Dato: 10. juni 1872
Fra: H.C. Andersen   Til: Dorothea Melchior
Sprog: dansk.

Basnæs den 10 Juni 1872.

Kjære, velsignede Fru Melchior! Ja, jeg vidste nok at De strax, naar De fik mit Brev, vilde skrive samme Dag, og det skete ogsaa; iaftes modtog jeg Deres kjære Skrivelse! De er altid den trofaste, deeltagende Veninde og vil i alle Tider blive det. Hvor glad er jeg dog over hvad De meddeler mig om den kjære Anna, jeg vil haabe at vor Sommer maa blive varm og god, ja just god for hende og det maa vise sig at hun tør overvintre her, det hun og de Alle dog helst ønske. Jeg kan levende see og fornemme Gjenkomsten! det maa have været en deilig Dag, og jeg vil haabe at De i uforstyrret Ro har kunnet nyde den, ret talt med Døttrene og igjen været sammen med de nærmeste Kjære! Hils dem, hver især inderligt og tak Deres Mand fordi han søgte mig i Hamborg, jeg var desværre reist i den tidlige Morgenstund. De mener at jeg nu ganske har forvundet mit Fald og dets Følger, siden jeg i mit Brev fra Korsør ikke berører denne Sag, men det er ikke Tilfældet. Da jeg skrev var jeg kun opfyldt af ikke at skulle see Dem og Deres den Dag, og at jeg maatte afsted til Basnæs hvor jeg ikke var ventet, i det jeg netop Dagen forud havde afsagt Besøget og meldt at jeg gik til Kjøbenhavn. I Hamborg var jeg hos en Læge, han saae de stødte, ømme og brændende Steder, og han beroligede mig for en Deel. Jeg havde, som De veed, brugt Arnika, men aldeles ikke blandet denne med Vand, dagligt badede jeg flere Gange, Knæ og Side, Farverne begyndte tillige med Hævelsen at forsvinde, men omtrent paa den ottende Dag, blev Huden som oversaaet med blodrøde Gryn, smaa Hævelser, jeg var da igjen min egen Læge og da jeg vidste at man for Philipenser og den Slags bruger Tjærevand gik jeg paa Apotheket og da jeg ikke kunde erholde det Efterspurgte, og man sagde at Tjære-Sæbe vilde være ligesaa godt, tog jeg denne, vaskede og vaskede, men snart blev det Onde værre, jeg fik en Hede, en Brænden og Svien, men blev ufortrøden ved. Lægen i Hamborg sagde jeg havde været aldeles grusom mod mig selv, Tjærevand var mod Udslet, den jeg ikke havde, men kun en høist irriteret Hud, jeg skulde bruge Cold cream, dette har jeg nu til Dato brugt og Heden, Svien og det blodrøde Udseende har betydeligt tabt sig, men jeg er ikke færdig endnu og mærker ogsaa nogen Ømhed i selve Knæskallen. Min Tinding er stadig meget heed og nu bliver den her paa Basnæs ideligt stukket af Myg, det er ingen Lindring. Her har De min Jobsiade og De vil ikke skrive som Fru Collin skrev i forgaars, "Jeg skylder Sandheden at tilstaae at jeg fik mig en lille Latter ved Deres "Fald i Bjergene", som Aviserne med stor Hensynsfuldhed kalder Deres uskyldige Saltemortale ud af Sengen; og det vil trøste Dem at høre at saavel Sophie Pedersen som Frøken Svendsen, som reiste sammen har fristet samme Skjæbne fornyligt!" - Mit Saltemortale har ikke været saa let og Følgerne ere endnu ikke endte uagtet det i Dag er netop 20de Dag siden jeg faldt.

Da De, kjære Fru Melchior, i Fredags fik mit Brev og sad hos Deres Mand og Børn, var jeg naaet til Basnæs, jeg tog Vogn i Korsør, og naaede ved Frokosttid her til, men Fru Scavenius var ikke hjemme, dog ikke længere borte end paa Nabogaarden Borreby hvor Datteren boer, den unge Kone var, en 14 Dage tidligere end man ventede, nedkommet, Natten forud, med en Datter og Alt er vel. Der blev sendt et ridende Bud over, for at mælde at jeg var indtruffet, og nogle Timer efter kom Fru Scavenius, som glædede sig over at see mig. Hun bad mig om endeligt at blive her en Maaned, efter den Tid reiser hun til Wildbad i Würtenberg; kun maatte hun i Slutningen af denne Uge i to Dage til Kjøbenhavn, til Væddeløbene; Sønnen Otto Scavenius vil selv ride til Konge-Præmien og altsaa reiser hun ogsaa derhen; han tog allerede afsted igaar. Jeg skulde i hendes og hans Fraværelse gjøre mig det saa godt jeg kunde her paa Gaarden. Jeg sagde hende imidlertid at jeg længtes efter at see Familien paa "Rolighed", og at jeg hellere, efter hendes Hjemkomst fra Wildbad, vilde gjentage Besøget paa Basnæs. Hun meente da at vi kunde reise ind sammen førstkommende Fredag-Aften. Jeg har nu sat mig i Hovedet hellere at komme paa den "melchiorske Torsdag "; men at gaae med Morgentoget vil være det samme som ikke at sove Natten forud, da jeg maa reise fra Basnæs før Kl 5 om Morgenen, gaae med Middagstoget er at kjøre med Snegl og jeg opnaaer dog ikke at naa Rolighed til Spisetid Kl 6. Nu træffer det sig imidlertid at der fra Korsøer om Eftermiddagen gaaer et Tog, som kaldes "Klokken fem Toget", med dette naaer jeg Kjøbenhavns Banegaard Klokken 8 og 45 Minutter om Aftenen, kan altsaa, om Gud vil, naae "Rolighed" naar De, og Torsdagsgjæsterne endnu ere samlede. Dersom De altsaa, kjære Fru Melchior ikke senere faaer Brev eller Telegram med anden Bestemmelse, da indtræffer jeg altsaa Torsdag-aften den 13de. Tilgiv at jeg har talt saa meget om "mit Fald"- og Følgerne, men jeg er som Hans Mortensen der siger, "naar jeg ikke maa tale om min Kjærlighed saa har jeg ingen Fornøielse af den!" Jeg siger, "maa jeg ikke tale om mine Smerter, saa har jeg ingen Fornøielse af dem." Paa et glad og lykkeligt Gjensyn. Hils alle Kjære. [i marginen: Fru Scavenius hilser paa det hjerteligste. ]

Deres taknemlige

H. C. Andersen.

Tekst fra: Niels Oxenvad