Kjøbenhavn 29 Juni 1870
Kjære Ven!
Jeg skylder Dem Svar paa 2de Breve, det sidste fra Holsteinborg, og er Grunden til min Taushed en saare stærk Forkjølelse med Hoste, Hovedpine og tildeels stiv Hals? at denne Grund vel kan stemme med Deres [overstr: Antagelse] Formodning om, at Sygdom var Grund til Tausheden. Min Kone er ingen god Correspondent, hendes Befindende har varieret meget. Dog haaber jeg, at Forkjølelsen snart er borte, og skal Noget hjælpe, saa er det Glæden over atter at see Dem og have Dem boende hos os. Forestil Dem et Tableau vivant: Scenen: Haven i Petershøi i Solskin prydet af deilige Rosentræer. Hele Famlien Henriques med Tjenerskab opstillet 22 Arme udstrakte for at byde Dem Velkommen, 11 Hjerter bankende af Glæde over Deres Ankomst, Kjæresten jublende, saa seer De et Svar paa Deres Spørgsmaal om De kan komme til os og boe hos os. For at tale et Sprog som De bedre kan forstaae, saa bad min Kone mig om at skrive til Dem, at De var hjerteligen velkommen naarsomhelst De kom, at Værelset er iorden, og at De kan blive hos os, saalænge som Opholdet behager Dem. Den samme Besked har jeg at melde Dem fra mig selv. Nu kommer det an paa hvorledes Petershøis Jydepotter ville smage Dem efter Holsteinborgs Kjødgryder, dog een Ting kan De være overbeviist om, det er at Hjertelaget er det Samme, og at vort Ønske er at gjøre Dem Opholdet hos os saa behageligt som muligt.
Lille Marie beder 1000 Gange hilse, hun faldt i Søndags, hendes Fødseldag, og forslog sig slemt, lige ved Øiet vor Herre holdt sin Haand over hende, elles havde hun let mistet, sit Øie dog er det bedre nu. Vor Tyv var forleden hos os med et Par Betjente for at vise hvorledes han havde baaret sig ad. De toge hjem med Jernbanen, paa Veien mellem Charlottenlund og Hellerup medens Toget var i stærkeste Fart, sprang Fyren ud af Vognen (en aaben Vogn) med Betjenten var rask og sprang ligeledes ud og fik fat i ham i en Rugmark. Fra Magnus og Prices kan jeg hilse. Høedt seer jeg aldrig. Mine Børn og min Kone takker for Hilsenen og glæde sig meget til at see Dem herude paa Landet. Bring endelig Varme med Dem, et varmt Hjerte har De jo, men vi trænge til Varmen i Veiret, elles faae De ingen Jordbær, der smage lige ned i maven. Lev nu vel til vi sees igjen.
Deres hengivne Martin R Henriques
