Dato: 17. oktober 1868
Fra: Mimi Holstein-Holsteinborg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Holsteinborg d. 17 Octbr. 1868.

Kjære Etatsraad !

Hvor velgjørende har De talt til os Alle, Børn og Børnebørn ved de kjærlige Ord som De sendte mig og som jeg nok turde dele med de Kjære, hvis Hjerte svulmer af de samme vemodige og dog taknemmelige Følelser som mit, siden først Bekymring og derefter Savnet stedse paany lægger sig om Hjertet! Jeg var og er vis paa Deres varme Medfølelse – hvad var Venskab uden denne ! – og det var altsaa ogsaa saa naturligt at jeg strax følte ligesom en Længsel efter at sige Dem hvad der tildrog sig hos os. Men der var blevet talt og skrevet om at man troede Dem i Udlandet, og først da jeg senere erfoer, at De var i Kjøbhv. fortrød jeg, ikke trods alle Formodninger at have skrevet til Dem og adresseret til Deres Bolig paa Kongens Nytorv hvorfra der jo utvivlsomt under Deres Fraværelse besørges mange flere Breve til Dem. Først af den «gamle Excelenz fra Glorup204 hørte jeg–da vi mødtes paa Jernbanen–at De var paa Sjælland og desværre med et sygt Been endnu og saa saae jeg Dem jo næste Dag paa Gaden da jeg kjørte med Bodild–medens min Mand søgte Dem i Deres Logie og Deres udtryksfulde kjære Aasyn sagde mig at De vidste at vi vare bedrøvede! Ja tak, tak for al Deeltagelse. De skjønner saa rigtig: den elskede Bedstemoders Livsaften var lys og mild og kjærlig–som hun selv og som det Haab hendes faste Tro lod hende – endog med blid Længsel stunde hen til. Det var ret som om hendes Hjerte lagde sig til Hvile, da hun omsider saae og favnede min Mand, Bodild og mig igjen og da hun syntes at see sit Ønske opfyldt: nemlig at Soden havde styrket mig lidt. Paa mangfoldig Maade yttrede og viiste hun os denne ømme moderlige Kjærlig­hed og Tilfredshed hvoraf ogsaa for mig det sidste Ecco hendøede med hendes Kjærlighed saa rige Liv. Mandag d. 5te kom vi hjem, om Tirsdagen flyttede hun op, yttrede sig særdeles vel og glad taknemmelig for Alt. Pludselig om Eftermiddagen synker hendes flittige Hænder i Skjødet og i samme Nu havde hun misted Mælet og tildeels Bevidstheden. Hun kunde ikke synke, var lam i hele venstre Side og snart efter begyndte og tiltog den sidste Agonie ! Da Holstein om Onsdagen havde læst en Psalme og jeg bedet for hende eller med hende – saa gled Sjælen syenlig bort fra denne Jord og kun Legemet blev ligesom endnu en liden Stund tilbage for at kæmpe den sidste Strid!–

Mandag! Kjære Etatsraad! naar De modtager dette antager jeg at jeg snart maaske tør haabe at see Dem ved at opsøge Dem i Deres Bolig. Min Mands Broder med Hustru205 ere endnu her og vi følges nu sammen til Byen for at ordne en Deel af vor elskede Bedstemoders Efterladenskab! – Derfor nu kun et hastigt men taknemmeligt Levvel fra Deres hengivne

Mimi Holstein.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost