Dato: 17. februar 1839
Fra: Augusta Söeborg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense d: 17de Februar [1839]

Det var jo ret et muntert, glædeligt kjært Brev, jeg sidst fik fra Broderen, Gudskeelov at De er saa rask, at De har saa megen Erkjendelse, og af Hjertet føler den velgjørende Virkning deraf paa Deres Sind, De kan troe vi tage Alle hjertelig Deel deri og jeg, ikke mindst ! Hos os gaaer det ikke saa godt, Fader er ikke bedre end for 14 Uger siden, da han begyndte at holde sig inde, og min søde Moder er i den senere Tid næsten ligesaa svag som De fandt hende ifior Sommer, De kan troe det koster mig Anstrængelse af al min Kraft ikke aldeles at lade Modet synke, det hjelper jo at vi i Vinter ere flere Søstre samlede, og at nogle undertiden gjøre smaae Udflugter paa Landet, og saa bringe lidt Afvexling, lidt fornyet Mod og Friskhed med hjem igjen; saaledes er Gusta nylig kommen tilbage fra en kort Reise til Balslev, og begge Linerne ere for Øieblikket i Marslev. – De siger at De har godt af mine Breve, derfor skriver jeg kjære Andersen, endskjøndt jeg har saa lidet Godt, og aldeles intet Interessant at underholde Dem med. I Grunden kan jeg ikke begribe at De der elsker Lys, Solskin og Glæde saa høyt kan finde nogen Hygge og Tilfredsstillelse ved mine Breve, der jo desværre i den senere Tid har saa mange Skyggepartier, Sorger og Klager, jeg er tidt vred paa mig selv fordi jeg kommer med dem; men jeg synes altid at jeg maae give mine Venner Sandhed. selv om den kun er lidt oplivende. – Jeg vil lægge Deres Brev foran mig og besvare hvert Punkt i det, maaskee det kan give mine Sætninger lidt Liv. De beklager Dem over de mange Leilighedsdigte De har maattet skrive, jeg kjender ogsaa en lille Smule til denne Kjedsommelighed; men jeg har det Fortrin for Dem, at mit Navn aldrig kommer under slige Haandsprodukter, jeg anvender kun meget faae Øjeblikke derpaa, og om de end ere nok saa slette, saa trøster jeg mig altid ved, at de de ere skevne til , vilde ynde dem for Emnets Skyld, og at Giveren paa Grund af at de ere pyntede med hans eller hendes Navn, vil ansee dem for eget Arbeide og følgelig finde dem fortræffelige; derimod har jeg en anden Lidelse, det ulyksalige Rye at være nem i Fingrene . Ingen som ikke har været i samme Stilling veed hvordan et saadant Rygte stiæler Tiden. Der gaaer næsten ikke een Uge uden jeg har et eller andet aparte Arbeide at hjelpe denne eller hiin af mine talrige Bekjendtere med; som yngre har jeg selv ofte, deels af Godmodighed, deels af Forfængelighed, vel ogsaa af en uimodstaaelig Lyst til at rette hvad jeg saa der gik galt, tilbuden min Hjelp; men nu maa jeg sandelig bøde derfor, thi at sige: Nej naar Nogen beder mig om en Villighed det kan jeg ikke godt! – De siger: "hvem der kunde skaffe Deres Fader et godt Bid af Yduns Æble", ak ja hvem der kunde; kjære Andersen, jeg vilde gaae langt for at opsøge det til ham, ja jeg troer at jeg vilde bryde det, selv om det var den forbudene Frugt, dog nej, saa vilde det jo ikke smage ham, og mindst af hans Barns Haand ! De vilde "ønske ham Deres Væren", siger De ogsaa; om De nu virkelig for et Øjeblik som i: "Lykkens Galocher!" kunde bytte med ham, saa troer jeg at dette Øjeblik af Faders eensformige smertefulde Tilværelse vilde dræbe Dem, medens Fader, selv med Deres 26 Aar ( og lidt over ) med Deres Navn, Deres livlige Omgivelse, i Deres afgjorte Stilling, dog altid som den gamle Vægter i Eventyret, vilde savne Moder og Rollingerne , de halvgamle Piger; men som dog altid ere Børn i deres Kjærlighed til ham ! – – De siger at De aldrig har mødt saa megen Opmærksomhed i Hjemmet som nu, det glæder mig inderligt, og jeg haaber, nej, jeg er overbeviist om at det ikke er Lapseuniformen, som De gjerne vilde bilde os ind, der er Skyld deri. Andersen vil kun gjerne faae os til at troe at dens Renning er Bitterhed og dens Islæt Fornuft og Menneskekundskab, og saa kigger dog Forfængeligheden ud af hver Traad, dog jeg er ubillig, alt for slem, Ungdommen og det bedre Helbred har givet Uniformen Farve og Glæde og Taknemmelighed sadt den smukke Apretur paa ! Deres Overerkjendelse har givet Dem Navn i Hjemmet, og da de strenge Recensenter nu endelig har lært Deres Værker at kjende, saa føler jeg ogsaa at de maae erkjende dem. – Jeg glæder mig ret til det Eventyr der kommer, og har seet af Bladene, at de fremsagte have gjort Lykke, naar De igjen skriver saa fortæl mig lidt af Emnet til: "Fata Morgana", vil De ikke nok - Bladet Phønix vilde jeg grumme gjerne have Fingre i, deels af Nysgjerrighed, deels af Jalousi, thi jeg vilde strax begynde med at rive Palmerne ud af Spillemandens Hænder! Fader har i disse Dage taget den ind til sig for paany at læse den.

– De skriver at De istædet for Oversættelsen af Tinsoldaten, vil bede mig om en anden Ting, hvis det er Noget der staaer i min Aflagt, veed De, at det med Fornøjelse skeer, selv om det er et stort Krav til min Fingernemhed – Fru Drevsen er dog vel nu i Bedring? Stakkels Kone som saa længe har maattet lide ! Er lille Vulles Kighoste nu forbi, tak hende for hendes Hilsen og gjengjæld den ! At De har lært hende at sige: Tante Ane har fornøjet og bevæget mig, saalænge de søde smaae Barnelæber ikke have glemt at udtale dette Navn, saalænge vil ogsaa Andersen med broderlig Godhed mindes Søsteren, endskjøndt hun desværre kun har lidet tilfælles med sin Bogs Heltinde. – – Mad. Simonsen har jo ret begeistret Dem, da jeg for 6 Aar siden var i Kjøbh. saae jeg hende som Forpagterkonen i: hvide Dame og fandt hendes Person nydelig og hendes Stemme meget behagelig, er hendes naturlige Liv ligesaa elskværdigt som det kunstige maae hun være særdeles vakker og jeg siger da med Dem : "Skade at hun alt er givt!" Har De ikke gjort Jfr. Lichtensteins nøjere Bekjendtskab, medens hun var her i Byen var hun ikke meget anseet for hendes Konst der jo nu saa smukt har udviklet sig, derimod kom hun i nogle gode Familier hvor man fandt hende vakker og godlidende, den gamle Madame Becker, der var en agtværdig gammel Kone, skal, (hvad der er saa sieldent i hendes Stand ), have lært hende Flid og Huslighed . Det er jo en fortræffelig Roes for Mulatten at der ikke er Spoer af Andersen i det Stykke, jeg kunde i Øvrigt have Lyst til at klamres med de Folk, som sige at Improvisatoren mangler noget, han er og bliver min Helt, derimod troer jeg slet ikke at jeg vil synes om Mulatten, hvad Fr. Lessøe ikke tør komme i Nærheden af uden at blive brændt, hvad Louise Collin kalder ækelt kreolsk, det vil bestemt ikke behage mig, vi faae nu at see, o, hvor jeg længes efter at see den opført! – Nu skal jeg fortælle Dem hvordan det gik mig forleden Dag. Fader var i forrige Uge saa betydelig bedre, at der begyndte nogle ret lyse Ideer at spøge omkring i mit Hoved, jeg tænkte paa min Kjøbenhavnsreise til Foraaret, paa at jeg flere Aftner vilde besøge Theatret der. "Jeg vil være kræsen" sagde jeg til mig selv, "meget kræsen," og jeg har Ret dertil, min naturlige Sands er ikke som de fleste Kjøbenhavneres sløvet ved den idelige Comediegang, jeg vil sammenligne med Virkeligheden, og ikke med denne eller hiin Skuespiller, med Phister eller Fr. Heiberg som jeg veed skulle give deres Roller godt, jeg vil ikke som Hovedstadsbeboerne lade mig smitte af Modetonen! Midt i mine stolte Drømme bankede det paa Døren, det var en Indbydelse fra Reckes til at følge med dem paa Comedie for at see Tiedchens Selskab spille Kean271; jeg kunde ikke godt undskylde mig; men maatte love at komme. "Saa skal jeg da nødes til at see dette elendige Gods hvor nødvendigviis al Illousion maae gaae tilgrunde !" sagde jeg til Søstrene og kom for første Gang i Vinter hen i det gamle Skuespilhuus, fuldkommen beredt paa at kjede mig ganske forfærdeligt. Jeg kjendte ikke Stykket, det spendte mig, Udførelsen gik over al Forventning, jeg syentes at der var saa mange Sandheder i det Stykke da Kean beskriver Livet paa Bræderne, bag Scenen, tænkte jeg "Gudskeelov at Andersen var for mager til at blive Skuespiller272 , jeg følte hvor højt Deres Konst stod over Keans , jeg tænkte mig for første Gang Digterens Udødelighed som noget ret Stort og Ophøjet, medens Skuespilleren saa ganske lever for det forfængelige og forgængelige Øjeblik. De vil maaskee ikke tro det men det er dog virkelig sandt at Keans Rolle blev givet med særdeles Liv, Jfr. Sichlau var en ret elskværdig Anna, ikke saa routineret, men langt kvindeligere end Jfr. Andersen, og med et meget smukkere Organ. Mod Slutningen var jeg saa ganske inde i Stykket, at jeg blot ønskede, at jeg inden Flugten kunde tage Anna et Øjeblik til Siden, for at sige til hende: "Har Kjærligheden da gjort Dig saa aldeles blind, at Du troer paa en Konstners øjeblikkelige Begeistring, har Du dog ikke endnu saa megen Stolthed og Fornuft tilbage at Du formaaer at afslaae den Haand han halv af Fortvivlelse halv af Medlidenhed byder Dig, saa tænk dog paa Fremtiden hvor ydmyget og ulykkelig Du vil blive !" Men – saa gik jeg da hjem og drak et Glas koldt Vand ovenpaa. Dagen efter vare her endeel Visiter, ingen af dem havde seet Stykket Aftnen forud; men de paastode Alle at det vist var gaaet slet og Kalkar svarede kun paa min Forsvarstale: "Ja De er vist saa mildt dømmende!" Det ærgrede mig meest273 ! – Fra Schleppegrell har jeg mange Hilsener, hun kom herop forleden for at fortælle mig at hun havde havt Brev fra gl. Kammerherreinde Schilden274 , der havde fortalt at hun hos hendes Broder havde været samlet med Dem, at De havde foræret hende en Bog (hvilken?) som hun paa tydsk vilde lade sig forelæse, samt at De havde bedet at hilse Schleppegrell, og især havde talt med særdeles Agtelse om Prioinden275 , da det forekom mig som om Fr. S? ikke godt kunne synke den megen Agtelse for en Anden end hende selv, forelæste jeg hende af Deres Brev, at der og var bleven sagt meget Smukt og Godt om hende, det hjalp ! – Er gamle Fr. Schilden ikke en meget vakker Kone, der er noget ved hende som ret tiltaler mig, noget ærligt og fornuftigt! – O, hvor jeg længes efter varm Luft, blaa Himmel og grønne Træer. Foraaret er det eneste siger Lægerne der vil hjelpe paa Fader, jeg har intet højere Ønske end at han var rask igjen; men jeg har ogsaa adskillige mindre Ønsker, eet af dem er, at det stod i min Magt at tilbringe hele Sommeren paa Landet, og saa først mod Efteraaret gjøre en lille Reise til Kjøbh. det er min bedste Aarstid, skal jeg ret nyde Noget maae det være i Septbr. Maaned. – Naar De i Deres Breve fortæller mig hvor ung hvor lapset De er saa – ja nu maae De ikke lee afmig ! saa forekommer det mig som om jeg snarere kunde være Deres Moder, end Deres Søster, og jeg er jo dog i Virkeligheden over et yngere end De, er De virkelig saa aldeles ung som De siger saa skriv et Digt ganske i den Aand som De har lagt i Deres "Juni Maaned" – og jeg vil troe Dem ! Naar De seer min kjære Fr. Lessøe da hils hende ret hjerteligt fra mig, jeg længes saa ofte efter at see og tale med hende, dog Gud veed naar det skeer! Jeg vilde først have sendt dette Brev bort Onsdag Aften ; men da De beder mig skrive snart vilde det maaskee vare Dem for længe, og – det er stygt at vente. Alle herhjemme sende deres bedste Hilsen. Og nu Levvel min kjære Broder og glem ikke Deres Søster Jette.

