Dato: 3. juni 1869
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn Torsdag

den 3 Juni 1869

Kjære Fru Melchior! Det er tilvisse en Svaghed, men jeg maa bekjende den, jeg har Frygt for at faae Skarlagens Feber. Indtil i Dag har jeg kjæmpet mod denne Ængstelighed, men jeg overvinder den ikke uagtet jeg er i meget daarligt Humeur ved at tænke paa, ikke at skulle samles med Dem og Deres paa det hjemlige, kjære "Rolighed". Hvad særligt bestemmer mig til ikke at komme ud i Dag er at der er blevet sagt mig, at faaer man Smitte, da viser denne sig først omtrent 14 Dage efter og før den Tid vilde jeg nu være ude paa Basnæs, og da gaae i Angst for at den der i de første Dage af mit Ophold brød ud, og det var det Værste der kunde skee, at jeg bragte den. Det er vistnok kun en Idee det Hele, men da den begynder at blive fix vil jeg følge Deres eget venlige Raad: at blive borte. Jeg er uendelig kjed derover; føler mig ganske lidende. Alle Venner ere fra Byen. Deres Broder har været saa venlig at foreslaae mig at komme et Par Dage ud til ham paa "Peters Høi", jeg spiser der paa Søndag, men er det ikke koldt, som endnu i Dag, da bliver jeg der et Par Dage i Ugen, nemlig til Torsdag-Aften, da vil jeg være i Byen for at begynde med Indpakningen og venter da, dersom Fru Scavenius skriver at jeg er velkommen paa den Tid, at reise først i Ugen til Basnæs. Nu maa De imidlertid tillade mig at aflægge hyppigt Brev-Besøg; dette i Dag koster det mig en heel Kamp at afgive. Det er blevet mig en Trang, en Deel der hørte til min daglige Velværen, saa jævnligt at samles med Dem og alle Deres i det velsignede Hjem, hvor jeg er blevet optaget med saa meget Hjertelag; ja De og Deres Mand ville tilgive at jeg udtaler det: jeg synes at høre til Kredsen. Hils den kjære lille Ven, der er uskyldig Aarsag i hele Begivenheden, gid jeg snart høre at han nærmer sig Dagen til det første varme Bad. Hils hele Børnekredsen og smiil kun af min Frygtsomhed men bevar uforandret, og det Alle[sam]men, Deres velsignede Sindelag for Deres taknemlig hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: Niels Oxenvad