Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 18. august 1871
Fra: H.C. Andersen   Til: Moritz Gerson Melchior
Sprog: dansk.

Christiania, seent paa Aftenen

den 18 August 1871.

Kjære velsignede Ven! I dette Øieblik kommer jeg hjem fra Festen i bothanisk Have, til Ære for mig og finder Deres Telegram! hvor det ligner Dem! hvor De er mageløs god og trofast. Jeg maa strax skrive uagtet jeg er saa legemlig træt; den forrige Statsminister - ja, nu husker jeg ikke Navne, er det ikke Hr Birch- [overstreget: Reichenwald] fulgte mig hjem. "Der er Telegram!" raabte jeg, "det er vist fra Digteren Munch som ikke var ved Festen!"; man havde skrevet om, at han mueligt kom fra Landet. Jeg aabnede Telegrammet, vi læste det sammen. "Hvor De dog er et lykkeligt Menneske! hvor har De trofaste, deeltagende Venner, det maa dog være en Glæde!", var hans Ord, og de ere mit Hjertes Ord igjen. Det var en deilig Fest og uagtet Mange endnu ere borte fra Christiania var Kredsen dog umaadelig stor. Fire og tyve betydende Mænd stode for Indbydelsen, Bjørnson var ikke mellem disse, men han havde skrevet Sangen, som [overstreget:jeg her sender Dem] lød saaledes:(see den vedlagte Sang). Jeg blev Klokken halv fem afhentet af et Udvalg fra Comiteen og fandt en Mængde Mennesker paa Veien ud til bothanisk Have. Professorboligen var smukt smykket med Blomster; i Haven stode dækkede Borde, og min Buste var opsat! Folkesagnfortælleren Moe holdt Festtalen, jeg stod ganske nerveus og betaget. Der kom i Talen en venlig Hentydning om at jeg havde besøgt alle Europas Lande men ikke Norge, men der kom dertil, en Hyldest, et Hjertelag, der rørte mig til Taarer, saa talte jeg, Gud veed hvad jeg sagde, jeg klarede for mig og jeg saae Taarer i Manges Øine; jeg fik Tak, Bjørnson sagde jeg havde aldrig talt bedre. Saa læste jeg, efter Opfordring, to Eventyr "Sneemanden" og "det er ganske vist", man sagde at jeg læste saa klart og herligt at Alle havde forstaaet mig. Man bragte en Hilsen til Danmark og alle Danske, jeg skulde overbringe og der spilledes "Danevang" og "der er et yndigt Land". (tilføjet i

marginen :Damerne tilkastede mig deres Bouquetter; der var en deilig Stemmning.) Til Morgen fik jeg et smukt Digt i "Morgenposten" (det Blad som er, siger man, mod Bjørnson), saa at jeg, Gud skee Lov, ikke er inde i Partie-Strid. Alle komme de mig kjærligt imøde. - Jeg er blevet indbudt til Rusgilde af de unge Mennesker som i disse Dage blive Studenter; det er saa hjerteligt og smukt, men om jeg kommer er dog ubestemt, jeg har betinget at jeg kun bliver en Time, da jeg er "en gammel Mand", dernæst, at jeg slet ikke kan komme, dersom Bjørnson paa den Dag kan gjøre Tour med mig til Mjøsen; der var en ung Mand Clausen, med et ikke ringe Talent, som har Hjerte-Varme for mig, han bragte før jeg forlod Festen en Hilsen fra "det unge Norge". Her er varmt Hjertelag her oppe, her er en deilig Natur og da jeg ved Afskeden sagde, jeg kom igjen, maaskee næste Aar, lød, som fra alle Munde: Velkommen. Hvor underligt dog at Vorherre forunder mig saa megen Glæde, Velsignelse og Lykke, og Tusinder gaae i Sorg og Savn. Ja, jeg er en Lykke-Peer!

Hils Deres velsignede Kone, alle Børnene, alle Venner, Torsdagsgjæsterne! - og de smaae Venner Sally og Poul! i Hilsnerne ligge Haandtryk til Fader og Moder, Deres Søster Frøken Jette og Moses, som jeg ret holder af, men aldrig kan udtale mig for. Hvad er dog det. Nu slipper Papiret. Gud glæde og velsigne Dem! [i marginen, s. 4:] Deres taknemlige trofaste

H. C. Andersen

[sangen gengivet fra BB:)

Mel: Jag vet ett land långt upp mot högan nord.

Velkommen hid fra Æventyrets Land,

Du Barneaand, med vore Drømme,

De, der i Solglands over Verden roer;

men Dig, som troer,

men Dig, som troer, i Favnen alle svømme,

mens Millioner Barneøine staae

og se did op hvor store Sværme gaae

:: i Morgenskær::

:: som kridhvid Fuglehær ::

og Dig, som de iblandt den seer,

de jubler mod, de jubler mod og leer.

Velkommen hid den lyse Sommerdag,

da Barnedrømmen naaer til Jorden

og blomstrer, synger, speiler sig og flyer,

et Eventyr,

et Eventyr er nu vort høie Norden,

og ta'er Dig i sin Favn en Fredens Stund

og takker, jubler hvisker Mund til Mund,

:: paa Englelyd ::

:: af Barnehjerters Fryd ::

Du bæres did et kort Minut,

hvor al vor Drøm, hvor al vor Drøm har skudt.

Velkommen hid, vort hele Folk er ungt

og staaer i Drømmens store Alder,

da Æventyrligst, det er ogsaa størst,

og Den er først,

og Den er først som hører Herren kalder.

Vi troer paa Dig, Du Barnelængslens Tolk,

at Du er Bud fra Stort i Nordens Folk,

:: Din Phantasie ::

:: har jævnet just den Sti, ::

hvor, fri det Smaa, Du legte bort,

vi engang gaaer, vi engang gaaer mod Stort.

Tekst fra: Niels Oxenvad