Dato: 24. september 1868
Fra: Martin Henriques   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Interlaken d 24 Septb 1868

Hotel Jungfrau Kl 7 Aften

Kjære Ven!

Speciel Hilsen til Fru Melchior og Børnene med Tak for hendes Linier

Først og fremmest hjertelig Tak for Deres venlige Brev, som vi modtog i dag som interesserede os uendelig meget. Jeg vil nu begynde med Enden, da jeg nok holder af at være lidt aparte. Jeg vil da oprigtig tilstaae, at jeg maa dele den Henrykkelse, som alle Reisende heri dette herlige Land paa en mere eller mindre poetisk Maade ere opfyldte af og udtrykke i de Breve, de afsende til Hjemmet. Glandspunktet i vor Reise indtil nu, og jeg er sikker paa indtil vor Hjemkomst er og bliver Opholdet i Giesbach fra igaar Eftermiddags til idag Kl 2½. Førend jeg gaaer videre i dette Thema, vil jeg aflægge min hjerteligste Tak for den opgivne Reiseroute, som vi have fulgt til Punkt og Prikke baade hvad Routen og Hotellerne / angaae og hvorved vi have staaet os fortræffeligt. Dernæst vil jeg sige Dem, at jeg har været interessant baade paa Tysk, Engelsk og Fransk, og hvad der har gjort min Conversation med de mange fyrstelige Mennesker fuld af Interesse er der Dichter, le poète, the poet Hans Christian Andersen, som Alle kjende, som Alle holde af, som Alle sværme for. Det er Facta, jeg refererer, ikke tom Smiger og maa man føle sig stolt over at være Landsmand, til en Mand der er saa almindelig læst, anerkjendt og agtet som De er det hvorhen man saa end kommer. Tænk Dem endvidere vort Held ved at følge Deres Route. Vi besteg Righi i skjønt Veir med deilig Solnedgang, kom ned til Luzern i godt Veir, fik paa Hviledagen i Luzern Regnveir til den næste Dag, vi skulde over Brünig, reiste fra Luzern i Regnveir men efter et Par / Timers Kjørsel klarede det op, og vi gjorde den deilige Tour til Brünig i herligt Veir. Fra Vognen gik vi i en Baad over til Giesbach og fra det Øieblik begyndte en Idyl, som endnu forekommer os Alle som en Drøm. Tænk Dem mig, min Kone og Anna næsten grædende, eller rettere sagt hulkende over at forlade de herligt Folk, som have Hotellet, over at forlade et Sted, hvor der maa være herligt at dvæle i længere Tid.

Vi boede ved Faldet og begyndte at stige op, det var anstrengende og lod til ingen Ende at tage, men endelig naaede vi op. Hør nu hvor heldig. Paa Grund af Regnen var Faldet saa stort, at det havde lokket Mange hertil, som i Sommer næsten intet Vand havde truffet. Det brusede og susede, dette, de herlige Omgivelser, den venlige Modtagelse af den trivelige Værtinde, de nette Opvartningspiger, hyggelige Værelser, / Alt dette gjorde, at vi følte os hjemme. Jeg spiste ved table d’hote og saae der den henrivende Skikkelse af Datteren kun 20 Aar gammel og allerede Enke i 3 Aar. En Anstand som en Dronning indtagende Træk, decideret Sprogtalent syngende fortræffeligt, opvartende ved table d’hote, hvorved hun førte os Alle. Jeg tør nok sige, at vi aldrig have været saa hurtig og saa decideret indtagen i nogen Dame, som saa kort har kjendt os, men jo længere vi saae og talte med hende des mere tiltrak hun os. Jeg matte love Moderen og Datteren hver et Portrait af Dem med Deres Navn, da De blev læst af de Voxne og Børnene i Familien og Alle sværmede for Dem. Jeg har kun givet Dem et svagt Billed af denne henrivende Familie som min Kone med Taarer i Øinene Omfavnede til Afsked og som vi længe, længe ville erindre. / Vi tilbragte Dagene med at spadsere op og ned af de henrivende Anlæg med Udsigt over Brienzer Søen og med Accompagnement af det brusende Fald. Om Morgenen kravlede jeg halvt op til det øverste Fald og vendte hjem med glubende Appetit; Noget, der forresten her i Schweitz passerer mig ofte og som gaaer ud over Værtens table d’hote. Værten her i Hotellet bad mig hilse Dem mange Gange, han haabede snart at see Dem her. Paa Interlaken er skønt, dog savner jeg Søen. Vi boe paa 1ste Sal, med Altan ud til Jungfrau, dog seer denne Dame ikke saa drabelig ud, som jeg havde ventet, især da der i de sidste Dage er faldet megen Snee paa de høie Bjerge, som paa Toppen have været ganske hvide. Min Hustru har befundet sig fortræffeligt, dog har hun af og til enkelte Mindelser om sin Sygdom / som jeg haaber nok ville forsvinde. Hun sender Dem 1000 Hilsener og Taksigelser og beder Dem undskylde, at hun ikke skriver selv. Deres Beretninger fra Kjøbhn. interesserede mig meget, da det er umuligt at faae fat i danske Blade her og min Broder kun skriver om hvorledes det gaaer i Forretningen og Familien. Vi glæde os til at gjensee vore Børn, vore Venner og vor Familie og er dette ikke det mindst Behagelige ved en Reise. Jeg vil ende som jeg begyndte, vi ere henrykte over Schweitz og er det især den herlige Bjergluft, der gjør en saa fortr;ffelig virkning. Lev nu vel, vore Breve bedes adresseret til Genf poste restante, hvorfra jeg skal give Ordre til at sende dem videre. Undskyld den slette Skrift Anna hilser mange Gange

Deres hengivne Ven

Martin R. Henriques

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilm 91, 479-84)