Dato: 28. oktober 1867
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

595 Til Henriette Collin.

Basnæs ved Skjelskjør den 28 October 1867.

Kjære Fru Collin!

Uagtet jeg ikke veed om De bryder Dem om at faae Brev fra mig de faae Dage jeg er borte og jeg er aldeles vis paa at jeg ikke kan erholde en Skri­velse igjen skriverjeg dog, om De har Tid og Lyst at læse. Jeg tog fra Byen i Fredags morges. Dagen forud var bestilt en Vogn til Banegaarden; jeg sov uroligt om Natten, stod op halv fem; Vognen skulde holde for Døren et Qvarteer før sex, men der kom ingen, Pigen gik at hente den, hun kom heller ikke, jeg var aldeles febril, nu gik Frøken Hallager ned for paa Ga­den at finde et Kjøretøi, Klokken manglede nu kun 10 Minutter i halv syv og De kan da tænke Dem min Urolighed, men neppe hvor vred jeg var; jeg foer afsted og naaede Banegaarden i det Klokken ringede første Gang i til Affart og kom i Vognen netop i det Toget brusede frem. Fra Slagelse sneglede jeg med Deligensen i tre Timer før vi naaede Skjelskjør, jeg kjørte med en Mand der nødvendigviis vilde ryge og da jeg ikke tillod det, sad han og rensede sin Tobakspibe saa vi fik Pestluft, dernæst skrabede han sine Negle, saa jeg slet ikke blev i mildere Lune end ved Afreisen.

I Løverdags var da Brylluppet; en stor Æreport var reist paa Broen over Voldgraven, en lignende Port af Gran og Blomster stod udenfor Gaarden, Danebrogsflag vaiede, vi vare 13 a 14 Vogne, jeg kjørte med den ældre og yngere Grevinde Moltke til Espe og førte den sidste i Kirken; denne var pyntet med Lys og Grønt, Psalmer af Grundvig og Lemke bleve afsjungne til blæsende Instrumenter: (: »Det er saa yndigt at følges ad«.–Eden er lukket«.–og »Kjærlighed er Lysets Kildet«. Brudeparret blev fulgt hjem til Basnæs med Fakler, Bønderhusene ved Veien vare illuminerede. Molt­ke Hvitfeldt til Glorup udbragte Brudeparrets Skaal, Grev Holstein Fru Scavenius Skaal, Jeg en Skaal for Brudgommens Moder paa Borreby, Kammerherre Castenskjold for den gamle Kammerherre Scavenius, som ikke var tilstede. Jeg for Otto Scavenius; Kammerherre Holstein til Hol­steinborg Skaal for H. C. Andersen, den eneste659 der foruden ham var ind­budt udenfor Familien. Otto endte med en Skaal for Provst Kofod-Han­sen, der havde viet de unge Folk og er selv gift med en Moltke fra Espe. Talen var i Begyndelsen meget philosophisk, siden skjød den friske Skud. Efter Bordet blev dandset og først efter Midnat kjørte de Nygifte til Borreby. Endnu er her nogle Gjester men hver Dag bliver Selskabet mindre og naar paa Fredag en stor Jagt er til Ende, reise de Alle, om jeg bliver Fredag over eller kommer hjem Torsdag Aften, er ikke bestemt. Jeg er slet ikke i Humeur, Alt seer saa efteraarsagtigt ud. Besøget i Odense, hvor jeg jo skulde have en Fest naar jeg kom660, harjeg udsat, jeg er ikke i Humeur ! jeg har Lyst til at flyve ud i den vide Verden, saa langt, saa langt! o var man661 rigtig riig. Penge og Sundhed er dog alene Livets store Bærere !–

Paa Holsteinborg har de været i stor Sorg og Angst for Grevinden, flere Dage svævede hun mellem Liv og Død662, nu er det lidt bedre, jeg fik igaar Brev fra Bodil, men ganske tryg er man ikke; Grevinden ligger ganske stille hen og er uendelig svag. Hun er en sjælden Qvinde, velgjørende, deeltagende, from og god! Gud bevare hende! I Nat havde jeg en fæl Drøm, det er ordenlig psycologisk at jeg endnu kan drømme Sligt, jeg syntes jeg var i Meislings Huus, der var Alt, lige i alle Enkeltheder, kun at Meisling kaldte mig i al sin Bitterhed og Spot,: Hr Etatsraad; eet Omsving var der dog skeet i mig, jeg reiste mig fra Skolebænken kastede Bøgede hen mod ham og forlod Stuen, men nu fulgte atter Noget663 Characteristisk der viser hvorledes jeg har været betaget den Tid, jeg havde Angest for at vise mig for Deres Svigerfader, søgte derfor først til Eduard, men han holdt et strængt Foredrag, under hvilket jeg heldigviis vaagnede. Det er mig selv ganske mærkeligt at jeg saa tidt og saa længe efter hiin unge Tid kan i Drømme føres tilbage i disse Forhold, det viser hvor betaget, hvor knuget, hvor afhængig jeg har følt mig! Det giver en Forestilling om at være træl­baaren.

I Dag fik jeg Brev fra Fru Melchior, hun er endnu i Montreux og tør ikke reise før om flere Dage, hun sendte mig en Hilsen til »Collins«­; med hendes Befindende gaaer det bedre, men rask er hun ikke. Bring De­res Mand, Louise Jonas og Theodor min Hilsen og tænk selv, som altid, deeltagende og venligt paa

Deres hengivne ærbødige

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost