Dato: 9. oktober 1838
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjære Andersen!

Det lste Hæfte af Deres nye Samling »Eventyr for Børn« med det lille medfølgende Brev, afbrød ret venligt mit Ildebefindende i en Forkjølelse, som jeg endnu ikke har faaet Bugt med. Den simple hjertelige Tone, De i disse Eventyr ret har faaet Greb paa, er ogsaa i denne Fortsættelse smukt bevaret. Fortællingen hos M: Winther om de elleve Svaner har vundet meget i Deres Fremstilling, idet De har udeladt adskillige stygge eller forslidte Træk (som Dronningens Nedkomst med Hundehvalpe, og den onde Stifmoders Straf i Spigertønden) og tilføiet mange selvopfundne nydelige Træk. Gamle bekjendte Sagn og Eventyr kan saaledes unegtelig vinde endeel ved blot at omskrives med en poetisk Pen; men naar de ikke fremtræde som aldeles gjenfødte i en heel ny Form (f.E. som Romance eller dramatisk Eventyr) bliver Omdigtningen dog ligesom en ny forbedret Udgave af hvad enhver Fortæller dog ogsaa i Et og Andet varierer og udsmykker - Ideen faaer en ny Klædning men ingen ny Skabning. Jeg foretrækker i denne Henseende de 2 første Fortællinger, som heelt udsprungne af Deres egen Opfindelse. De livsglade Stemninger troer jeg imidlertid man helst maa vælge naar man componerer Eventyr for Børn. Kunde Livets tragiske Alvor blive levende for de Smaa ved at de saae Kjærlighedens og Poesiens Misforhold til den ideeløse Endelighed i Blomstens og Sangfuglens Undergang, vilde det dog vist være for tidligt at røre ved den Streng i Barnegemyttet. Det Hofmannsk ironiske Lune hvormed De har lagt Liv og standhaftig Kjærlighed i Tinsoldaten og piint ham til at ville skrige, eller græde Tin - hvis det passede sig, for tilsidst at smelte til en Klat (der dog lignede et lille Hjerte), som Bold for den »Trold i Daasen«, der aabenbarer sig i Drengeluner uden Grund - det Bittre i denne Spøg er vel ogsaa mere for de Store, end for de Smaa. Dette siger jeg kun for de følgende Børne-Eventyrs Skyld, hvortil jeg vilde ønske De vilde vælge de mildeste menneskekjærligste og meest livsglade Stemninger og Phantasier, der maatte blive Dem tildeel. Kirkegaards Recension har sagtens forstemt Dem. Bitterhed og Lyst til at krænke finder jeg dog ikke deri. Han mener Dem det formodentlig meget bedre, end han har tilkjendegivet. Slutningen antyder en saadan vistnok besynderlig tilbagetrængt venlig Stemning; men det er eensidigt og ubilligt kun at udtale sin Dadel høit men hviske Rosen og Erkjendelsen i øret, at udtrykke sin Misbilligelse med Bogtrykkersværte og skrive sin Tak og Billigelse med sympathetisk Blæk. Det vilde jeg ønske han vilde erkjende og gjøre den Feil god igjen ved ligesaa udførlig en Udvikling af hvad han dennegang kun vilde hvisket Dem i øret og ved selv at holde det rette Lys for hiin sympathetiske Blækskrift. Det skylder han saavel Deres og hans egne Læsere som Dem og sig selv. At han har Retsindighed dertil troer jeg, skjøndt jeg kun kjender ham af dette Skrift, og kunde han gjøre det i en klarere Fremstilling, end den han har i Recensionen, vilde denne manglende Halvside af hans Beskuelse blive læst af mange Flere og for¬modenlig bevise, at han uden Selvmodsigelse kunde see Dem og Deres Virksomhed i et ganske andet Lys.

Lad Dem endelig ikke deprimere af denne Opposition. Enhver aandelig Modstand skulde som interimistisk Dæmning kun give Livsstrømmen mere Kraft. Og nu Lev vel! Lad det ikke vare alt for længe inden jeg hører De er i fuld Kraft og lever in floribus i et nyt Arbeide. Venligst Hilsen fra min Kone og

Deres hengivne Ingemann

Sorøe d. 9de Ocbr 1838.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost