H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Vilhelm Boye 22. februar 1868

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 22. februar 1868
Fra: H.C. Andersen   Til: Vilhelm Boye
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 22 Februar 1868.

Kjære Hr Boye!

Hjertelig Tak for Deres venlige Skrivelse, jeg havde netop Dagen før jeg modtog den været ude paa Frederiksberg hos Deres Moder, som jeg vidste havde faaet Brev, dette læste jeg og seer nu at De er glad og tilfreds, som jeg var forvisset om De vilde blive, i Deres nye, hollandske Hjem. De skriver saa varmt og smukt om hver; jeg har faa lyslevende Erindringer om mit eget deilige Ophold der, om den hele Omgivelse, Sted og Personer at jeg med stor Interesse har fulgt Deres Skildring. Hils inderligt og varmt Enhver og gjør mig den Tjeneste at tale med Digteren Ten-Kate og giv mig Besked om hvad Samtalen har ført til. De vil maaskee erindre, at jeg før Deres Afreise fortalte Dem at jeg ved et Brev fra Hr /A.L. Brandt havde faaet Efterretning om at Ten-Kate vilde udgive paa Hollandsk mine Digte og ønskede af mig en Fortale. Jeg vidste hvor smukt han paa Vers havde gjengivet flere af mine Eventyr, alle skrevne i Prosa, om det nu var disse der samlede skulde træde ud i Verden eller det var mine "lyriske Digte", vidste jeg ikke og skrev derfor strax til Ten-Kate herom, i det jeg tilføiede, at de af mine Digte jeg helst ønskede udbredte, fandtes i den nyeste Samling, der nu ved Nytaar var udkommet og benævnet: "Kjendte og glemte Digte", jeg lovede ham at jeg skulde sende disse og , kjære Ven, vær saa venlig at tage Bogen med, som han altsaa nu har. Derimod Brev fra ham fik jeg ikke. Den fortræffelige Hr. A.L. Brandt var imidlertid atter saa / elskværdig at give mig nogen Besked, og deri var atter Gjentagelse om at levere en Fortale. Dette synes jeg er aldeles ufornøden, ja jeg finder det endog forunderlig, Thi naar en Digter, af den store Betydning som Ten-Kate har, beærer mig med digterisk, som han kan, det have vi seet, at indføre mig end mere hos sine Landsmænd, da er mit Forord aldeles overflødigt. Og dersom han holder der paa, da veed jeg kun een Form, nemlig Brev-Formen, i en Skrivelse til ham at sige min Tak for den Ære han gjør mig. Jeg har ogsaa ved Hr Brandt erfaret at det er mine Eventyr han gjengiver paa Vers; men mon ikke, nu han ved at kjende de lyriske Digte, i det mindste nogle af disse som meest tiltale ham, kunde følge med. Tal herom med ham og giv mig nøiagtig Besked, samt ogsaa naar han tænker at Digt­/Samlingen komme i Handelen./ Det er rimeligt at jeg i April reiser til Syd-Frankrige og jeg vilde jo gjerne have hørt fra Dem og ham før den Tid. Deres Moder og Jomfru Gynther have det godt; hele Familien troer jeg er i bedste Velgaaende, naar jeg untager vor kiære Fru Drevsen, med hvem det kun gaaer smaat fremad, men Gud skee Lov, fremad. Ud tør hun endnu ikke komme, hun sidder og ligger paa Sophaen, seer ret vel ud og taler med vante Livlighed. Jonna Stampe med sin mindste Datter er der endnu. Iaftes gik da for første Gang Bournon­villes ny Ballet Thrymsquiden med Musik af Professor Hartmann.

/Jeg var der og havde forud over­været Generalprøven. To af Decorationerne, Ægirs Slot og Thryms Hule ere af en svensk Maler og af særdeles Virkning.Til Ægirs Slot er Scenen blevet hele 10 Alen bredere end den allerede er, idet nu Koulisser og Sophitter ere tagne bort. Hulen der styrter sammen over Jætterne, er ogsaa af den svenske Maler. Det er en storartet Balletdigtning der gjør Bournonville Ære; Kriikken er imidlertid modsigende, Nogle tager for strengt fat, Andre svimle i Henrykkelse. ­

Einar Drevsen taler om at han i Slutningen af Marts vil reise til Paris, men han er lidt svævende i at tage en bestemt Beslutning; jeg raadede ham at lægge Veien om over Amsterdam og Bryssel. Harald vil ogsaa ud, for mere end at lufte sig, han tænker paa at blive et Aar borte og blive tilkom­mende Aar i Rom. Udreisen skulde være gjennem Syd-Fran­krige. Jeg veed saa lidt om hvem der hører til Deres Omgangs Venner, kjære Boye, at jeg ikke kan bringe Efter­retninger om disse eller Hilsener, jeg kan kun kaste en heel Bouqeet-Hilsen fra Fami­lien Collin. Drewsen og / fra mig selv, denne sidste beder jeg De vil dele med den Brandt­ske Familie i begge Huse; til Familien regner jeg naturligvis ogsaa den lilleSaras Opdragerinde. Hver elskværdig Hollænder eller Hollænderinde, som har Tanke eller Hjerte for H.C. Andersen bringer De ogsaa min Hilsen og det varer jo ikke alfor længe før jeg faaer Brev fra Dem, senest til min høie Fødselsdag den 2den April, thi da begynder jeg allerede paa at løfte Vingerne for senest 14 Dage efter at flyve ud i det lyse Foraar ti l grønne Træer, varm Luft og frie Vingeslag. Men nu har De allerede faaet tre Blade, Sort paa Hvidt for at De og de kjære Venner i Holland varmt og levende ere i min Tanke.

Hjerteligst H.C. Andersen

Kuvert:

Velbaarne

Hr Vilhelm Boye

Adresse: Enke-Fru Boye

paa Frederiksborg Slot

ved Kjøbenhavn

fra H. C. Andersen

Tekst fra: H.C. Andersens Hus