Nei bed Vulle ikke at lade Dem glemme mig. –

Undskyld de mange Overstregninger; men jeg maae skrive her i Stuen hvor de Alle tale i Mundene paa hinanden – og kan ikke samle en sund Tanke.

Imorgen kommer Tante A? op til os saa vil jeg foreslaae hende at tilføre nogle Linier paa dette Brev. I Mandags skulde: Skilles og mødes være givet her ; men det blev forandret da det var Fastelavn.

(Augusta Søeborgs Haand: ) Gode, kjære Andersen ! Dersom De lover ikke at ville brænde dette Brev, fordi det er bleven vanæret med mit Navn, og min Skrivt – saa vil jeg ifølge vor gode Jettes Opfordring, blot bringe Dem en venlig Hilsen heri ! og min bedste Lykønskning for det nye Aar vi ere traadte ind i ! Gud glæde Dem, og gjøre Dem ret lykkelig! og forund mig fremtidig stedse Deres Venskab! samt und mig Deres Overbærelse med Hensyn paa min Tavshed, som ikke foraarsages af Mangel paa Venskab, hvilket jeg vil haabe De er overbevist om, men ene paa Grund af min SindsUroe, som den der kunne læse i min Sjæl ikke ville finde besynderligt, Gud give mig dog engang fuldkommen Ligevægt i mit humeur; Livsglæde vil jeg ikke mere gjøre Regning paa. Da jeg virkelig haaber ret snart at iværksætte en ret lang Epistels Afsendelse til Dem saa lad det nu være nok hermed – lev vel ! og tænk med Godhed paa Deres hengivne

Augusta Søeborg.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost