Dato: 15. oktober 1869
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Partubitz i Böhmen den 15 Oct 1869

Kjære Fru Melchior!

I Böhmen, paa en lille Bane-Station Partubitz hvor jeg overnatter for med Morgentoget at gaae til Brünn og en Dag senere til Wien, begynder jeg dette lille Brev, der naaer Dem ja, Gud veed hvor. Allerede for flere Dage siden havde jeg skrevet Dem til, havde jeg vidst Deres Adresse, thi De er næppe længere i Vevay, jeg maa imidlertid vente med at sende min Skrivelse afsted til jeg ved min Ankomst i Wien, som jeg haaber, finder Brev fra Dem og hører hvorhen Brevene nu maa gaae. Jeg naaer ikke Wien saa tidligt, som jeg havde tænkt, og det som i den Anledning har trykket mit Sind er at vor Brevvexling derved er draget ud. Jeg længes saa meget efter at høre fra Dem, længes efter at høre om den kjære Anna og om det virkeligt bliver nødvendigt at drage sydligere end til Mentone. Spanien er dog for Øjeblikket et høist uhyggeligt, uroligt Land, især da De ere ene Damer. Gid at jeg maatte høre at det var bedre med Anna, og at vi kunde mødes, det skeer kun i Syd-Frankerige.

Fra Leipzig skrev jeg, De har vel modtaget mit Brev. Jeg blev der et Par Dage, saae det nye Theater og fik Begreb om "Leipziger Messe"; over Dresden, hvor en Vogn fra Fru Serre afhentede mig til Maxen, blev jeg i en heel Uge. Jeg fandt den kjære trofaste gamle Veninde, meget ældet og bøiet; hun faldt mig om Halsen ved Ankomsten, brast i Graad og var nær faldet om i den stærke Bevægelse. Frøken Heinke var der med sin musikalske Søster. Veiret var ret godt men dog koldt; efter otte Dage tog jeg til Dresden hvor jeg kun besøgte min gamle Ven Beaulieu fra Weimar, hos hvem jeg for mange Aar siden boede, da han der var Hofmarskal, nu er han paa Pension, anden Gang gift, jeg saae de to, kjendte Børn fra første Ægteskab, nu i det andet kom hele 5 smaae Cavalerer og rakte mig Haanden; Beaulieu er blevet Excellense, Geheimeraad, høit tittuleret, men var ganske den samme glade jævne, kjære Ven; i 12 Aar have vi ikke seet hinanden, ikke skrevet hinanden til. Fra Dresden tog jeg til Prag, paa Vejen her til traf jeg en tydsk Familie, der havde reist meget, ogsaa været i Danmark; vi kom til at tale om Ørsted, jeg sagde at nu fik vi snart et Monument reist for ham. "De skal vel ogsaa have eet for Andersen?" sagde Manden, jeg svarede: "Andersen er ikke død, og han faaer intet!" "Jeg veed nok, han lever", sagde Manden, "jeg har jo i disse Dage læst om den store, smukke Fest der var for ham; han er meget elsket!". Jeg blev flau ved den Tale og havde ikke Mod til at sige at jeg var Andersen. Saa skildtes vi. I Middags reiste jeg fra Prag og sidder nu paa Stationen i Partubitz og skriver dette. Min Tanke, mit hele Hjerte er hos Dem og Deres. -

Wien den 18 October 1869.

Iaftes kom jeg her til Wien, kjørte fra Hotel til Hotel, overalt var optaget, endelig, her "am Graben" hos Müller, ogsaa eet af de første Hoteller fik jeg Plads, men ud til Gaarden og da det i Dag har været graat, havde jeg et saa stadigt Tusmørke at jeg hverken kunde læse eller skrive, først nu ved Lys, seent paa Aftenen sidder jeg som Skrivende, med alle Tanker hos Dem og Deres! Tidlig imorges løb jeg paa Posten, der er langt ude i en anden Kant af Byen men jeg blev deiligt belønnet, der laae Brev fra Dem , fra Deres Broder, fra Fru Johanne Melchior, fra Collins, fra Scharf og Eckardt, ja fra Amerika. Med den kjære Anna, er det altsaa en Deel bedre, og De flyver jo meer og meer ind i de varme Solstraaler. Jeg har endnu et stille Haab at vi mødes, at De prøver Luften i Mentone, at Urolighederne i Spanien holder Dem der og hvad der er Hovedsagen, Anna bliver blomstrende med de første Violer. Jeg føler ret hvor mit Hjerte hænger ved Dem Alle og hvor fast det er voxet til Familien Melchior.

Bille, hører jeg, har været lidende, men er nu bedre. Han ligger nok i Klampenborg og der bliver altsaa ikke af nogen Reise i aar, intet Besøg i Wien, hvor vi, efter Aftale skulde mødes; igjen en Skuffelse. Meer og meer løsne sig for mig Baandene til Udlandet, Hjemlivets Baand og min sjette Septemberfest, har dertil lyst ind i mig hvor jeg er groet fast. Reisen iaar har det Udbytte: "Jeg troer der er skjønnest i Danmark!" - Hvor mon dette Brev finder Dem? Næppe i Marseille. Det glædede mig at høre, De var truffet sammen med Carlos O'Neill fra Setubal. Det er høist elskværdige Mennesker, og det er saa fornøieligt at O'Neils har truffet Danske, som Familien Melchior. Næsten kunde jeg ønske at det laae for Annas Sundhed at De kom til Setubal og ikke til Barcelona. Jeg troer tilvisse at Climatet der er bedre, spørg dog

[dog] en erfaren Læge; og i Setubal har De elskværdige, opmærksomme Dansksindede i Familien Carlos O'Neil. - Meget længes jeg efter det næste Brev, det vil omtrentligt sige mig hvor De vil overvintre; underret mig da ogsaa om hvorlænge Deres Mand bliver hos Dem; hils ham saa hjerteligt, saa kjærligt! skriv mig til snarest, her til Wien poste restante; endnu veed jeg ikke hvorlænge jeg bliver her; jeg havde tænkt en Maaned, men Stemningen er øieblikkelig ikke derfor. Fra Kjøbenhavn hører jeg, at Heizes Musik gjør Lykke, at Sporvognene stadigt kjører Folk over, at Liden Kirsten giver fuldt Huus og at Festen for de slesvigske Damer som bragte vor Kronprindsesse Brudegave, har i Vincents Lokale været heldig og smuk, som Festen man forundte mig. Lev nu hjertelig vel! Hils Deres Mand, ligesom Louise, Harriet og Anna .

Deres taknemlige

H. C. Andersen [venstre margin, side 6:] Mit næste Brev bliver til Louise, som Tak for hendes Brev.

Tekst fra: Niels Oxenvad