Dato: 2. december 1869
Fra: H.C. Andersen   Til: Martin Henriques
Sprog: dansk.

Nizza den 2den December 1869.

Kjære Ven!

Iforgaars Aftes naaede jeg her til og strax igaar søgte jeg efter Breve. Jeg fandt til mig ikke færre end tolv, deriblandt to fra Deres Søster i Algier og endeligt det fra Dem, saa rigt, saa fornøieligt. De er en trofast Ven! tak derfor. Jeg er nu Gud skee Lov ved Maalet for Reisen, den jeg ventede mig saa megen Glæde af og har fundet saa liden. Jeg har aldrig paa Reise før følt som denne Gang, en Forladthed, en Uro og Angest og dertil forfølger mig ideligt det slette Veir. Fra Zürich fik De senest Brev fra mig, derfra gik jeg over Bern og Genf, Sneen faldt, Vinden blæste koldt. I Genf havde jeg glædet mig til at træffe vor Landsmand Jules Jørgensen, han var reist til Paris; jeg kom ind i Frankerige, Luften syntes mildere, men saa snart jeg naaede Lyon, begyndte en Regn, som i Syndflodens Tid; en heel Dag sad jeg inde og fangede Griller, rullede mig i mig selv, som et vissent Blad og det er ikke fornøieligt. Nu foer jeg mere syd paa, saa begyndte det at snee og hele Strækningen fra Vienne til Valence laae Sneen høit; først ud for Avignon blomstrede Roserne, Olietræerne vare grønne; nu skulde jeg da til at nyde Naturen og begav mig paa Vandring fra Hotellet i Avignon og paa den store Promenade hvor man har Skuet over en Deel af Rhonefloden; neppe er jeg paa Vei saa begynder med eet den her frygtelige Mistral (Nordvind) at storme i den Grad at jeg maatte vende om; det var en Storm hele Natten som jeg ikke har oplevet den. Nu gik det til Marseille, Blæsten tog af, men Himlen blev graa,Regnen strømmede ned og da jeg netop indtraf Aftenen før en Deel Skibe skulde afsted til China, Batavia o s v, var Hotellet overfyldt, jeg maatte op i femte Etage hvor jeg da af Frygt for Ildløs sov meget febrilt. Efter tre ikke morsomme Dage i Marseille, kjørte jeg til Banegaarden; mit Tøi var lagt paa Disken for at veies, jeg stod nær ved, da kom en Karl og tog udenvidere min Natsæk og løb med ud paa Gaden, jeg satte efter ham og spurgte hvad det betød, det var jo mit Tøi! Han svarede med et Grin: "Det er Deres!" leverede den tilbage og forsvandt. Jeg gik den Dag kun til Toulon, en ubetydelig Stad, mod Marseille som Helsingør mod Kjøbenhavn. Ved Ankomsten til Nizza blæste det koldt men alle Træer staae i Friskhed, Palmer og Cacter voxe frit, Roser og andre smukke Blomster prange i Haverne. Jeg boer i Pension suisse der ligger tæt op til, ja ind i den store Klippe som deler Nizza i den nye og den gamle Deel. Ved Ankomsten maatte jeg ogsaa her i Høiden, ja heelt op i den sjette Etage, det jeg ikke havde gjort, naar jeg ikke betids opdagede at der fra femte Sal var Udgang til en Have Terrasse hvor jeg altid kunde komme ud om noget hændede; jeg var jo saaledes i min sjette Etage, som om jeg boede paa første Sal. Nu er jeg kO:rnmet ned i Stuen i et eensomt Huus ud til Landeveien, her er en støiende Kjørsel fra den tidlige Morgen og Havet ruller som var det en altid varende Torden, hele den ny Deel af Staden med sin smukke Promenade ligger for mig og bag den de sneebedækkede Bjerge. Her er smukt og i Dag varmt Solskin, men iaftes frøs jeg saa der maatte fyres [i] Kaminen. Jeg boer forresten i en Tilbygning af Hotellet, der er leiet ud, men Familien ikke endnu indtruffet. Den omhyggelige Vertinde har imidlertid givet mig een af Folkene, der sover udenfor min Stue, for at jeg ikke skal være ganske forladt; saasnart. de som have leiet Huset komme vil jeg fa ae Værelse i selve Hotellet. - Eensom føler jeg mig, glad er jeg ikke, var det ikke mod den strænge Vinter kom jeg helst hjem til Julen. Her bliver den slet ikke glædelig for mig. Naar jeg skriver igjen skal De maaske høre naar jeg, ind i det nye Aar, gaaer nord paa. Hils paa det hjerteligste Deres Kone og alle Børnene, ligesaa: Frøknerne Price, Professor Høedt, P. Hansen og Hr Magnus. Jeg er meget begjærlig efter at læse hvad Hansen har meddeelt fra Suez. Jeg havde en ret morsom Idee allerede i München: at sende hjem et Storke-Brev fra Ægypten, med Efterretninger før endnu Nogen havde sendt deres, men mit Humeur var ikke til at skrive. Tag nu tiltakke med dette Brev, der ikke har meget af Nizzas Solskin. Deres

hjerteligt hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: H. C. Andersens Breve til Therese og Martin R. Henriques 1860-75. (microfilmscan 91, 246-49)