Dato: 23. juni 1872
Fra: Henriette Oline Collin, f. Thyberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

716. Fra Henriette Collin.

Ellekilde Søndag [23/6 1872]

Det er virkelig Deres egen Skyld min gamle høitærede Ven, naar jeg har leet af Deres »uskyldige Saltamortale«, thi var det Deres Mening at jeg skulde have grædt, saa maatte De ikke have fortalt mig denne Begivenhed paa en saa humoristisk Maade som De gjorde.–og Følgerne have jo vist at jeg havde Lov til at lee'ndash;Jeg skal i den Anledning sige Dem fra Theodor at Dr Studsgaard er særlig udseet til at overtage hans Praxis hos Dem og jeg havde endog forberedt ham paa at De vilde komme, saa det var kjedeligt at De ikke traf ham selv.

Vil De hilse og takke Fru Melchior saameget for hendes venlige Hensigt at ville skrive mig til, hun er vist ikke vred over min Taushed.–

Viggo bringer idag atter det nedtrykkende Bud at Ingeborg igjen har havt et'ndash;dog mindre, Anfald af de Smerter som sætter hende saameget tilbage, dersom hun kunde faa Ro i sin Sjæl, saa kom hun nok til Kræfter, men saa længe den store Sorg for Einar, tynger saa gruelig haardt som den maa tynge baade hende og Adolph, saa veed jeg ikke hvordan hun skal kunne reise sig fra et Sygeleie som hendes.–Maatte han, den Stakkel, blive sig selv igjen, saa bliver hans Moder det ogsaa, det er mit faste Haab, men skeer det ikke saa vil hendes Livs Glæde være knust.–

Mathilde Fibigers Død bedrøvede mig ikke, men Tanken paa hendes Livs bittre Strid, trænger sig jo allerstærkest paa i det Øieblik den er til ende'ndash;det sidste Brev jeg fik fra hende var saa trøstesløst at jeg ikke kunde andet end sige mig selv at Døden var det Eneste der kunde bringe Ende paa al den Kamp og Ufred der altid vilde blive den stakkels Syge Sjæls Lod her paa Jorden; Nu har Vor Herre som hun elskede og troede paa, hentet hende til den Fred Verden ikke kan give.–

Jeg haaber ganske vist paa at komme til Byen for at see Udstillingen, som af Alle omtales med Glæde og Stolthed som noget Overordentligt, og vil ogsaa have Deel i den Følelse saa snart jeg faaer samlet de fornødne Kræfter, men det gaar kun langsomt frem kjere Andersen, med os begge, dog er Edvards humeur betydelig lysere, uagtet hans Hørelse er meget Artig, dog det bliver nok bedre naar hans sunde Natur, næst Guds Hjelp, har bragt de syge Dele i Orden, da der vistnok nu er, noget som trykker på Øregangen.–

Jeg har læst saavel Lehmanns som Holst's Udtalelser om Kjøbh:, og jeg er af Deres Mening – Jeg Kender ogsaa Hauchs Udtalelser som »død Mand« om Brandes, det er en næsten ubegribelig Form for en Anbefaling og dens komiske Side maa jo strax falde enhvær i Øinene'ndash;Jeg har i disse Dage med Interesse læst »Den ny sensualistiske Lære og Dr. Brandes" det er et alvorligt og værdigt Indlæg i den Sag.–Gid De maa have det rigtig godt kjere Andersen og gid De snart maa komme til at glæde Dem med Melchiors ved at see den yndige unge Datter gjenvinde sin Sundhed.

Vil De hilse Familien hjerteligst fra

Deres

Jette Collin.

[ I Margen:] Blocks har jeg ikke seet'ndash;men et 5 Minutters Besøg af Lund har vi havt'ndash;vil De hilse Fru Axelline saa meget fra mig.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost