Dato: 6. september 1838
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian Wulff
Sprog: dansk.

Kjære Ven!

Din Fader har aldrig ret været mig god; det er Dig og Jette, som have holdt mig til Eders Hjem, det er Eder, jeg har følt Længsel efter, Eder, ved hvem jeg har glemt mange saarende Bitterheder. Efter et Brev jeg imorges har faaet fra din Fader, kan jeg aldrig mere komme i et Huus hvor jeg nu i atten Aar følte mig, som hjemme. Du maa troe din Fader mere end mig, Du maa følge hans Anskuelser, vi faae hinanden altsaa mindre at see og hvorlet slukkes da ikke Venskabet; i dette Øieblik føler jeg Tabet i hele sin Bitterhed, jeg har Feber i mit Blod! det er som begravede jeg mine kjæreste Venner. Historien er ordret denne: jeg kom iaftes i Theatret, og spurgte der din Fader om han havde hørt noget til Eder: »ja«, sagde han, »noget meget slemt!« jeg blev forskrækket, da jeg tænkte mig en Ulykke paa Søen. »Nei, det er værre!« svarede han, »man har talt ondt i Byen om de stakkels Børn og det er Folk, som man ventede vare Eens Venner!« Derpaa vendte han mig Ryggen; at disse Ord gjalt mig, maatte jeg jo strax forstaae; jeg passede paa da han i Mellemacten gik ud og fulgte efter, men i det han kom i Døren, vendte h[an] om, saa jeg ikke kunde faae talt med ham og høre en Forklaring. Jeg gik da hjem[,] skrev et Brev hvori jeg bad din Fader sige mig hvad han havde hørt for at jeg kunde forsvare mig; da jeg ikke havde Tanke om at jeg kunde bagtale Dig og Jette, maatte jeg jo vide, hvad det var. Imorges fik jeg et Brev, hvori siges mig af Faderen at jeg har fortalt en latterliggjørende Anecdotte om Jette, Dig har der Intet været om; hvor og hvorledes Anecdoten er, faaer jeg ikke at vide og det er mig utænkeligt at jeg kan have sagt noget der kan have krænket hende, eller maa gjøre det. Fra Nysø maa Historien stamme, det maa være om at hun vilde kjøre og jeg var bange for at vælte, som jeg maaskee, jeg veed det ikke, i Spøg kan have sagt til een af mine Nærmeste. At jeg nævner Nysø ligger i hvad der mere staaer i Brevet, og som jeg vil anføre ordret for at Du kan see hvorledes dette er affattet. - »De har offentlig søgt at hædre Hauch, ved at dedicere ham en Bog det Skjendselsminde, som er opreist for hans Kone maa den som satte det staae Gud og ham til Regnskab for! « - Her kan kun et eneste Tilfælde være tænkelig. Du veed, eller din Søster veed det, hvorle[de]s Fru Stampe udmalede Historien om Reisen til Møen; hun fik mig da til, da vi var i vor sædvanlige Kreds til at improvisere og jeg sagde i Vers hvad hun sagde alle Mennesker i Prosa. Det var i det høieste ubetænksomt, dette maa det være, som Deres Fader kalder »et Skjendsels Minde«; hvorvidt det siden fortrød mig viser, at jeg da Selskabet var større og Fru Stampe bad mig om samme Themas Behandling paa det bestemteste nægtede det. Overvei nu Du det Hele og husk at din Fader slutter sit Brev med: »iøvrigt beder jeg Dem fritage mig for videre mundtlig eller skriftlig Erklæring«. Det vil sige, jeg ønsker Dem ikke indenfor min Dør.

Hvad jeg i dette Øieblik lider, ønsker jeg ikke han eller nogen maa prøve! Tak for dit Venskab min broderlige Ven, Tak din kjære Søster! i en anden Verden, ville Menneskene ikke gjøre hinanden Livet pinefuldt og tungt. Skriver Du mig til vil det overraske og glæde mig; men jeg venter intet Brev, jeg venter slet intet af Venner. Lad din Søster vide hvad her staaer. Hils Koks.

Din altid hengivne H. C. Andersen.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus