Dato: 5. februar 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Chr. Høegh-Guldberg
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 5 Feb: 1839.

Min kjære faderligtsindede Ven!

Deres Brev var for mig, som et trofast Venne-Ansigt, jeg længe ikke havde seet, og det sagde mig saa meget Godt og Ærligt, at jeg blev baade glad og veemodigt. Hvor godt er det dog ikke at forstaae hinanden! ja, i en anden Verden tænker jeg mig, at vi mødes med Alle, saaledes som vi her mødes med vore Kjære! - Gud velsigne Dem for det faderlige Haandtryk De giver mig og glem min Irritabilitet - det er det mildeste Navn jeg kan give mine Svagheder. Nu kan jeg sige Dem det! O, jeg har tænkt saa tidt paa Dem, savnet Dem saa meget, og i den lille Gift Blomst i mit Sind, blæste jeg selv mange Gange, for i den at finde ret Grunden til lidt Vrede, til en indbildt Tilsidesættelse. Men nok herom! - Jeg sidder igjen paa den gamle Plads, som jo hele Tiden har staaet mig aaben; Deres kjære Kone trykker jeg et Kys paa Haanden og sender Hilsener rundt om til de Andre, til Børnene, som jo ere mig gode. - Hvor jeg længes efter at de alle der skulle høre "Mulatten", den er vistnok noget af det meest gjennemtænkte af alle mine Skrifter. Det er menneskelige Lidenskaber som Hovedfigur og hele den tropiske Natur med sine Slanger og Blomster snoer sig om denne.

Phister fortalte mit Eventyr: "den uartige Dreng" ved Kellermanns Aftenunderholdning, og han sagde det med en Troskyldighed, der gav det et eget Værd, det var, som naar en Componist sætter Toner til en Digtning. Fru Heiberg har jeg lovet at skrive et nyt Eventyr, dog jeg troer de hørte Begyndelsen deraf, da vi taltes ved. Naar Mulatten er fuldendt bliver nok et Hefte Eventyr det efterfølgende Arbeide; jeg har Idee til et om "Fata Morgana"; men min / Fee skal ikke boe paa Middelhavet, jeg sætter hende op paa Spitsbergen. Jeg har gjort mig bekjendt med denne Natur der, og det Eiendommelige i den har grebet mig. Der aabenbarer sig noget saa Chaotisk! disse Maaned lange Nætter, de skarpe tætte Taager, Grønheden der bestaaer i Skimmel og allerhøiest i Kokleare. Der ligge, som Liig af en Kæmpeslægt, de menneskeligt formede Skeletter af Hvalrosserne med grøn Muggenhed, og den blaa Ræv sidder paa Aadselet og skriger. See der oppe, naar Nordlysene ret spille, skal jeg vise min Fata Morgana, og da vil en Flugt til Afrikas Ørkener, hvor Sandet synes stillestaaende Søer, et Besøg til den berømte Phoenix i Præst Johans Utopia, gjøre en glimrende Overgang. Der er ogsaa alfor mange Behandlinger af Fata Morgana, man maa svinge sig lidt ud af den gamle Bane skal der skabes noget godt Nyt. Til Festen paa Skydebanen (imorgen) har jeg skrevet en Vise, jeg troer den er lidt bedre, end de almindelige, læs den! Portefeuillen har De vel i Næstved? Heri findes et lille Stykke om Ole Bull; Stykket er idetmindste Sandhed, forsaavidt man kan tro paa Ole Bulls egen Fortælling. - Et Par Dage har jeg været slemt forkjølet. Den skarpe kolde Vind kryber lidt efter lidt ind i Beenpiberne paa En sætter sig fast og tager Navn af Hr. Gigt, og han er ligesaa urolig, som jeg selv, snart ligger han paa Tagkammeret, snart i Bryst-Etagen, snart i Arme og Been, hvor han især holder af at være; jeg kan tænke det er fordi her er en god lang Gang til Manoeuvrerne. Ellers har jeg ikke været saa Sjæle- og Legems stærk i mange Tider, som i Vinter; det seer næsten ud, som om jeg havde taget op af Honoraret til at leve.

Hvad siger De til Daguerres Opfindelse? Jeg er henrykt derover, hvor let vil man nu ikke kunne forskaffe sig Aftryk af de berømteste Statuer, Billeder af Landenes skjønneste Steder! /

Da Sollyset i en tropisk Natur har en saa hurtigvirkende Kraft, at selv bevægelige Gjenstande inddrikkes i Pladen, har jeg megen Tro til, at det nyligt opfundne sideral Lys maa kunne anvendes istedet for Solen, eller at Huul-Speile kunne slibes, der samle vor Sols Straaler og kaste disse over et Ansigt eller en Gjenstand af den Størrelse, saa at vi her see samme Virkning, som om Experimentet skete i Afrika. O, vor Tid er Opfindelsernes Guldalder! Hvor der dog er godt og herligt her paa Jorden! Men leve gad jeg dog nok - først om en 500 Aar! O, hvad er da ikke skeet og gjort for Menneskeheden! - Vidste vi det nu, hvilket Eventyr vilde det ikke være, Tusind og een Nat er ikke rigere, og den er Unatur, hvad Verden giver, er Naturen selv. Alt gaaer fremad! Poesien med! De Andre om mig, sige rigtignok nei, men det er ikke saa. Jeg har en Følelse af hvad der maa kunne gives, men ingen give det heelt, jeg selv kommer aldrig til at give engang hvad de Første have givet! Selv i mit Allerbedste, er jeg dog kun et godt Leed i min Tidsalders Aand. Det jeg har i min Sjæl, denne skjulte Skat, som jeg i en aandig Midnatstime før har troet at skulle hæve, ligger sjunket, kommer ikke frem medens, som man kalder det, disse Lys brænde. O, det er en Qval, en Qval Ingen ret begriber, jeg fortæres derved, dog denne Liden et maaskee Poesiens arabiske Pulver, der gjør mig til hvad jeg er - en lille Prøve af det bedre Metal. Hils Deres kjære Kone, hendes Søster og alle Børnen. Jmf. Martens er vel endnu et Leed af Kjæden? Glæd mig med et Brev!

Deres trofast hengivne

H.C. Andersen.

[Udskr: ST Hr oberst von Guldberg i Nestved

frit

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 828-31)