H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Anna Melchior 24. november 1871

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 24. november 1871
Fra: H.C. Andersen   Til: Anna Melchior
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 24 November 1871

Kjære Frøken Anna!

Forrige Gang tilskrev jeg Deres Søster, i Dag maa De have Brev, uagtet hendes Fødselsdag nok burde efterfeires med en Skrivelse til hende selv; dog hun læser jo ogsaa dette og jeg begynder da med at nikke til hende og sige "gratulerer til det nye Livsaar!" - Paa Festdagen talte vi naturligviis Alle om hende og om Dem og om Carl, det maa have suset Dem for Ørerne den Dag! - Tiden flyver hen mod Julen; jeg bliver vistnok i Byen, særligt fordi den ny Ballet af Bournonville skal første Gang opføres anden Juledag. - Motivet til Balletten har han fra mine Eventyr, jeg maa og bør altsaa være i Theatret ved første Forestilling. Den stakkels Scharf indstuderede Hovedrollen, den standhaftige Tinsoldat, men havde det Uheld ved en Theaterforestilling at hans Knæskal knækkede over, Musklerne spændte i den Grad at de brød Knæskallen som var den en Kix. / Han ligger nu paa Hosptalet. Waldemar Price indstuderer derfor hans Parti, som den standhaftige Tinsoldat. I Studenterforeningen havdes iaftes eet af disse morsomme Arrangements, som aarligt gives, denne Gang var det: "det tolvte danske Vandmandsmøde". I Programmet var ogsaa indlagt Indholdet af en ny Fiske-Ballet, Motivet efter den standhaftige Tinsoldat, det var morsomt skrevet, fuldt af Brandere og havde Navnet "den standhaftige Haidukke." Det begyndte med lidt Omskrivning, som mit Eventyr om Tinsoldaten. "Der var engang 25 Haidukker, de vare alle Brødre, thi de vare fødte af en gammel Fiskeskee, rød og blaa, nok saa deilig var Uniformen. "Haidukker" raabte en lille [overstr: ung] Hai, da han aabnede Sardindaasen og klappede i Finnerne; han havde faaet dem af sin Onkel den gamle Haimann!" osv. - I Casino gives hver Aften en lille Monolog: "Smedenes Skrue", efter det franske; i Kongens Theater er altid udsolgt, Directionen [kunne rettet til:] kan give hvad den [ville rettet til:] vil, der er i Vinter Komedie-Feber over Folk; jeg kommer der imidlertid mindre end før, da en / stor Deel af hvad der gaar over Brædderne er gammelt, og heller ikke godt spillet. Paa Lørdag skal der være stort ungdommeligt Bal hos Martin Henriques, Harriet er da med, jeg har hørt Navnene paa de Indbudne, men de ere mig næsten alle fremede. Marie Henriques lever i at lave Gaader og Gjætninger, tidt det mest forbausende Vrøvl. Saaledes spurgte hun mig nyligt: "Kan Du sige mig, hvilken Ko lyser?" Jeg kunde ikke udfinde det og hun udbrød, "det er jo Kolyser". c: Coulisser. Var det ikke ugjætteligt udfundet? - Byen omtaler Jerndorff som forlovet med Frøken Dehn, men da Byen ogsaa forlover ham med den lille Betty Schnell, saa er der rimeligviis aldeles ikke noget om nogen [overstr: af] Forlovelse. - I det jeg skriver dette, overraskes jeg ved at Postbudet træder ind med et Brev til mig, det har jeg nu læst, det var til min Glæde og Overraskelse fra Jenny Lind-Goldschmidt, hvem jeg i tyve Aar ikke har faaet Brev fra. / Hun er med Mand og Datter i Florenz Vinteren over. Det var et hjerteligt, deiligt Brev paa 16 Sider. Hun talte venligt om Hägg

og var ogsaa glad ved at jeg erkjendte og tiltroede ham "Talent". Han er endnu i Berlin men gaar i denne Uge til Leipzig; ret flittig skriver han Deres Moder til, mig lover han ideligt Brev, men jeg faaer intet. De sidste Dage have været særdeles mørke, allerede Klokken tre om Eftermiddagen kunde jeg hverken læse eller skrive, en saadan Skumring var det. Alle Folk hoste og lide af Gigt, mig ligger den som et Vognmands Læs over Lænderne. De kjører imidlertid i aaben Vogn, kan spadsere ved Stranden uden at fryse, det er deiligt at høre, man faaer Lyst til at flyve derhen. I disse Dage fik jeg Brev fra Amerika. Min Forlægger tilbyder mig fri Reise og frit Ophold naar jeg vil aflægge et Besøg, helst ikke ringere end 6 a 8 Maaneder, men jeg kommer ikke. Søreisen er for lang. - Hils nu Deres Søster Louise og den kjære Carl, næste Gang faar han Brev fra Deres hengivne

H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm