Dato: 14. februar 1870
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Paris den 14 Februar 1870.

Kjære Fru Melchior!

Imorgen har jeg allerede været en heel Uge her i Paris, og vil derfor begynde paa Brev til Dem, mit seneste til Algier afsendte jeg den 29 Januar fra Nizza; Dagen derpaa gik Jonas Collin og jeg til Cannes hvor vi havde to smukke Solskinsdage, det var ganske foraarsagtigt, men ved Afreisen begyndte Regnveiret, det havde vi i Lyon, i Arles og Dijon, derimod slet ingen Snee paa Baneveien; nu derimod have vi den i Paris og dertil en ulidelig Kulde, som paa de strængeste Vinterdage i Danmark. Vi maa have et stort Baal i Kaminen og dog have Vinduerne Iisblomster, men værst af Alt, her er saa bevægeligt! jeg har stor Angest hver Aften naar Collin bliver seent ude, at han uskyldig skal komme ind i den Uro og Folkestimmel der flere Steder have viist sig. De har nok af Aviserne hørt om dette for en fredelig Reisende uhyggelige Røre. Ved Ankomsten i Tirsdags Aftes kjørte vi fra Banegaarden til Hotellet og kom netop over Bastillepladsen, der og langs Boullevarden var saa forunderligt mennesketomt, og saa lidt belyst, Klokken var endnu ikke halv syv, jeg udtalte for Collin min Forundring herover. Dagen derpaa læste vi i Aviserne at der havde været Optøier, et Par Omnibus blevet væltede. Vi kunde uskyldigt have kommet lige ind i det. Helst reiste jeg strax herfra, men Collin har een af sine kjæreste Venner Peder Møller her, desuden videnskabelige Interesser, og jeg vil derfor nødigt bryde overtvært med at reise, men endnu nogle Dage see Tiden an. Glæder De mig med Brev, send det da kun til Paris poste restante, er jeg afreist vil man paa Posthuset have min Adresse. Da jeg ikke holder af at gaae ude seent paa Aftenen har jeg kun været eengang i Theatret, det varede dog til Midnat, jeg saae Offenbachs nyeste Farce: les brigands, Texten var tom og aandløs, Musiken meget tynd, men der var, hvad man kalder meget Griin ved Udførelsen. I Lyon traf jeg den unge Hr Dehn fra London, vi boede i Hotel sammen, han sagde at vi havde været til Middag i det Melchiorske Huus i Kjøbenhavn. I disse Dage er han indtruffet til Paris og boer, tilfældigviis ogsaa i Hotel bergéres ligesom Collin og jeg, men reiser om faae Dage. Fra Deres Svigerinde Frøken Jette Melchior, ligesom fra Sophie Melchior, fandt jeg Brev her ved min Ankomst, ja jeg fik i det Hele ikke færre end elleve Breve, men nu vil det nok drage ud med Brevenes Ankomst, eftersom de gaae med Iistransport over Beltet. Alt stiller sig ogsaa uheldigt paa denne Reise, megen Glæde har den ikke bragt mig, bringer den kun ikke endnu noget ondt. Gid at jeg var i Hjemmet og Foraaret var der og De og Deres vare der! Ja, i Nat drømte jeg om Dem, men vi vare sammen paa Reise og særligt drømte jeg om Frøken Louise, hun var blevet forlovet, jeg kunde ikke udstaae hendes Forlovede og udtalte det; da blev De vred og sagde: "Nu fortjente [De] at faae Bank! - Han er een af de hæderligste Mennesker i denne Verden!" hvor man dog kan drømme. Men De vil see hvorledes De og Deres leve i min Tanke, selv i Drømmene. Den kjære Anna skrider jo stadigt frem i Bedring! Gud være lovet, at De kom til Algier; i Europa havde Vinteren ikke været til Gavn for hende. Nu kommer jo snart Deres Mand til Dem, Foraarstiden er vel allerede begyndt, jeg tænker at De bliver i Africas Land til ind i Mai, og da i Juni, Juli, naaer De Danmark og det foryngede "Rolighed", gid det omslutte al den Lykke, den gamle Bygning gjemte. Efter at have skrevet ovenstaaende har jeg gaaet en lang Tour i det kolde Veir, aflagt Visitter og er i bedre Stemning, Alt synes, Gud skee Lov, roligt og fredeligt, det jeg saa inderligt ønsker for med nogen Tilfredshed at være i Paris.

Overmorgen haaber jeg at høre Christine Nielsen i "Hamlet", det jeg særdeles glæder mig til, ellers er her intet Nyt af Betydenhed, der drager til Theatrene. Af Landsmænd har jeg ingen seet uden Collins to Venner Peter Müller og Hoffmann-Bang fra Hofmannsgave i Fyen, og en søn af Alfred Hage, ved Navn Johannes, som skal være et ganske fortræffeligt Menneske. Vi vare alle iaftes henne at see Clevermanns Kunster og jeg var meget overrasket ved disse. Saaledes puttede flere af Tilskuerne forskjellige Ting i en lille Æske og Jonas Collin tog en dansk Fiirskilling og lagde derned, og nu tog Manden en Kikkert og saae i Afstand paa Æsken, nævnede hver Ting, han umuligt kunde see, og sagde da, der laae en fremmed Mønt, "Fiir-Skilling" og opgav da Aarstallet den var præget. Vi opskreve forskjellige Navne, uaabnet brændte han strax Papiret og sagde da alle Navne der havde staaet, kun ikke det jeg havde skrevet, men han vilde af Asken faae min Haandskrift ud, det skete og jeg læste "Shakspear", det jeg virkeligt havde skrevet ned, men med danske Bogstaver som han ikke kjendte.

Men alt dette morer Dem neppe, dog nu staaer det paa Papiret og De tilgiver! hils ret hjerteligt Anna, Harriet og Frøken Louise! særdeles længes jeg efter Dem, men det har lange Udsigter med Gjensynet. Gud glæde og bevare Dem!

Deres taknemlig hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: Niels Oxenvad