Dato: 24. november 1838
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

Løverdag den 24. November 1838.

Et langt Brev havde jeg skrevet, som Bertel Bruun186 tilbød sig at bringe Dem, men Brevet laae fire Dage i Studenterforeningen, Bertel kom ikke, nu maa det kasseres og det var slet ikke saa dumt skrevet. Nu et nyt, der rimelig kun bliver om Bull, min elskelige Ole Bull, som er kommet mig saa smukt i Møde, som spiller saa jeg har grædt, og – ja De skal ikke tro Aviserne ! Nei, Kjøbenhavnerne rive ham ned og mange tale imod, frakjender saagar Geni, men aligevel bestorme De Theatret. Det er dem noget Nyt, det er Geniet selv som spiller, Generalbas og Gud veed hvad dette, som kan læres, hedder, er ikke aldeles hans Sag og man oponerer. O jeg har kjæmpet til høiere og venstre og gjort det før jeg talte et Ord med ham, nu elsker jeg ham, han er som et sandt Genie skal være, hør ham ! hør ham ! til Guldbrands kommer han, har han sagt mig, gjør der hans Bekjendskab. Hvorledes vi mødtes skal De høre. Han kommer hen til mig paa Gaden. "De er nok Andersen?" – "Og De er Ole Bull, saa kjende vi hinanden!" Han beklagede at vi ikke vare trufne sammen i Rom, da vi vist der vare blevne Venner. Jeg sagde at vi kunne blive det endnu. Han talte om Improvisatoren, som han havde tænkt paa, da han traadte op paa Sanct Karlo ! – Saasnart vi skildtes ad, gik jeg til Reitzel, tog en smukt indbundet Spillemand og skrev heri: Et Vesitkort til Tonedigteren Bull fra Andersen og leverede dette af hos hans Portner. Idag indbød han mig at overvære Prøven, bad mig hjem til Middag, hvor han var saa elskelig, fortalte mig flere rørende, ja rystende Træk af sit Liv og har nu sendt mig Billet til første Parquet ligesom til Oehlenschlæger og Thorvaldsen, jeg er smigret, men jeg har elsket og beundret ham før han kom mig imøde. Hør ham ! Hør ham ! – Forsultet sad han paa et Tagkammer i Boulogne, da man ved et Tilfælde bad ham komme og spille paa Theatret, man havde den Idee, at hans Violin var et nyt opfundet Instrument og han kom; Lysene blændede og han saae hvor fattige hans Klæder var; han følte, siger han, som Antonio i Improvisatoren, og gav dem paa Violinen Situationer af sit Liv, man bekrandsede ham, fulgte ham med Musik hjem til – Tagkammeret, hvor han endnu ikke havde Brød, men saa fik han det. Han var ved at besvime af Hunger, da Huset jublede Bifald. De skulde høre ham fortælle det og De vilde elske ham, som jeg gjør det; taler De med ham, siig ham da, at han eier mig.

Mandagaften den 26 Nov.

I Eftermiddag fik jeg Deres søsterlige Brev ! De kan troe, jeg ogsaa seer efter Postbudet; mellem 3 og 4 kommer han altid i Nyhavn, men det gaaer ikke saa tidt paa han stiger op til Digteren, det er de rige Grossererer, jeg har til Nabo, som han lyksaliggjører. Deres Brev har jeg læst og atter læst: ja De er mig en god, trofast Sjæl. Iaftes gav Bull sin sidste Concert; da jeg kom der hen hørte jeg at han laae til Sengs, og Dr. Jakobsen187 havde forbudt ham at spille; man var i stor Uro, endelig kom han, han vilde spille. Alle disse studerede Geniløse havde han imod sig; der var ordentligt dansk Lunkenhed; han traadte vaklende ind, saae ud, som et Liig, det levende Øie, der Dagen forud havde tilsmilet mig, var, som bristet, hans Knæ vaklede, o jeg leed med ham. Louise Collin var nær ved at græde og han spillede dog saa smukt – ja, som om det var hans Svanesang. Længe lever han ikke. Det tredie Nummer han skulde give, maatte han forandre, det var for langt for ham. Tilsidst fik vi hans Polacca guerriera, eet af hans bedste Stykker, o det var som Violinen græd og nu smæltede den danske Iis, Alt jublede. Man raabte ham frem igjen, men den mere taktfølende Deel hyssede af disse Ubillige; jeg gik op paa Theatret, han laae halv besvimet, var dødbleg, han trykkede sin iskolde Haand i min og jeg saae igjen det venlige, trofaste Smiil. Jeg gik hjem, skrev ham et Brev til, som Verden vist nok vilde smile af, læste de det nu. I Dag er det noget bedre; kan han reise, da vil han afsted Onsdagmorgen, og er altsaa Torsdag eller Fredag i Odense188. Nu ere enkelte saa nederdrægtige at sige, man veed ikke ikke om denne Hyssen gjalt Bull eller de, som vilde have den syge Mand frem for at de kunde faae mere Musik for deres Penge. O, der gaaer en ond Aand gjennem Landet, den aander Dødsgift paa det Ædleste og Bedste. Bellinis "Puritanerne", dette Melodiens Hjerte peeb Galleriet ud. O, jeg blev, som rasende, jeg klappede med Bænkeklappen og Hænderne, brølede med Munden, Thorvaldsen og Bull, nikkede til mig og bar sig ad, som jeg. Alle Prindsesser og Prindser toge Partie, klappede ud af Logerne; Alle i første Etage med Parterre og Parquett halv rasede, aldrig har jeg oplevet saa levende Oposition, Piberne vare ganske simple Karle, de vare tydelige at see. Min Spillemand er nu udkommet paa Svensk. Byrons Enke har sendt mig en Hilsen efter at have læst Marmiers La vie d'un poete. Med Guds Hjælp lidt efterlidt kjæmper jeg mig dog til et fortjent Navn; det alene jeg aander for og lider tantaliske Qvaler. Mine lyriske Digte ere blevne meget roste i Tydskland og man sætter mig der høit over Winther af hvem der i samme Bog ere Digte189 ; de trøste Winther med, at han er jo saa meget yngere og naar han tumler sig, som jeg kan han ogsaa komme med; men han er meget ældre end jeg og har tumlet sig. Dog bifalder jeg slet ikke Tydskernes Dom, Winthers Digt[e] staae Alle over mine. I Dag er det Fru Collins Fødselsdag, jeg havde skrevet en Sang til hende og een til een af Familien, som er blevet Præst, paa samme Tid nogle Ord over Petsholdt190 , om hvem det nu er vist, han har skaaret Halsen over paa sig; jeg troer derimod efter Brevene at han er dræbt af sin Vert i Patras; Gud veed det ret. Jeppar Foersom spillede forleden Broderens Rolle i Bødkerne og gav den saa nøiagtig og tro efter denne at Flere gjorte Væddemaal om at det var Christian Foersom191 . Ypperligt var det, men jeg ynder ei Kopier. I disse Aftener har jeg i Theatret stadigt faaet tre Helsner, som mange misunde mig, nemlig Øehlenschlægers, Bulls, og Thorvaldsens; jeg er nemlig i anden Parquet, de i første, vi kunne altsaa kun mimisk tale sammen, endnu er jeg ikke voxet stor nok til at komme i Hofparquettet, men det kommer vel! Dog kjeder det mig at jeg skal være ved en Jernstang udelukket fra det Sted, hvor de næsten Alle ere mine Bekjendte og Selskabs Venner, medens jeg nu maa sidde ved Siden af min Haarskjærer og ham som aabner mig Døren i de kongelige Gemakker, Mundskjænke og Garderobeforvaltere, Bülovske Contorister, Mennesker som tale saa borneert om Kunst at jeg – kjeder mig. De spørger i Deres Brev til min lille Guddatter. Vulle , som vi kalde hende, efter en Hund, Mimi, som hun hedder vil ikke ret falde, da det har en sorgbringende Erindring192. Altsaa Vulle ! hun er nydelig ! et deiligt Barn og det eneste, som kan bringe hende fra at græde, er at vise hende mit Portræt (Oliemaleriet af Kückler); hun kan sige A! og det betyder Andersen. Hun kan mange Kunster og jeg besøger hende hver Dag, om kun et Secund. Dyresproget kan hun bedre end vort, hun siger til Koen, Bu! til Hesten, tik! o.s.v. Vulle sender sit fyenske Bekjendtskab en Hilsen. Fru Holten er blevet presenteret for hende, (Holtens boe hos Thybergs)193 . De maa endelig bringe Deres Forældre de kjærligste Helsener fra mig; jeg tager megen Deel i Deres Faders Sygdom, især nu det er saa slem en Aarstid til at blive rask i, men han har jo en nordisk Natur, Grantoppen kan taale mange stærke Rusk. Jeg haaber til Vaaren at see ham og Deres Moder her i Byen for at samle den Smule aandelige Solskin vi have at give. Paa Løverdag fløtter jeg. Deres næste Brev (og Tantens) vil De sende til Hotel du Nord paa Kongens Nytorv, hvor jeg da har opslaaet min Bopæl194 ; i et Hotel bilder jeg mig ind, at der er en Bevægelighed, der kan imaginere hos mig, nu er Du paa Reise; man maa see til at narre sig selv saa godt man kan. Hils Jane og Caroline! siig Thomsens nogle venlige Ord og bring bestemt Ole Bull endnu en Hilsen fra mig naar han kommer; skriv om ham; med broderlig Hengivenhed H. C. Andersen

En venlig Hilsen til Schønheiders elskværdige Smaae.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus