Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 29. juli 1870
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Christinelund d. 29de Juli 1870.

Kjære Andersen!

Det var saa kjønt af Dem at skrive til mig fra Holsteinborg og fortælle mig lidt om Deres Færden iblandt Deres Venner, og det var saa fornøieligt at De havde det saa godt og befandt Dem saa vel. Nu har jeg af Aviserne seet at Deres kjære gamle Veninde Fru Læssö er død, jeg kan tænke mig at det har gjort Dem meget ondt og at mange gamle Minder ere dukkede op derved. Saavidt jeg forstod Rigmor idag, er De endnu i Kjøbenhavn, maaskee gaaer det Dem som saa mange andre: man vil helst være i Hovedstaden, (hvor Danmarks Hjerte banker) for at være saa nær som mulig ved alle Efterretninger og følge med sit Folk i hvad der bevæger og berører det saameget. Det giver sig klart tilkjende, hvor Sympathien er og hvor meget man haaber for sin egen Livssag af Frankrigs Seier og Lykke. For menneskelige Øine kunne vi kun ad den Vei naae til det Maal vi alle eftertragte: "Sønderjylland vundet," og derfor banker ogsaa alle Hjerter for Frankrig og alle Bønner for vort eget Fædreland gaaer Side om Side med Bøn for de Franskes Seir.

Men ligefuldt føler man, at det ikke er til Leg der gaaes frem og at Ingen kan forudsee Krigens uberegnelige Følger, saa jeg synes man er saadan kaldet til at bede og ikke blive træt, ligesom man beder naar Døden synes at nærme sig til den man elsker, og man dog har Haabet at Herren maaskee endnu vilde spare os dette Liv til vor Glæde og Støtte. Gud give os alle at mødes i Bønnen for Fædrelandet og Han gjøre vor Bøn ret i Hans Øine.

Vi vare en yndig Tour i Sverrig, Henrik og jeg. Jeg havde ikke drømt om at Sverrig var saa smukt, og saa inderlig romantisk. Vel havde jeg, før vor Reise, læst Deres "i Sverrig" og deraf faaet mangt et poetisk Indtryk, men jeg forstod det dog først, da jeg selv saae ud over den store gaadefulde Vettern Sø, hvori Visingø er som et Punkt og hvor saamange af Hjertets Historier har havt deres Skueplads. Jeg var ikke ved Vadstena, men dets Romantik naaede dog til mig. Som Natur tiltalte Småland mig meest, disse smaa yndige Søer vare saa lokkende og den fine Birk med den

- - - Saalangt kom jeg, og saa kom alle de sørgelige Efterretninger om Frankrigs Tab og Tilbagegang og dets indre Splid, og saa kunde jeg ikke skrive. Men De skal dog see, at jeg har været meget nær ved at skrive til Dem, derfor sender jeg Dem mit begyndte Brev. Nu samle alle Tanker vistnok ogsaa Deres - sig om Frankrig, og jeg feiler ikke naar jeg troer at vi føle eens i denne Sag. I al denne Sommers Deilighed at vide hvor dybt ydmyget det Folk er, om hvilket man dog antog, at det af alle Folkefærd, der have selvstændig Plads i Verden (thi om Polakkerne troer jeg det ogsaa) var det meest ridderlige, meest lod sig føre af en Idee, - at vide dette Folk saa ydmyget og spaltet, at tænke paa alt det udviste Heltemod, som ikke fik Ærens Krands paa sin Grav, paa alle de brudte Forhaabninger og knuste Hjerter, som ikke husvales ved den Trøst, at deres Tab er Fædrelandets Frelse. Det gjør al denne SommerDeilighed saa inderlig vemodig, fordi man veed, at der er Saamange som ikke kunne nyde den. Om det er fordi vi endnu have vore egne Lidelser i saa frisk Minde, eller fordi vi have knyttet Forventningen til vor egen Sags Fremgang til Frankrigs Seier - jeg veed det ikke, men der mangler ikke meget i, at jeg føler for de Franske som for mine Landsmænd. - Jeg veed, kjære Andersen! at De endnu er i Kjøbenhavn og altsaa har alt fra første Haand, og i denne Tid vilde jeg helst være derinde, hvor man har saa Mange at tale med og kan faae Oplysning om Meget, og dog neppe møder Nogen, der ikke føler for denne Sag paa samme Maade som man selv. Er Grevinde Holstein-Holsteinborg tidt i Byen hos sin Mand? seer De hende, vil De da hilse hende fra mig og minde hende om hendes uindfriede Løfte; jeg vil ikke plage hende med Brev, da hun vist har saameget at tænke paa for Tiden. - Levvel, kjære Andersen! gid vi alle maae faae Grund til Glæde, Alle vi som føle eens og Gud give Frankrig Opreisning, om det end først gaaer igjennem Ydmygelse.

Deres hengivne Jonna Stampe.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus