Dato: 18. oktober 1869
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Oline Collin, f. Thyberg
Sprog: dansk.

633. Til Henriette Collin.

Wien den 18 October 1869.

Kjære Fru Collin !

Igaar Eftermiddags kom jeg her til, kjørte fra Hotel til Hotel, overalt var optaget, endeligt »am Graben«, inde i selve Byen fik jeg et Værelse til Gaar­den, med stadigt Tusmørke, for omtrent 10 U Dansk; her er særdeles dyrt, koldt Veir og efter een Dags Ophold at dømme ikke hjemligt. Siden jeg fornam de varme danske Hjerter den 6te September har jeg faaet Forvisningen om, jeg groer bedst Hjemme, og det er allerede en deilig Vinding af denne Reise, som, mellem os sagt, endnu ikke har fyldt mig som tidli­gere.–Med veemodig Følelse forlod jeg Maxen, jeg troer ikke at jeg seer Fru Serre meer, hun er saa svag, altid var hun mig en tro Veninde og hun har tilvisse lidt, da jeg [i] Krigens tid ikke skrev hende til; Grevinde Hol­stein, født Zahrtmann, havde givet mig et Brev med til hende, jeg var nys­gjerrig efter Indholdet, det var saa velmeent, saa deeltagende, og dog overraskende, om jeg tør tro Fru706 Serre, der syntes ængstelig fordi jeg rei­ste denne Gang alene, hun sagde Fru Holstein vilde at hun skulde see til jeg fik en opmærksom og tro Ledsager, der kunde jo let hænde mig No­get,–jeg er altsaa blevet saa gammel'ndash;, Fru Serre vilde overlade mig sin Tjener der var opmærksom og tro, men jeg afslog det naturligviis, det bli­ver dyrt nok at gjøre Reisen alene. De skal imidlertid ikke tale videre der­om, da der vist ligger en Misforstaaelse eller een af Fru Se[r]res Omhygge­ligheder for mig til Grund, som hun støtter paa eet eller andet Udtryk i Grevinde Holsteins Brev. Jeg tog imidlertid ind til Dresden, blev der en Dag for at see Galleriet og besøge Beaulieu, der allerede i et Par Aar har været borte fra Weimar og nu lever i Dresden; han er nu Excellense, Ge­heimerath, meget fornem, men dog ganske den gamle Ven, der fløi mig imøde. Han spurgte strax efter Deres Mand, som han jo kjender fra Wild­bad. Jeg var en Middag hos ham; hans Søn og Datter af første Ægteskab, havde jeg ikke seet siden de vare Børn, nu var Sønnen Officeer og Flavia en ung stadselig Dame; syv Smaabørn endnu, hilsede mig som »Faders gamle Ven«. Efter een Dags Ophold skiltes vi, han vilde holde mig lidt endnu, men, ja det er en Stemning, som paa hele denne Reise har fulgt707 mig, jeg var trykket, jeg var uhjemlig i Tydskland, jeg tænkte saa meget paa »tunge Prøvelsens Dage«, følte ret jeg var »det danske Barn«, som man nu ret hjemme erkjendte mig for! Man var imidlertid overalt i Tydskland saa velstemt, saa hjertens god, de gamle Venner, saa velsignede. I Prag blev jeg halvanden Dag, reiste saa til Brünn, her spurgte jeg i Hotellet efter Nerudas Forældre, men man vidste kun at Svigersønnen Hr Normann havde boet, hvor jeg boede.–Nu er jeg da i Wien, har i Dag besøgt Falbe, Digteren Münch Bellinghausen, der er Excellense, Geheimerath Keiserlig, kongelig Theaterintendant; vi talte om Ørkenens Søn og »Griseldis«, ved hvis første Forestilling i Kjøbenhavn, Thorvaldsen døde i Theatret. Jeg finder ogsaa her i Wien en engelsk Ven Lytton, Bulvers Søn, Forfatteren til flere Romaner. Jeg søger ham imorgen, sidst saaes vi i Cintra. Fru Melchior fandt jeg Brev fra Lyon, de gaae til Barcelona, der som Bevægelserne i Spanien tillade det og vi faae ikke mødes, det jeg næsten havde lagt min Reiseplan efter. Hun skriver at i Genf traf de sammen med O Neils fra Portugal som besøgte mig hos dem paa »Rolighed«, at de havde taget Coupée sammen til Lyon og ret havdt Glæde deraf. O Neils besøgte hele Jylland, fra Silkeborg til Skagen og vare meget fornøiede over denne Udflugt. Det har bedrøvet mig at høre om Bergsøes »Prøvelse«! hils ham hjerteligt fra mig. Hvorfor er Jonas ikke gaaet til Suez, han kunde vel ogsaa som Bergsøe faaet fri Reise. Jeg undte ham det. Hils ham, Louise og alle Kjære.

Hjerteligst

H. C. Andersen

[I Margen: ] Næste Gang skriver jeg til Deres Mand.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost