Dato: 10. februar 1870
Fra: Edvard Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

655. Fra E. Collin.

10de Februar. 1870.

Dersom jeg havde taget fat paa dette Brev i Søndags, saa vilde Brevet have begyndt saaledes: Hu sikken et nederdrægtigt Veir; thi det var det. Haard Frost med en rasende Syd-Ost; og i det Veir maatte jeg gaae op i Vartou Kirke og staae Fadder. Men da jeg begynder Brevet idag, lyder det saaledes: Det er koldt, 5 à 6 Grader, men stille. Søerne omkring Byen ere bedækkede med Skøiteløbere'ndash;der har endog dannet sig en Skøiteløber-Klub, som har sit eget afpælede Terrain, Damer og Herrer; Theodor var der idag med Rigmor. Fra Toldboden sees ikke aabent Vande, Iisbaadspassagen paa store Belt er begyndt, og Postforstyrrelserne ville saaledes ikke udeblive. De har under disse Omstændigheder Grund til at være tilfreds med, at De har søgt hen til et andet Klima; skjøndt det jo, hvis Efterretningerne derom ere sande, skal være koldt overalt i Europa.

Fra Norge meldes Schweigaards Død; han døde faa Dage efter Hustruen. De har vel kjendt ham - Jeg mindes ham ikke. Han var jo almindelig agtet som en udmærket Mand; Christiania har været næsten klædt i Sort ved Begravelsen; at Kirken var heelt bedækket med Sørgetøi, kan jeg forstaae; men at ogsaa Døbefonten var indhyllet i Flor, synes mig smagløst.–Ved Siden af dette er det bedrøveligt at see, i hvilken Grad den norske Hovedstads Interesse knytter sig til en saadan Jammerlighed, som Opførelsen af M. Bruns Carit-Etlarske Stykke: Giøngehøvdingen. Det fremstilles ligefrem som en Væddekamp mellem Biørnson og Brun om at leie respective Pibere og Klappere. Det er dog en egen Rolle, den gode Biørnson spiller; han forekommer mig med alle sine Evner at være en simpel Mand.–Nu skal vi jo med det Første have fat paa »De Unges Forbund« af Henrik Ibsen; Udfaldet er vist meget tvivlsomt. Var Biørnson hernede, vilde han vel nok arrangere en Pibe-Concert. Jeg ønskede helst, at det maatte gaae roligt.–

Berlingske Tidende havde den første Anmeldelse af Deres Bog, allerede i December. Reitzel'ndash;som ikke havde sendt den, fordi den forekom ham for ubetydelig'ndash;har nu skaffet mig det paagjeldende Numer, hvoraf jeg sender den ved lagte Udklipning. De vil see, at Anmeldelsen er, som de Andre, fuld af det velvilligste Sindelag, men intet mere.

Jeg vil haabe, at De har faaet det Brev, som er ankommet til Nizza efter Deres Afreise derfra.

Telegraphen har bragt os Efterretninger om Gadeoptøier, som have fundet Sted i Paris igaar og iovergaars. Jeg antager nu at De først i dag er kommet dertil, og da Spektaklerne nok kun finde Sted om Natten, og da De og Jonas forhaabentlig sove paa den Tid, vil jeg ikke gjøre mig Ængstelser over denne Historie. Jeg haaber, at de næste Breve, vi faae, vil melde os noget om, hvorvidt den saameget udskregne forbittrede Stemning kan mærkes af de Fremmede. Skulde der udbryde noget Alvorligt, haaber jeg, at Jonas er saa fornuftig at holde sig borte fra al Fare; thi kommer det først saa vidt, at den exsecutive Magts Taalmodighed standser, da bliver det vist forfærdeligt.

Jeg har i mange Aar ikke læst en eneste Roman; nu har jeg faaet fat paa Auerbachs »Auf der Höhe« i 3 Bind, og jeg kan ikke nægte, at den tiltaler mig. Auerbach er meer Digter end de fleste andre Roman-Skribenter, og meer end jeg tidligere har fundet, og han har af luret Menneskenaturen de fineste Træk. Jeg troer ikke, at en Nordtydsker kunde skrive saaledes. Imidlertid har han jo en Concurrent i Mecklenborgeren Fritz Reuter, som jo nu gjør en stormende Lykke.

Vore moderne Lovgivere ere i denne Tid beskæftigede med at forminddre Theatrets Indtægter, forøge Bøndernes Rettigheder, og at afskaffe al Titel og Rang for Fremtiden. Vi, som have den, kunne faae Lov at beholde den, hvis vi vil, men der skal nu findes paa en anstændig Maade, paa hvilken man kan blive af med den. Det vil vise sig, hvad det vil føre til; jeg tager mig ikke Sagen nær; jeg gjør formodentlig hvad de Fleste gjør, thi jeg vil ikke gjøre mig latterlig ved at være fremtrædende i den ene eller den anden Retning.

Monrad, som nu er en stadig Medarbeider i Berlingske Tidende, holdt i Vinter nogle Forelæsninger om »politiske Drømmerier«. Disse har han nu udgivet og de ere en vigtig Conversations? og Bladliteraturs Gjenstand. Hans Venner ere meget bekymrede over hans Optræden; man seer, hvilken uhyre Sorg der siden hiin ulykkelige Tid har gnavet paa ham; Eneboslivet i Nyseeland har ikke qvalt Erindringen; denne bryder nu frem i Fartvivlelsens uhyggeligste Form: den fjasende. Jeg kjender nok af den til at kunne bedømme den saaledes: for den Tanke, at et Folk kan reise sig og trampe til sidste Mand, har han et Udtryk som dette: »og naar saa Sønnerne ere dræbte og Døttrene skjændede, saa tager han Konen i Haanden og Tiggerposen paa Nakken, og er nøiet med at døe i en Grøft, nynnende »Danmark deiligst Vang og Vænge«.–Er det ikke uhyggeligt?

Jeg har i denne Tid giennemgaaet Faders Optegnelser om hans Lis. Jeg har været i Beraad med mig selv, om de skulde'ndash;om end noget bearbeidede'ndash;udgives, men jeg har dog ingen Lyst dertil. Denne Beskrivelse er et Vidnesbyrd om et saa rastløst arbeidsomt Liv, som kun faa nu ville forstaae. Den Mand, som har levet i nær og stadig Forbindelse med Videnskabernes og Kunsternes bedste Mænd, har kun faa Ord tilovers for disse; man seer af disse Optegnelser, i hvilken Grad hans Forretningsliv var hans Alt'ndash;naar undtages hans Familieliv; og naar det betænkes, at han ikke har berørt dette med et eneste Ord, kan man vel forstaae, at han kunde forbigaae Vennerne. Nei, det bliver ikke udgivet. Efter en saadan Bog vilde Fader ikke kunne forstaaes, medmindre den blev indbundet sammen med Familiens Viser.

Frosten har standset mine Bygge?Arbeider paa Landet, og min geskæftige Uro i denne Henseende har sat sig noget. Naar man i min Alder begynder paa et saadant Foretagende, kan man ikke lade være at spørge sig selv: troer du at du nogensinde kommer til at boe der? Det er meget viseligt indrettet, at man ikke kan give et ordentligt Svar paa et saadant Spørgsmaal. Jette og Louise skrive nok imorgen, derfor vil jeg sende dette Brev idag; saa hører De dog oftere fra os.

sluttet. 11 febr.

Deres

E. Collin.

Vil De henvende følgende Ord til Jonas.

»Diapaison« skal være den franske Benævnelse paa en Stemmegaffel O: den Staalgaffel, som angiver Tonen a. (paa Fransk: la) . Saadanne existere i ganske smaa Miniatur-Udgaver, til at hænge i Uhrkjeder mellem andet Nips. De haves her, men kunne ikke findes i Handelen. Da de upaatvivlelig kunne faaes i Paris, vil jeg bede Dig at see efter i en eller anden Quinqvailleri-Handel; Du vilde gjøre Onkel Theodor en Tjeneste ved at tage en saadan med. Koster den kun c. 1 franc, vil jeg nok have een med.– Carl Boye hilser her fra Sparekassen. Alt vel. Klingrende Frost.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost