Dato: 1. maj 1870
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 1ste Mai 1870.

Kjære Fru Melchior! I forgaars modtog jeg Deres prægtige, riigholdige Brev, det jeg meget længtes efter, henved en Maaned var gaaet siden jeg havde faaet en Skrivelse fra Dem, stilet til mig selv. Tak for Blomsterne De lagde i Brevet, dog endnu mere frisk og duftende havde De lagt een endnu som mine Tanker løftede ud og saa blomstre, det deilige bøgestore Orangetræ med sin Blomstersnee og de gule Roser som slyngede sig op om Stammen. Jeg fornam selve Duften; jeg sad under Træet og legede med det lille nødebrune Barn; jeg fortalte lille Marie om hende, da jeg senere besøgte Henriques; Deres Svigerinde Fru Therese talte med saa megen Kjærlighed om Dem, længtes saa inderligt efter et Par Ord fra Dem; beklagede saa meget at hun var saa lidt skikket til at skrive Breve, ikke havde Stemningen men hele Hjertelaget; hendes Mand skulde skrive og give Halvdelen fra dem hver. De som er saa hjertens god, glæd hende med en lille, ganske lille Skrivelse. Læg den som en Blomst, et Blad, ind i et af de første Breve De sender hjem og jeg veed De skaffer hende en stor Glæde. Alt hvad De fortæller mig om Landets Deilighed, om Folkelivet og det skjønne Foraarsveir fylder mig, med Længsel efter at komme der! hvor det dog var ilde at jeg slet ikke betids følte Trang dertil, ja næsten maa jeg tilstaae, Skræk derfor. Jeg syntes der forestod mig noget ondt. Kan der være en Anelse om Sligt, da har jeg følt den og faaet den og saaledes fulgt "høieste Villie!" mon jeg skulde komme til Algier? mon jeg der et kommende Aar skulde samles med Dem, Deres Mand og Børn? Ja det er næsten som at vilde tyde Begivenheder i Maanen. Jeg har ikke for Øieblikket Lyst at reise, og dog har jeg atter en Længsel efter at komme afsted, men jeg veed [ej] hvorhen, det er alene ned i Solskinnet, ind under grønne Træer, fornemme Foraaret rundt om mig. De har det nu i hele dets rige Fylde og i Sydfrankrige vil det jo ogsaa nu blomstre, jeg saae det i Cannes, hvor jeg paa Hjemreise blev i to Dage. Den første Dag jeg var der med Jonas Collin, blæste ikke en Vind, Solen skinnede varmt, Paaskelillier og Primulaer blomstrede, Mandeltræernes Knopper svulmede store; det var den eneste sollyse Dag paa hele min Reise, Dagen derpaa var det regnfuldt og Middelhavet væltede svære Bølger. Nu er De snart i den lille venlige By, er der, jeg formoder det, ogsaa med Deres Mand, som vel ikke flyver mod Danmark, naar De er naaet Marseille. Gid jeg var hos Dem! ja gid jeg mødte Dem i Schweiz! - dog Vaaren kommer vel snart til Danmark og De og Deres kommer naar der "rides Sommer i By"! - Jeg bliver til ind i Mai her paa Høibroplads, da det synes ikke at være Hindring derfor; saa flyver jeg, maaskee den 12 til Espe, til Basnæs, til Holsteinborg, eller - ja kommer der en Guldregn fra Lotteriet, eller fra ukjendt Stormand i England eller Amerika, der indsætter mig til Universal-Arving, ja saa flyver jeg Dem imøde, ellers - og det er ogsaa godt, saa faar jeg Noget bestilt, bliver jeg i Hjemmet og nedskriver det Meget min Musa fortæller mig. Paa Høibroplads har hun hyppigt forundt mig Vesit og jeg har at læse for Dem "Hvad hele Familien sagde", "Oldefaer", "Lysene" og "det Utroligste". Igaar begyndte jeg et nyt Eventyr: "Lykke-Peer".-

Fra Bloch og hans Frue har jeg mange Hilsner til Dem, han er i forgaars blevet Professor.

For Tiden maler han paa "Korsfæstelsen", man seer Christus ophængt paa Korset, Marie ligger besvimet, Marie Magdalene hensjunken i Smerte og Aramathia staaer deeltagende hos dem. - I Fredags er Professor Høyen død, han laa en otte Dage tilsengs men leed ikke. Det er underligt at mærke hvorledes Rækkerne af betydende Mænd fortyndes, hvilken Skare har jeg dog kjendt som Alle ere flyvne hen - "som Skyen der ikke kommer tilbage!" - Jo nærmere man selv staaer for Tour til Reise ind i "det ubekjendte Land", des oftere kommer det Een i Tanken: hvor og hvorledes? og ligemeget vide de Viseste og de Eenfoldigste. Lille Marie Henriques spurgte forleden sin Moder i stor Alvor: Har Bedstemoder faaet sin egen Seng med op i Himlen eller ligger hun i den gode Guds." Der er noget yndigt og dog halvt komisk i Barnets Forestilling om det Hinsides, men er vor stort klogere? - Nu, jeg stoler paa: "det bedste skeer!"

- Med mit legemlige Befindende er det i de sidste fire, fem Dage godt, jeg generes ikke længer af de kunstige Tænder, men da to af de naturlige under alle Prøvelser ere ifærd med at gaae deres Vei, frygter jeg for at en ny Tour forestaaer, men efter denne er det vel heelt overstaaet. De seer altsaa hvor ung jeg igrunden er: "jeg skifter Tænder", som det jo kaldes. Igaar tilbragte jeg Middagen hos Deres Svoger Hr Moses Melchior, den unge forældreløse Hollænderinde, som nu er kommet her til, var netop indtruffet ledsaget af den unge Hr. Dehn fra Hamborg; hun saae ganske quik ud. Deres Datter Fru Johanne var livlig og glad ved Eventyret: det Utroligste. Idag har Frøken Jette Melchior sit store Børne-Selskab. Igaar gik jeg tidlig fra Familiekredsen for at faae en Plads i Theatret hvor Wagners Opera "Lohengrin" første Gang blev opført og tog sig godt ud; den gjorde Lykke, Frøken Pfeil og Choret bidrog især hertil. Det nye Drama: et rigt Parti af Fru Magdalene Thoresen er meget beslægtet med "De Nygifte", men i dette kommer Aandrigheden indenfra, her synes den hængt paa udenfra, det er et bredt tungt Arbeide, der neppe holder sig paa Scenen, dog vidner det om en begavet Forfatterinde, kun ikke for Theatret. Dette Brev haaber jeg kommer til Dem før De forlader det foraarsskjønne Algier. Hils Deres Mand og Døttre paa det hjerteligste.

Deres taknemligt hengivne

H. C. Andersen.

Tekst fra: Niels Oxenvad