschners og Bellinis Compositioner, hils og siig Louise det, samt at min Stemme bliver meget roest og jeg lader mig høre imorgen ved en stor Concert, (NB, som vi give for os selv her hjemme, hver Aften.) Iaften seile vi med Blus paa Søen, flere smukke Toure ere arangerede, jeg haaber at jeg vil more mig godt; gid De var her med, jeg har endnu ikke en eneste Herre jeg kjender det mindste til. Ingemann og hans Kone er der i Dag sendt Stafet til for at mælde at jeg er her og at de smukt skulle komme. Jeg har den mageligste og deiligste Seng jeg i mange Aar har ligget i, den er som de jeg kjender fra Paris og Neapel, som en Steen og dog sybarittisk deilig, man veed ikke om man flyver eller hviler. Jeg har ellers i Dag blesseret min ene Fod, jeg begik den Genialitet at vilde gaae over en Deel af Bugten i Skovhjørnet, og tog derfor Strømper og Buxer af, da jeg var midt ude skar jeg Foden temmeligt dybt paa en Flintesteen, nu er den syet sammen med Hæfteplaster, men brænder slemt i Saaret. Vær nu saa elskværdig at skrive mig et lille Epistel til, De vil derved gjøre mig en stor Glæde, Deres Søstre have aldrig skrevet mig til, og angive den Grund, at jeg viser Andre Brevene, men deri gjør man mig Uret, hvor Brevene ikke bør sees af Andre, eller hvor jeg veed at Vedkommende ei holder der af, der gjør jeg det ikke; De kan tro jeg er et meget fornuftig Menneske, dog Herrebreve ere jo ganske anderledes end Damernes. Det er det samme kjære Ven, hvad De fortæller mig, kun at jeg seer nogle venlige Runer fra Dem. - Hils dem nu Allesammen, de blive nok forundrede over, at De faaer det første Brev, men det er jo dog slet ikke underligt, "unge Mennesker" holde jo altid helst sammen, det kan De sige. Wulle har vel allerede glemt mig? det er jo ogsaa i sin Orden, hun er et Fruentimmer og dertil et meget ungt Fruentimmer. Til Tirsdag i næste Uge er jeg rimeligviis her endnu paa Nysø.

venskabeligst H. C. Andersen.

E.S. Da de Andre hjemme aldrig skrive mig til, fordi de frygte for at jeg proclamerer deres Epistler, saa skal De ikke heller lade dem læse mine Breve til Dem. Hils dem ellers saa nydeligt, som De selv er det! En særegen Hilsen til Deres Moder, den maa De bestemt aflevere, Hilsenerne til de Andre, glemmer De rimeligviis.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Jonas Collin den Ældre og andre Medlemmer af det Collinske Hus