H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Henriette Hanck 22. februar 1839

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 22. februar 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

[Ca. 22. Febr. 1839].

Endelig har Tanten givet sig! Hurra! – Naar Solen vil til at staae op forgylder den først Skyens Kanter og hun har nu bræmmet Kanterne paa Deres Brev, nu kommer hun vel selv. – Den Vits af Carl Bagger om Jomf: Grahn fordi hun ikke kan dandse i Odense, synes jeg slet ikke om; jeg fik Lyst til at give hende en Idee til paa en smuk Maade at straffe, og skjøndt jeg aldrig har været hos hende, gik jeg i Dag derop, fortalte hende hvad der stod i Hempels Avis og foreslog hende nu at dandse i Odense – for de Vandlidte. Hun gik strax ind paa min Idee, men udviklede mig meget klart hvor umueligt det var hende at blive 3 Dage i Odense for at oppebie Diligensen der ikke kunde vente paa hende og at det blev for dyrt at tage Extrapost desuden meget omstændeligt for hende der ingen Herre havde med. Hun dandser altsaa ikke i Odense, som jeg nok undte at see en saa stor Konstnerinde, skjøndt Odense ikke fortjener det af mig ! – Nei min Fødeby har aldrig været opmærksom mod mig, jeg troer jeg vil være den ond, det vil sige [ ] Bygningerne, Aaen og Egnen rundt om vil fortælle om Digteren naar han besøger de andre Kloder; det morer mig at see i fremmede Blade og Bøger Odense dykke op, som Andersens Fødeby, Odense hvis "Indvaanere" aldrig har havdt Begreb om mig. "Een eller ti Svaler veed De nok, gjør ingen Sommer! " Jeg skal huske min Fødeby ved Leilighed! – Har jeg talt med Dem om den daguerske Opfindelse? Den opfylder mig saa ganske. Læs derom i Journal des debats eller i sidste Nummer af Portefeulen hvori der findes en Oversættelse deraf. Jeg har talt længe og meget med Ørsted derom; det er som i et Speilbillede alle Gjenstande opfanges og forblive, seer man med Mikroskopet, da udvikler det fineste Punkt sig til en detailleret Gjenstand. En Prik der paa Kobberstykket antyder et Skildt viser sig nu med hele sin Indskrift; man seer det vaade paa Stenene, Timen paa Dagen, efter som Solen lyser. Nu kan man da faar de meest tro Afbildninger af Oldtidens Levninger; de ypperligste Prospecter af tropiske Egne. Ørsted vil maaskee ogsaa snart blive verdensberømt, hans Opfindelse der gav ham et Navn, synes nu at lede til at Skibe kunde flyve frem uden Damp, altsaa uden Kul Forraad, uden al Fare; man har gjort Forsøg paa Neva-Floden og det skal være lykkes ! Vor Tid er Opfindelsernes Guldalder. O kunde jeg dog opfinde som en Daguere at give Hjerternes Speilbillede, ak kun mit Hjertes Aning give og det er saa foranderligt, saa omskiftende, at det kun bliver Momenter. Maaske om 50 Aar, jeg er glemt – og fortjener det! –

Kjøbenhavn den 25 Februar 1839.

