Dato: 19. juli 1869
Fra: Georg Brandes   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

19 Juli 69

Kjære Hr. Etatsraad!

Tak for Deres venlige Brev. Det har været mig en sand Glæde at see, at De har taget min lille Afhandling in bonam partem. Den er skrevet i en god Mening, men jeg er saa vant til at lønnes med alt Andet end Tak for hvad jeg skriver, at jeg heller ikke var sikker paa, hvorledes dette vilde blive optaget. Min sidste Artikel kommer paa Søndag. Den er af samme Størrelse som den forrige. Den stræber at stille Deres Begavelses Fortrin i et klart Lys. Hvad jeg skrev om Deres Forhold til Kritiken, var vistnok Alvor; men jeg holder ikke mindre af Dem derfor. De har skadet en Kritikers - allerede iforveien noksom vanskelige - Stilling her i dette lidet udviklede Land overordentligt; De har bidraget Deres til at udbrede den Mening, at Avind er hans Inspiration og at han gaaer med et Mavebælte af Slanger. Jeg indrømmer ikke at De i Deres Eventyr har gjort nogen Forskjel paa slet og god Kritik. Kritikeren er for Dem "Raisoneuren", den ufrugtbare og unyttige Kritikakler. Der gives jo dog imidlertid baade en historisk og en philosophisk æsthetisk Videnskab, som ikke kan gjøre for, at saamangen Smører og Pralhans roser sig af dens Muses Gunst, skjønt han aldrig har løst hendes Belte. Den æstethiske Kritikers sande Inspiration er den bøielige Sympathi, hvormed han vexelvis identificerer sig med de forskjelligste Aander og de forskjelligste Landes Aand. I Kraft af denne Sympathie forsøger han at gjenføle alle de Følelser, der har ligget til Grund for Litteraturens Værker. En Kritiker er et Menneske, der forstaaer at læse, og han lærer de Andre at læse - det er en Fremhævelse heraf, jeg savner i Deres af mig saa høitskattede Værker. De staaer paa en Plads i Litteraturen, fra hvilken hvert Ord vækker tusindfold Echo. At De selv har lidt under en flau og uretfærdig, tidt lømmelagtig Kritik, veed jeg vel; jeg selv, som - det veed Himlen - i ingen anden Henseende sammenligner mig med Dem, har lidt under en Lignende, og jeg vil ved min udprægede Retning som Fritænker fremdeles komme til at vække mere Modstand, end De nogensinde har mødt eller kunnet møde. Men det forekommer mig, at De i Bitterheden over hvad der er vederfaret Dem personlig, har gjort en hel Videnskabs Dyrkere Uret. Derfor skrev jeg, som jeg skrev. Jeg indrømmer vel, at De har gjort en Forskjel mellem nedsættende og milde Domme, men det synes mig ei, De har draget Linien rigtig. Der er kun een Linie: den mellem sande og falske, alvorlige og ondskabsfulde Domme, og den sidste Sondring forvexler Publicum - især støttet af en stor Autoritet - kun altfor let og altfor hyppigt med den første. Dog her er min Haand; Intet er jeg længere fra end at bære Nag til Dem, hvem jeg skylder en sand aandelig Berigelse. Jeg har villet bidrage min lille Skærv til at Folk kunne faae Øinene op for hvad Danmark har i Dem. Lykkes det mig, er jeg vel fornøiet. Endnu engang Tak; Tak især, fordi De ønsker mig en Fremtid. Jeg som kjender mine Evner, veed, at den hverken bliver stor eller glimrende; men jeg vilde gjerne at den skulde blive til nogen Nytte for vor Litteratur, saa jeg ikke rent forsvandt uden at sætte mig et Spor.

Deres hengivne Georg Brandes

Tekst fra: Det Kongelige Biblioteks Brevbiografi ved Kirsten Dreyer (426)