H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Henriette Scavenius, f. Moltke 8. juli 1872

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 8. juli 1872
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Scavenius, f. Moltke
Sprog: dansk.

Rolighed den 8 Juli 1872.

Kjære Fru Scavenius!

Deres Naade modtage min hjertelige Tak for Brevet De sendte mig den Dag De afreiste. Vil De ogsaa bringe Frøken Bernard Tak for hendes venlige skrivelse; hun er altsaa nu oppe i Norge, men kommer tilbage i Høsten; jeg haaber da at hilse paa hende. Det fornøiede mig at høre, at igjen én af Deres Søns Heste blev den seirende ved Løbene i Hamborg. Robert Watt mældte det smukt i Dagens Nyheder. Nu er altsaa Deres Naade i Wildbad, hvor jeg ogsaa har været og tilbragt smukke Dage og aftener med Etatsraad Collin, paa samme Tid min høie Velynder Hertugen af Weimar den Gang ogsaa var der, det er nu allerede mange Aar siden! At det har været en Sorg for deres Naade at miste en kjær svigerinde, forstaar jeg, gid at Datteren, den elskværdige unge Pige, var her tilbage i Hjemmet igjen. Sommeren er saa usædvanlig varm og smuk, jeg har ikke i flere aar oplevet en saadan. Endnu er jeg her paa Rolighed hvor de kjære Mennesker gjerne ville beholde mig. Igaar var her meget stort Selskab, en stor Mængde Svenske og Norske fra Nationaløconomimødet. Vi savnede imidlertid Grev Holstein, der var hos Ministeren Krieger, som ogsaa netop paa samme Tid havde Middag. Melchiors Have og Spisestue var smykket med skandinaviske Flag og der blev udbragt flere Skaaler. Grev Sponeck udbragte hjertelig en Skaal for mig og den amerikanske Minister gav paa Engelsk en lignende for mig, Hilsen fra Amerika, tør jeg vel kalde den. I Dag er alle de svenske og norske Herrer som have været hernede til Møde, det er nok særligt for at bringe Ligelighed i de tre landes Møntvæsen, indbudte til Taffels paa Bernstorf. De kongelige Herskaber have besøgt Udstillingen, Prindsesse Thyra var ikke med, men er i god Bedring. Storfyrstinde Federowna (Dagmar) vare der og Alle særdeles tilfredse. I disse Dage er det forresten næsten for varmt at opholde sig derude i Udstillings Bygningen. Fra Provindserne komme der en Deel Folk men ikke Mange fra Udlandet. Idag var jeg i Comité-Møde hos Suhrs, i Anledning af Ørsteds Monument, jeg hørte der at Suhr og Kone reise overmorgen op til Norge, Kammerherre Tillisch reiser til Amsterdam, Brygger Jacobsen, om jeg forstod det ret, vilde besøge Grev Moltke paa Glorup, der er Moses Melchior i Besøg, i det mindste for en Dag eller to, saa at det, som glæder mig, maa være bedre med Greven. Er Grevinden i Wildbad vil da Deres Naade bringe hende min hjertelige, ærbødige Hilsen. Ogsaa Frøken Lytzow vil De give en heel Bouquet af Hilsener fra mig. I Søndags stod i dansk illustreret Tidende en Skildring af Væddeløbene ved Erimitagen, der var et ret godt Billed, der gav flere Portræt-Figurer, med Liighed. Jeg har skrevet et nyt Eventyr om Tandpine, som nok er ganske livligt fortalt. En ung Hr Recke fra Frederiksborg skal have indleveret et nyt Drama til det kongelige Theater og Stykket roses meget. Meget glad vil jeg blive ved at modtage Brev fra Deres Naade og høre om Deres Velbefindende og naar De tænker paa l August at komme til Basnæs, eller om det er Deres Bestemmelse at blive endnu længere Tid ude. Fru Melchior, som veed at jeg skriver har paa lagt mig at bringe Deres Naade hendes hjerteligste Med Lægen Dr Mayer talte jeg iforgaars, han var meget lykkelig over en lille Søn hans Kone har bragt ham. Hun og Barnet befinde sig særdeles vel. Jeg sidder ved den aabne Altan og skriver dette, Sundet er som et blaat udspændt Klæde, Sverrigs Kyst løfter sig, der ligge saa mange Seilere derude. Solen skinner med en Varme, som var man nede i Italien. Jeg troer ikke at jeg har fun-det det saa varmt siden jeg i Sommertiden var i Portugal. Det er vel ikke kjøligere i Wildbad? Derhen naaer vel dette mit Brev, og jeg antager at man paa Posthuset der veed Deres Naades Opholdssted.

Hjerteligst og ærbødigst

H.C.Andersen

Tekst fra: H.C. Andersens Hus