Dato: 22. maj 1868
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Neuchatel den 22 Mai 1868

Kjære Fru Melchior! Iforgaars kom jeg her til Schweis. Mit Brev fra Paris, kort før Afreisen, har De vist nok erholdt, Deres kom med friske Blomster fra Skoven, tusind Tak. Jeg forlod i Tirsdags Formiddag Paris, hvor Opholdet, denne Gang, ikke tiltalte mig og hvor Varmen var utaalelig. Jeg reiste den Dag til Dijon, hvor jeg indtraf 5 1/2 om Eftermiddagen, aldeles ødelagt af Varmen, saa at jeg efter at have spiist til Middag lagde mig. Næste Morgen gik jeg til en Ven jeg har her Mr: Drouet der er Conseiller de prefecture, men Varmen var saa stærk at jeg udmattet naaede Stedet og maatte lade en Vogn kjøre mig til Hjemmet, efter at jeg dog havde taget løseligt Skue af Domkirken, Theater og Musæet. Om Eftermiddagen reiste jeg videre, men der var intet Hurtigtog, Opholdene vare utaalelig lange, det lynede og tordnede; i mørk Aften naaede jeg Jurabjergene hvor der var Kjøling; Baneveien gaaer høit oppe paa Klipperne, man seer brat ned i Dybet eller farer gjennem Tunnel ved Tunnel. Lysene blinkede fra Byerne op til mig; jeg fløi længe afsted stirrende ned i Afgrunden der i den mørke Aften maaskee syntes dybere, tilsidst blev jeg grebet af Svindel, Skræk, eller hvad det var, jeg maatte fløtte mig over paa den modsatte Side i Vognen og tænkte paa: man veed dog ikke i hvilket Minut at det har Ende med dette Liv, man kan styrte i næste Nu; dog der styrtede jeg dog ikke! Klokken blev 10 og 40 Minutter da jeg var paa Banegaarden i Neuchatel, havde allerede bragt min Reisesæk ind i Omnibussen, som fører til Hotel Bellevue, jeg vilde nu ind at tage min Kuffert, da seer jeg ikke at der er et bredt Fortoug, der ved eet Trin løfter sig fra Veien, Alt var skinnende hvidt af Støv, jeg gaaer rask til og styrter i hele min Længde over Trinet; træt var jeg og faldt tungt, man løftede mig op og jeg sad hele Aftenen og igaar, ja endnu i Dag, her i Hotellet og bader Arm og Been, thi jeg har slaaet Hul paa begge Knæ og min høiere Albue; i Dag er det imidlertid næsten helet, men jeg er noget øm i Lemmerne og da jeg i Dag forsøgte at gaae lidt ud var jeg saa mat og dertil saa ængstelig at jeg nær igjen var faldet paa Steentrappen hvis Trin er dobbelt farvet og jeg derfor troede at maatte løfte Fødderne efter et nyt Afsats. Imorgen tænker jeg at tage til Geneve, hvor Jules Jürgensen har kjøbt sig et Landsted og der indbudt mig at tilbringe nogle Dage, der vil jeg deiligt være i Ro, derfra agter jeg at afsende dette Brev at De kan vide at jeg er under Venne-Tag. Jeg er imidlertid Gud saa taknemlig, at det gik, som det gik, jeg kunde have brækket en Arm, ja havde der staaet en Kuffert eller Sligt nær ved, forslaaet mit Hoved, men dette rørte ikke ved Jorden; her i Neuchatel fik jeg for et Øieblik Brev fra Paris, afsendt fra Hotellet der, en Indbydelse til Middag hos en Poet i Versailles, og om at boe hos ham i nogen Tid, det bliver der Intet af.

Geneve 24 Mai 1868 Igaar Eftermiddags kom jeg her til og fandt paa Banegaarden den unge Hr Jürgensen med Vogn for at afhente mig, Faderen havde fra Locle telegrapheret at han først kom i Dag, men at jeg var i vente den 23; de maatte ved de to Hovedtogs Komme være at tage mod mig; mit Brev havde han ikke faaet, men ordnet Alt efter min sædvanlige Nøiagtighed med at komme og gaae, det er et særdeles smukt velindrettet Huus med store, skyggefulde Træer i Haven. Den unge Jürgensen bad mig bringe Dem og Deres Mand den inderligste Tak for Deres Gjæstfrihed mod ham forrige Sommer. I Eftermiddag seer jeg først hans Fader, kan altsaa ikke endnu bringe hans Hilsen; hvor mange Dage, jeg bliver her veed jeg ikke og beder Dem derfor, vil De glæde mig med Brev, da at sende det til Bern poste restante. Hils paa det hjerteligste de to ældste og de yngere Børn, vær saa venlig at sende Robert Watt vedlagte Par Ord; hils Bloch, Thyra Hammerik, Frøken Sophie Melchior, Alle som have lidt Godhed for Deres hengivne, taknemlige

H.C. Andersen E.S. Mulatten er vel opført og daarligt givet?

[i marginen, s. 4:]

Hilsen til Deres Broder og hans Frue!

Tekst fra: Niels Oxenvad