Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 9. juni 1870
Fra: Martin Henriques   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn d 9 Juni 1870

Kjære Ven!

Tak for Deres Brev til mig og Marie, det Sidste var et komplet Mesterværk og morede os fortræffeligt. Idag bliver det læst for Marie, som var iseng, da jeg igaar bragte Brevet paa Landet, men vi Andre morede os saa overordentligt ved det, det burde virkeligen trykkes og ikke krammes. Jeg seer, at de Har nydt det herlige Pindseveir, som havde lokket Masser af Folk allevegne hen, og vil De af Bladene se, hvilket uhyre Antal, der befordredes med Dampskibe, Jernbane og Sporvogne. Grundlovsdagen vare vi ved Eremitagen, der var vist 30000 Mennesker, men Kongen kom ikke, hvilket undrede mig, da han sikkert var blevet varmt modtaget. Mandagen tilbragte vi hjemme og kom Bloch uden Kone, da hun ikke kunde gaae fra Barnet, og Magnus ogsaa uden Kone af let forklarlige Grunde. Min Kone har skrantet i den senere Tid, dog haaber jeg, at Varmen skal hjælpe. /

Frøken Lie, der har boet hos os, er nu taget til Byen, vi have haft megen og smuk Musik, navnlig firhændige Symphonier. Hun er rar og fremkommelig, hun assisterede Wienawski paa hans Concert forleden. Billes have været og ere endnu i Hellebæk, igaar var det deres Bryllupsdag. Jeg talte med Etatsraad Collin igaar han er meget sammen med dem. Min Kone har anmodet mig om at takke Dem for Deres rare Breve og bede Dem undskylde at hun skriver. Børnene takke ligeledes, specielt har Kjæresten bedet mig at sige Dem, at hun længes saare, og at Brevene ere hende meget velkomne. Hun tripper omkring hele Dagen. I Søndags gik hun frem og tilbage med mig til Taarbæk og var hele Veien Kvik og munter. Her er ellers meget stille i Byen og fattigt paa Nyheder. Jeg er nysgjerrig efter at læse Ørsteds Breve 2den Samling og skal see til at faae fat i dem. Igaar var der Auktion over Skolebakken ligeoverfor Suhrs, det blev ikke solgt der var forlangt 15000 Rd. /

Fra Melchiors har jeg faaet adskillige Hilsener de komme vel om en 14 Dage, Rolighed er vel snart istand, jeg skal see at komme derud med det Første og sende Dem en Beskrivelse af Stedet. Raasløf er reist, jeg skal besøge Fruen idag, og bede hende ud paa Landet. Jeg har faaet et prægtigt Photographie af min Kone, som jeg ved Leilighed skal sende Dem, naar jeg faaer flere Aftryk. Det er det beste Portrait, der endnu har været af hende, skjøndt at hun selv ikke synes om det. Undskyld Brevets fattige Indhold, men "hvor Intet er, har Keiseren tabt sin Ret". Vi længes meget efter at see Dem og haaber, at det ikke vil vare længe inden De kommer. Lev nu vel og skriv snart til Deres hengivne

Martin R Henriques

Magnus og Høedt takke for Hilsenen, Prices ligeledes.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilm 91, 525-27)