Christiania [dækket af lap, men = man]ndag den 21. August 1871.
Kjære Fru Henriques!
Tak for Deres hjertelige Brev! den søde lille Marie Tak for hendes lille Skrivelse! jeg har sagt heroppe at hun er min Forlovede og altsaa tør ingen, nok saa sød lille "Jente", mælde sig! De maa tage dette Brev, som det bliver; thi jeg er træt af at være Dag for Dag til Fest og Glæde, jeg har ikke Legeme nok der til og i Dag har jeg aldeles maattet holde mig inde og være syg, men Visit fulgte paa Visit, nu er jeg endelig ret ene ud paa Aftenen, men imorgen begynder det igjen og istedet for at reise herfra Torsdag, kommer jeg ikke afsted før Lørdag. Indbydelse følger paa Indbydelse, jeg faaer kun lidt at see af den storartede Natur her oppe, men jeg lever med Menneskene, og dem er det jeg meest er kommet for, og har isandhed fornummet at jeg er som "Barn i Huset", næste Aar, om Gud vil, maa jeg her op og see dette Schweitz hvor hele Folket taler mit Modersmaal. I "Dagbladet", ja maaskee endogsaa i "Fædrelandet", har, tænker jeg, nu staaet Aftryk fra norske Blade, om den virkeligt storartede Fest Norges Hovedstad forundte mig; fyldigst, i det mindste min Tak og Tale, er givet i Morgenbladet. Der var, hører jeg nu, henved 400 Personer, Alle saa - festlige, saa hjertelige, Musiken klang, Champagnen knaldede, Taler og Hurraraab fulgte, det var svært for mig, saa bevæget jeg var, at holde Tale, men Bjørnson sagde jeg havde talt saa inderligt og godt, Alle havde hørt mig og derfor kom der en Opfordring om at læse; jeg sad i en stor Stol øverst paa Trappen, og rundt om, heelt ud i de grønne Plainer, sade og stode de kjære hjertelige norske Venner; jeg læste "Sneemanden", og "Det er ganske vist!" Der var en Jubel og da jeg sagde Lev vel og bad dem være lige saa velstemte mod mig naar jeg et andet Aar kom igjen, lød det: "Velkommen! Velkommen!" og alle Damer tilkastede mig hver deres Blomster! Det var saa løftende og dog - altid maa jeg tænke, "Herre min Gud, hvorfor forundes mig, saa uendelig megen Glæde! - I Dag har jeg ellers følt mig syg af Festmaaltider og det, ideligt at maatte tale og være med, ja jeg var saa betaget i Nat, at jeg tænkte, jeg døer vist heroppe, jeg ender som Lykke Peer, ender midt i Glæde. I Dag har jeg derfor holdt mig stille hjemme, men ikke i Ro, venligtmenende Mennesker besøgte mig den hele Dag og imorgen skal jeg til stor Middag og efter den, jeg gruer - til Sold hos de unge Studenter, og det først Klokken 9 om Aftenen; jeg har imidlertid betinget mig at jeg kjører hjem Klokken 10. Helst var jeg blevet borte, jeg har ikke Kræfter der til, men det er saa mageløst venligt af de ganske unge Mennesker at de ville see mig at der ikke kan være Tale om fra min Side at opgive det. Statsraad Stang, Christianias Statholder, om jeg saa kan kalde ham, besøgte mig i Dag, hos ham er jeg paa Torsdag Middag. Hils Deres Mand og Børn og lad Fru Melchior læse dette Brev; men snart, jeg lægger Hilsener med heri til "Rolighed".
Deres taknemlige H. C. Andersen.
