620. Fra Henriette Collin.
Aalsgaard Mandag [ 12/7 1869 ]
Kjere Andersen ! Det lyder utroligt, men det er den rene Sandhed at dette Øieblik er det første i 12 Dage, hvor jeg med Ro kan sætte mig til Skrivebordet og som Deres Gjeldbundne Skyldner takke Dem for Deres sidste Brev. – Grunden til min Taushed har været afhøist forskillig Natur og jeg nævner kun den ene at naar man er Vertinde, saa er man jo ikke Enehersker over sin Tid, men hvem er vel det? – og Ingeborg Drewsen har været hos os og tog bort i Gaar Aftes.– Ved hende vil De kjere Andersen, høre vort Forslag med Hensyn til Dagen den 6te September, og jeg længes efter at vide Deres Mening da jeg selv har mange Betænkeligheder derved, men der er jo Tid til at overveie og drøfte Sagen og det er saa deiligt at vi kunne Bort det i Forening med Dem selv og derved komme til det bedste resultat, som jeg vil kalde det, der stemmer bedst med Deres eget Ønske.–
Min stakkels Louise har lidt meget af Tandpine og en Igle som hun i aftes satte sig selv, maa have bidt paa et slemt Sted, thi 5 Minutter efter havde hun en Rosenagtig Hævelse i Hovedet og Hals–Hun har havt en meget daarlig Nat med stærk Feber og mange Smerter, men jeg haaber nu godt af hendes Søvn.–
Det er Uret af mig at opholde mig saa længe ved vort eget lille Sygdoms-Tilfælde, naar man veed at Hornemanns, som nu ere flyttede herud, lever i den største Sorg og Angst med deres stakkels Johannes hvis Tilstand er i høieste Grad sørgelig, om end ikke haabløs.–
Fru Blom har meddelt mig Deres corrospondence med hende i Anledning af Prindsesse-Tæppet og i mit Hjerte har jeg af og til faaet mig lille uskyldig Latter, naar vi sees skal jeg fortælle Dem Anledningen – Jeg sagde hende strax at det var Altfor sent at bede Dem digte med 3 Dages Varsel – især da jeg vidste at Tæppet selv med sit Mynster ikke i nogen høi Grad kunde inspirere Dem. – (Det sidste sagde jeg ikke.) Gjennem Fru Lund veedjeg at Alt er ved det Gamle i det Melchiorske Huus, vil De bringe det min venligste Hilsen –
Vor ældste Digter Hauch seer jeg daglig gaa sin ensomme Spadse[re]-tour; – hans Søn tumler sig paa Havet, til de Indfødtes store Forbauselse, i med et Mod, Prikke at sige Dumdristighed, der af en gammel Fiskerforleden blev benævnet som »Overgydenhed«–forstaar De Tankegangen i dette Ord, ingen af os har kunnet udgranske den. – Vi have aldeles intet med familien at gjøre og vort eneste–men rigtignok brændende Berøringspunkt er det at deres Hund er Fengos dødelige fjende; og det kan ikke nytte at nægte det, Overvinder–der er selvfølgelig et Forhold mellem Familierne som jeg nærmest vil sammenligne med Montechecerne og Capolettierne, uden at der dog er nogen Grund til at frygte for en Gjentagelse af disse to Slægters sørgelige Historie. – Jeg gjør Løier kjere Andersen, men egentlig er jeg slet ikke i godt humeur – Gid De maa være det, det ønsker af et oprigtigt Hjerte
Deres hengivne
Jette Collin.
