Kjære Ven!
Aldrig hører jeg fra Dig! Hvorledes kommer dog det? Du var saa elskelig og god ved mit Besøg i Eders herlige Land, Du kom mig saa barnegod imøde, jeg var saa lykkelig derved, og Du husker, jeg bad Dig, lad ingen nu plumre det klare, rene Vand mellem os det kan heller ikke være skeet, thi jeg troer, at ingen Mennesker ville mig ilde, at Alle have en venlig Opfattelse af hvorledes Gud, Vorherre, har skabt mig. Du med Dit for dine Nærmeste kjendte Barnesind og for Verden erkjendte storartede Begavelse, vil og maa have forstaaet hvor høit jeg skatter Dig, hvor meget jeg holder af Dig, og Du vil indsee, at det bedrøver mig at Du synes at have glemt mig, det / Du slet ikke har, men der er kommen nye Strømninger i Dit Liv, og under dem - jeg vil saa gjerne troe det - staaer jeg skrevet paa Hjertebunden. Det satte mig i en kjedelig Stemning, at Dit Brev om Sigurd Jorsalfar, som jeg skrev Dig til, var aldeles forsvundet for mig, og jeg bad om Oplysning af Eet og Andet, da jeg var aldeles opfyldt af see dette Arbeide paa vor »danske Skueplads«. - Brevet har jeg siden fundet, og Du vil høre og forstaae, at jeg ikke ligegyldigt kaster hen Breve fra Folk jeg sætter høit og holder af.
[Slutningen mangler]
