Nizza, Juledag, 25 December 1869
Kjære Ven!
Det er mig en Trang, endnu engang i det gamle Aar at sende Dem og Deres elskværdige Frue min Hilsen og Tak for al den Deeltagelse De viiste mig i dette og tidligere Aar, De vil bevare Deres Venskab for mig i Tiden, som kommer.
Før jeg forlod Wien glædede De mig med Brev, tak derfor. Jeg nød der megen Velvillie og Opmærksomhed, men følte mig dog ikke hyggelig, ikke hjemlig. Det var koldt, Sneen faldt, jeg frygtede for at snee inde paa Veien til Venedig og styrede derfor strax hen mod Frankerige, saaledes kom jeg til München og tilbragte her flere smukke Timer, men skytunge Dage, jeg var meest hos min berømte Ven Kaulbach i hans elskværdige Kreds jeg følte mig hjemlig. De kjender det smukke Billede han har givet af mit Eventyr Engelen, han har stadigt Bestillinger paa at gjenmale det; jeg saae hos ham to af disse under Arbeide og han fortalte mig at den Kunsthandler i Berlin han havde solgt Eiendomsretten til at give det ud i Kobberstik, var ved dette ene Billed blevet en riig Mand. Fra München / tog jeg til Schweiz for over Genf at naae ind i Frankerige, hvor jeg ventede at slippe fra det daarlige Veir, jeg kom ind i Snee og Kulde; sad i Lyon en heel Dag inde mens Regnen skyllede ned, i Avignon blæste den orkanagtige Mistrel, heller ikke her kunde man gaae ud at see sig om. I Marseille og Toulon havde jeg det ikke bedre, saa at De kan tænke at Reise-Lysten forgik mig; flere Gange fortrød jeg at være taget hjemme fra; jeg kom i en ganske hyggelig Stemning, men meente at jeg ikke burde give efter og naade da sidst i November Nizza. Regntiden skulde være forbi, men iaar begyndte den netop ved min Ankomst. Senere have vi i fjorten Dage seet det deiligste Sommerveir; jeg lagde Overtøiet, gjorte Tour ad Via de la Cornice til Monaco, Roserne blomstrede, Træerne han fulde af Frugt; men nu i Dag, Juledag er det pludseligt blevet koldt, Bjergene rundt om ligge med Snee, imorges havde vi kun fire Grader og nu i Middagsstudnen otte; det er ikke for "Solskinnets By", Nizza, at byde en Nordbo Sligt. Jeg har følt mig saa ene paa hele denne Reise og dog er / jeg begunstiget mere end Andre, næsten enhver af Dannelse, og det i de forskellige nationer naar de høre mit navn kjende de mig og bringe mig Tak for Eet eller Andet jeg har skrevet. Paa ingen Reise som paa denne, har jeg lært hvor udbredte og læste mine Skrifter ere. Her i Nizza seer jeg mange Beviser derpaa; deilige Bouquetter ere blevne sendt mig og i Pension Suisse hvor jeg boer ere de alle saa opmærksomme og elskværdige modmig. Iaftes havde vi Juletræ, hvor vi gav en lille Ting mig havde man bedet om flere Exemplarer af min H anndskrift. Alle Nationers Flag vaiede i Træet og det danske Flag var ikke glemt; jeg sad imidlertid i stor Angst for det, thi rundt om det var Lysene saa nær, at jeg stadigt frygtede, nu brænder det, og jeg vil ikke skjule, det havde bedrøvet mig, men det vaiede godt, der kom ikke Ild i det, det holdt sig, som jeg ogsaa haaber at vort Danmark holder sig. Jeg fik ved Gevinst to nette Sager og fra Fremmede ude i Byen, kom ogsaa Jule-Hilsen til mig. En russisk Dame sendte mig en særdeles
smuk indlagt Pen, en anden den
deiligste Rose i en smuk lille Vase,
jeg fik en Sonnet og hvad der især var
deiligt, da Juletræet stod tændt og Gaver /
vare uddelt, traadte en ældre Herre frem og sagde at her var tilstede en mand som vistnok Enhver herinde, fra hvilket som helst Land, maatte takke for glade Timer, ikke blot Børnene men ogsaa de ældre maatte Takke og nu kom en nydelig lille Pige og bragte mig en stor Laurbrækrands med Baand af de danske Farver og
hele Selskabet tilklappede Bifald; De seer at om jeg end føler mig ene, og længes efter Hjemmet, forladt er jeg ikke. I forgaars stod i Journal Etrangers, som giver Liste over de Fremmede og tillige meddeler lidt udførligere om enkelte Personligheder, mueligt skrevet Brev om mit Ophold her, jeg klipper det ud det kan maaske have Interesse for Dem og flere venner i Hjemmet [se: 
] . Jeg bliver her til hen i Januar, gaaer da rimeligviis til Cannes, der er altfor trist at boe i Mentone, der seer man kun syge Folk. Jeg savner særdeles Melchiors familie, som jeg havde haabet at leve sammen med denne Vinter, de have det forresten godt i Algier og det maa trøste mig. Naar Vinteren tillader det, flyver jeg over Paris hjem. Hils Deres Kone, Børn og alle Kjære. Glæd mig om ikke længe, med Brev. Nice, pension Suisse.
[langs kanten:] I Breve faaer jeg megen Tak for de tre nye Eventyr - hvad sige Bladene?
[langs kanten: ] Deres hjerteligt hengivne H. C. Andersen