Der er gaaet et Par Dage siden jeg skrev Ovenstaaende, meget er skeet siden, lille Wulle har faaet sig en Søster og Moderen befinder sig vel. Mulatten er færdig og – jeg har i Dag mistet min mest fremtrædende Fortand, jeg er fortvivlet derover og skal have en forloeren Tand! Himmel og Jord, jo det er Ungdommen, den lapsende svævende Ungdom og ingen Tænder i Munden, jeg er fortvivlet; den tabte Tand opfylder min hele Tanke og der var dog nu saa meget at tale om. Tænk, Ole Bulls lille Dreng er død; Præsten Bull overtalte Forældrene til at lade Barnet blive, da de frygtede det kunde lide ved i Vintertid at følge med til Moskau; nu fik Drengen Kighoste og døde. Præsten Paulis unge, smukke Kone, blev syg i forgaars og døde igaar, hun er obduceret, det var en organisk Feil. Disse to sidste Nyheder kan De meddele Thomsen. Mulatten er da færdig! ak, havde jeg min Tand, saa kunde Mulatten gjerne være! dog "hin, ist hin!" Mulatten er læst for Skuespiller Nielsen og Kone, der som alle tidligere Tilhørere var henrykt. Nielsen skulde spille Manden, men han udbeder sig den bortrømte Slaves [Rolle]. Imorgen læser jeg Stykket hos Adlers for Adler og Molbech og sidst i Ugen for Fru Heiberg, saa tænker jeg der bliver Interesse for det. To Tilbud har jeg alt faaet fra Tydskland om Mulatten, i Dresden og Wien kommer det rimeligviis først frem. Dette Stykke kjender De nu slet Intet til, og det gjælder for Broderens meest originale, meest fuldendte Værk. Den tropiske Sol, som den brænder i mit Bryst, belyser hele Maleriet med alle Phantasiens sydlige Væxter, slanke Palmer og Blomster. Følelsen har plantet en Forgrund af Mimoser og Lidenskaben besjælet Figurene. Læs nu Stykket og tænk saa hvorledes det staaer til i det Allerinderste. – Jomf: Andersen har spillet i et Giftermaal under Keisertiden, hun har Bladene, men ikke Publicum for sig; jeg har bestemt en lille, men smuk Rolle for hende, i Mulatten, men Alle raade mig derfra, dog vil jeg vove det; hun forstaaer at sige sine Ting og har bestemt Talent, men Organet er uheldigt. Hvad siger Deres kjære Fader? Er der ingen Bedring? Stol paa Foraaret, Storken flyver Sommer i By og Sommeren modner Sundheds Æblet. Jeg veed ikke hvordan, men i Vinter har jeg ikke tænkt paa Kulden, min Mulat har ført mig ind i brændende Solhede, saa Kulden gjorde godt.

Klap den fromme Moder paa Kinden, det gjør mig ondt hun lider! Hun maa herover, Faderen maa med og saa skal de see tre gode Stykker, for Exempel, "den sorte Domino", – Jomf Grahn – og naturligviis – Mulatten. Til Kellermanns næste Consert fortæller Phister: "Keiserens nye Klæder"; Mad Nielsen siger maaskee Tommelise, thi nu ere Eventyrene i Mode. Wulle sender Dem Hilsen, hun er i denne Tid arrig den Trold, hun siger: "Barnet" og saa stamper hun i Gulvet af Arrighed. Barnet har nemlig Blomster paa sin Overdyne hun derimod en hvid Pude og dette synes at have grundet Hadet. Fru Drewsen kan nu ved en Krykke humpe afsted, igaar kjørte hun første Gang i Theatret. Fru Bügel ynder Mulatten i den Grad at hun mener at een Scene af den vilde være nok for Herts til at kaage, som hun kalder det, een af hans lange Supper paa og saa fik man dog kraftigere Mad, end han ellers laver den. Ja var Publicum, som Fru Bügel, saa fik jeg ogsaa et Tempel bygget og blev begavet med alle Jordens Skatte. Fru Lessøe er ikke rask, hun skranter i den senere Tid; hendes Søn Christian spillede med i Regentianernes Forestilling for de Vandlidte, udførte Elskerindens Rolle meget fortræffelig; der forekom mig ellers for meget Personligt i dette vittige Stykke, saaledes ligne een Molbech en anden Schulenborg og Saaby, idet mindste maa man tænke paa disse. Der taltes efter Professor Holenberg, Petersen og Sibbern. Glæd mig snart med et Epistel og siig mig hvorfor jeg ikke staae mig godt med Deres Naboe. Er det fordi jeg ikke besøger Jomf. Andersen; ja jeg besøger ingen med Stadighed. Hun skal faae en Rolle, en smuk Rolle, mere kan jeg ikke gjøre. Hendes Pariserdreng giver hun langt bedre, end vi ere vante til at see den, men Huset er tomt. Kirkheiner øiner jeg imellem, forleden helsede han mig fra Agnete. Skriv mig en Gang den Lewaldske Kritik af, thi ellers faaer jeg den ikke. Dette Brev er skrevet, som med Hjertet af en Dampvogn, i Gallop, i Gallop ! nu Lev vel, her er mit Løgæble, maa jeg nu snart bede om en Keiserindepære igjen. Helsener til alle Søstrene, baade de i Byen og de i Marslev ! nei, hvor der nu maa være rædsomt i Marslev.

Broderen.

E.S. Lad Dem aldrig sætte Tænder ind, jeg har prøvet det i Dag. 15 Gange blev jeg brændt i Tandnerven !

(

Tekst fra: H.C. Andersens Hus