Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 9. juni 1868
Fra: H.C. Andersen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

Ems den 9de Juni 1868.

Kjære Ven!

Tak for Deres venlige Brev som jeg modtog i Bern, der besøgte jeg gamle Baggesen og da Veiret begyndte at blive regnfuldt opgav jeg Schweiz og foer over Basel til Baden-Baden, hvor endnu ikke var mange Fremmede; jeg kom til Darmstad, en By jeg altid ellers er reist forbi; her kom jeg ind i Byens bedste Hotel og da jeg paa Fransk skrev mit Navn, min Stilling og Hjemstavn, udbrød Kellneren paa godt Dansk: "De er fra Kjøbenhavn, der har jeg været i &Hotel Danmark' og senere i Phønix!" Han fortalte at han tidligere havde været i Flensborg hos Fru Rasch, men i Kjøbenhavn i to Maaaneder lært Sproget, læst Øehlenschlæger, Ingemann og Andersen! Han var Søn af en hanoveransk Digter Voigts, der har udgivet Höltys Levnet og Værker, han viiste mig denne Bog og talte med stor Kjærlighed om Danmark og talte stædigt dansk til mig; jeg har lovet ham en dansk Bog, een af mine egne. Den lille Begivenhed morede mig. Saa fløi jeg i Søndags over Mainz, Jernbaneveien langs Rhinen, saae igjen de gamle Ruiner og de smaa Byer med forfaldne Mure. Ems havde jeg aldrig besøgt, jeg kom her i Søndags, ventede at træffe Liebes, Nyrup og Frøken Lange, men de ere ikke komne endnu, derimod er jeg her sammen med Fru Falsen, Fru Scheele med Datter, Grev Moltke fra Nørager, Kammerjunker Fønss, Hr. Bogø fra Collins Gaard i Tværgaden. Da jeg kom forbi Stolzenfels kom just Hr. Bogø, der tog Plads i Vognen og nu hørte jeg af ham Nyheder, som jeg undrer mig at hver De eller Deres Kone have meddeelt mig, at Oluf var i Kost-Skole paa Landet og at Deres Svoger gifter sig, vil De lykønske ham og den unge Pige. Jeg tænker paa at reise hjem imorgen, i Dag føler jeg mig ikke ret vel; jeg troer at Luften her er ikke god. Vil Gud er jeg paa Søndag i Odense og boer hos Biskop Engelstoft; dersom Fru Serre er paa Gloerup, saa tager jeg derhen fra Odense, men derom Skal De nok senere høre. Nu er De altsaa i Hellebek! jeg holder slet ikke af at De og Jonas have faaet en Baad, og fare ud paa Sundet, bliv heller ved Kilden. Jonas var saa elskværdig at skrive mig til; fra Louise har jeg ikke faaet saa meget som en Hilsen, Brev vil jeg ikke tale om, da jeg jo ikke har Jonas der kan læse mig den nydelige Bankosæddels Skrifttegn. Hils hende hjerteligt og ligesaa Deres fortræffelige Kone. item Theodor.

Deres hengivne H. C. Andersen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost