Du har søgt på: +Andersens +Hus

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 3. april 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 3 April 1839.

Før Løverdag kan mit Brev ikke komme afsted, aligevel vil jeg dog begynde i Dag; jeg fik Pakken fra Dem i Formiddags og blev formelig forlegen; det er for meget, for stor en Opofrelse, det er mer end søsterlig Udgift af Tid og Tilbehør. Tak, hjertelig Tak ! jeg har hældet mit Hoved til den i Dag og tænkt paa Dem og Deres, tænkt paa hvor mange gode Mennesker jeg dog har for mig; jeg maa ogsaa tænke derpaa, thi jeg har i disse Dage havt et Livs Moment, som vil ikke ganske glemmes i mit Digter Liv, dersom dette skal erindres. Molbech har vovet, jeg bruger Udtrykket vovet og tør det, at sætte sig imod Opførelsen af Mulatten287 , erklæret den for et forkasteligt Arbeide og saaledes gjort Alt for at bekjæmpe min Erkjendelse hos Publicum. Hvorvidt Adler har Energi vil vise sig. Stykket er nu sendt til Theatrets høieste Ret O: Excellensen Holstein288der nu skal afgjøre dets Antagelse eller ei. Det er min dramatiske Heder og 800 a 1000 Rdlrs Honorar, som staar paa Spil. For intet Arbeide er jeg blevet hyldet som for dette; de meest forskjellige Individualiteter have været grebne deraf; det var mig og Alle utænkeligt at det kunde forkastes og dog er det skeet. Det er Dagens Conversation i hele Kjøbenhavns æstetiske Verden. Forbittrelsen mod Molbech udtaler sig saa levende, at jeg alt heri har en Triumph. Theatrets Personale, de, som have Rolle i Mulatten, have paa det meest kraftige bevidnet deres Indignation. Ørsted har hørt Stykket tre Gange og erklærer ikke at kunde finde en tænkelig Grund til dets Forkastelse. Øehlenschlæger siger det er mit bedste Arbeide og et Digterværk han ikke turde, som Directeur, nægte Opførelse. Heiberg undskylder Molbech, der er hans Ven, men siger Stykket maa spilles og vil blive det. Hoffets Damer tage Deel i Stykkets Skjæbne. Thiele289 , Thorvaldsen, Kocks290 , – ja, jeg kan ikke regne den halve Stad op, forbauses og indigneres. Jeg har skrevet til Adler at jeg vil have mit Stykke opført, jeg forlanger Retfærdighed. Der ere Mange, som have været hos Holstein, saa Resultatet rimeligviis bliver Stykkets Antagelse, men det bliver nu umueligt at faae det frem i denne Saison. Saa opbragt, saa hevnopfyldt og bestemt, som denne Gang, have mine Venner aldrig seet mig, sige de. – Theatrets Folk haabe paa at mit Stykke skal give Molbech Banesaar; og Nielsen har vædet mod mig om en Flaske Champagne at det gaaer og gjør, siger han, en Furore, som intet Stykke i de sidste 20 Aar. Hvad siger De om hele denne Historie. Fru Lessøe blev ordenlig lidenskabelig og Lieutenant Lessøe, der vurderer Mulatten høit, er irriteret i høieste Grad. Kunde mit Stykke komme paa Scenen i disse Dage, hvilket jo er umueligt, da fik vist Molbech et "Pereat". Men det skal frem! Det skal spilles ! Man kan hvad man vil ! Molbech vil træde mig i Støvet og jeg skal dog leve, leve naar han staaer som et dødt Navn i en gammel Foliant. Forurettelse vække min hele Selvbevidsthed, jeg skal dog blive en Digter, Danmark skal føle sig hædret ved, jeg har Gud for mig, de skulle neie sig, som Sol og Maane maatte det i Josephs Drøm. Med saadanne Følelser, med Ild og Gift i Blodet ere de sidste Dage gaaet hen, thi der er endnu intet Resultat; saaledes tilbragte jeg min anden April; Kellermann gjorte mig den første Vesit og derpaa kom en Haarlok fra Wulle, en Pakke Silketøi, Tørklæder, Vestetøi & fra Fru Bügel, et Maleri fra Jette Wulffs, Papirs Sager fra Fru Lessøe, Thetøi fra Collins; et halv Dusin Handsker fra Theodor Collin & &. Om Aftenen var jeg hos Eduard Collin hvor hele Familien var. Tidligst blev dog min Skaal drukket hos Thieles, thi Aftenen den første April var jeg der og da Klokken var slaaet tolv kom de Alle og udbragte min Skaal og et Dis Ønske over Molbech. Vi vare et stort Selskab. Kocks, Ørsteds, Thorvaldsen etc. – Uagtet al denne Sjæle-Kamp og Digter Liden rører sig hos mig en Idee til et nyt Værk, men, som neppe de første 3 a fire Aar bliver færdig, dertil har jeg ikke Kundskaber nok, dertil er ikke min Forstand nok afsleben, men Ideen, det af Gud Givne er Meget; bliver det, som det skal og maa, saa har jeg levet for Noget. Det er et Verdens Draman - Blomsten af hele Menneskelivet der skal aabenbare sig. Ideen er alt blevet klar og afdeelt i Acter; Ørsted, Lessøe, & & have hørt og begrebet den; de erkjende at det er noget Stort, næsten for Stort. Fru Lessøe var ogsaa overrasket ved min Udvikling af den. Det er Mythen om Ahasverus291, dog, saaledes, som jeg har opfattet den falder de vist ikke strax paa, et Øiebliks Indgivelse viiste mig hvad der kunde gjøres. Fra Stockholm har jeg faaet Brev om Mulatten, den vil der udkomme paa Svensk og mueligt bringes paa Theatret; mit Publicum der skal efter Brevet (det er fra Hjerta: Aftonbladets Udgiver) være meget stort. I Forgaars sagde Rosenkilde den standhaftige Tinsoldat, Begyndelsen var meget god, men da han ikke kunde see at læse det op af Bogen ei kunde det udenad, blev Slutningen lidt tynd. Phisters tidligere Fremsigelse af "den uartige Dreng", var langt mere genial. Igaar min Fødselsdag blev Siboni292 begravet, den Mand, som først tog sig af mig, jeg fulgte ham ikke, men skrev et lille Digt, som Hartmann satte Musik til og Theaterets Personale sang ved Kisten. Udgiveren af "Maigave"293 var hos mig i Dag og bad om at maatte trykke det i "Maigaven". Jeg skrev det i den meest forbittrede Stemning, med Hjertet fuldt af Gift og Galle; Hartmann sad paa Forhøiningen i mit Værelse og ventede paa det. Digtet skal imidlertid have gjort Virkning. Om 14 Dage giver Studenterforeningen en Forestilling for de Vandlidte; den gives paa Hoftheatret og bestaaer af en Folkecomedie af Herts, derpaa (muligviis) "den flyvende Kuffert" et Eventyr af H. C. Andersen fortalt af Forfatteren og tilsidst et fransk Lystspil oversat af Arnesen294 . Jeg møder i Silkestrømper, hvid Atlaskes Vest og min franske Hat, friseret a la Pechena295 ; jo, jeg bliver deilig, hvis der bliver noget af. – Jeg har det ellers nu saa hyggeligt og godt, ingen Savn, som Livet giver dem. Fra Selskab til Selskab, og hjemme, næsten for mange Visitter. Opvartningen i Hotellet er god og det morer mig at see "de Reisende" være nysgjærrige efter at beskue H. C. Andersen. Ja noget barnagtigt har jeg – men Galden mangler ikke heller, som de sidste Dage have viist.

Kjøbenhavn den 4de April.

I Dag indtraf et Epistel fra "Tante Augusta" , Tak hende meget derfor, jeg skal snart skrive hende til igjen. Der var en Veemod udbredt derover, som forstemte mig! siig hende, at hun kan endnu opleve mange lykkelige Aar; siig hende, at Sjælen i sin Udvikling er en Palme, jo mere Vægt der lægges paa den des kraftigere groer den. Siig hende ogsaa, som Svar paa et Udtryk i Brevet, at jeg "er tilfreds med min Skjæbne," uagtet, som den sidste Historie og egentlig mit hele Liv viser, jeg har gaaet Torneveien og gaaer den endnu, saa godt som nogen Kunstner. Beed hende hilse Fru Guldbrand, som jeg af Hjertet vurderer meget høit; hun forekommer mig meget dannet, fuld af Aand og Energi; naar jeg har spøgt over den kjære Tantes Hengivenhed til den fortræffelige Kone, saa har det været over Maaden den udtaltes paa eller ogsaa for Drilleri. Deres Faders tunge og smertelige Sygdom gjør mig meget ondt for ham og dem Alle296 ; de Minutter vi kalde Tid maa bringe Lindring. Fortæl ham fra mig om Udstillingen hvor jeg har været i Dag. Det er den interessanteste jeg har oplevet. Af Thorvaldsen er i Marmor to Statuer og 24 Basrelieffer. Sødring297 har givet Uglefossen i Guldbrandsdalen, Vandet har en Kraft, der synes umuligt at kunne gives i Faver, Mosset drypper af Vand. Thorvaldsens Ankomst paa Rheden af Eckersberg298 var mig mere interessant end stort udført. Af Dahl i Dresden er to norske Landskaber299 . Fabritius de Tengnagel har ret genialt givet Nordlyset forrige Aar300 . Høist interessant er Rørbyes: Scene af det offentlige Liv i Orienten, hvor Tyrkerne sidde og diskurere medens Kamelerne føres over Broen301 . Bærentzen har givet Thorvaldsen, Øehlenschlæger og Jomf. Grahn302, den sidste synes den heldigste og det er ikke stort sagt. Kykler har to romerske Familie Scener303 , yndige og geniale. Af Adam Muller er det bekjendte Stykke: Luther paa Rigsdagen i Worms304 . Ret komiskt har Eleven Andersen givet en borgerlig Familie i Ly for Regn i Dyrehaven305. Mageløs naturtroe er Kloss's Malerie et fransk Orlogsskib, som kapper de i Storm over Bord gaaende Master306. – Koop har copieret Horace Vernets Portrait af Thorvaldsen, det er høist genialt og tilhører Collin, hvem Thorvaldsen har foræret det307. Marstrands Antonie-Fest i Rom gjør Lykke308, men giver mig ikke det Billede jeg selv har i Erindringen om denne Fest. Rosent har malet en Scene af Paludan Müllers Dandserinde309 , det intereserede mig ikke, men er dog mellem de mange Stykker blevet i min Erindring langt bedre end Digtet selv. Ulvehistorien, som stod i Drevsens Folkeblad er i al sin Gyselighed fremstillet af Schack310 . En Hyrdedreng, som driver Faar over en Bro, var poetisk smukt, jeg husker ikke Malerens Navn311. Græsseligt er Jensens Portræt af Thorvaldsen med alle sine Ordner312 , det seer ud som han var traadt paa Ligtornene. Frøken Sporon313 er malet i heel Størrelse, med Beentøi og Sko, saaledes som man maler Dronninger af. Et skækkeligt Stykke der vækker stor Opmærksomhed, hun staaer med Weyses Etüder i Haanden, og hun skal ikke kunde spille dem sige Folk, men det er vel Ondskab; gammel og styk staaer hun der den Sjæl. – Men Papiret vil snart slippe, altsaa basta, skjøndt der var endnu mere at fortælle Faderen. Men jeg maa gjøre lidt Variation i Nyhederne. Ideen til Overskous nye Folkecomedie314 skal være et Sagn om, at naar man ved Kirsten Piils Kilde lægger en Sum Penge, liig i Værd med den Gjenstand man har tabt, da skaffer Kilde-Nymphen det Tabte tilbage. En Mand har nu mistet sin Datter og han bliver gjerrig, eller synes det, for at samle Summen, som tilsidst bringes til Veie, men derpaa stjæles; Datteren finder han ! – Lille Wulle, eller rettere Ingeborg?Mimi, som jo er Døbenavnet, sender dem mange Hilsener; Fru Collin har paalagt mig, naar De kom til Byen, enten at føre Dem til hende og Wulle eller den Formiddag De og Fru Lessøe besøgte mig, da at blive indviteret med Datteren til Chocoladen. Hun glæder sig til at gjøre Deres Bekjendtskab. Hendes Portræt er da ogsaa paa Udstillingen og vækker Opmærksomhed ved Skjønheden; ja der skal De see en Anunziata . Jeg er idelig i Bevægelse, spadserer hele Formiddagen, er ude om Middagen og i Theatret om Aftenen, fører et ret prindseligt Liv; det sidste Aar har været det selvstær?digste i mit Liv. – Skriv mig nu snart til, Deres Breve glæde mig saa meget; jeg skriver næsten til Ingen og faae derfor saa sjældent Breve, De er den eneste, som holde mig i Aande hvad Brevstilen angaaer. Nu, kjærlige Hilsener til Forældre og Sødskende, Line Faaborg, Tanten og alle mine Veninder; glem ikke Schleppegrell.

Broderen.

E. S. I Dag Løverdag hører jeg er Mulatten antaget til Opførelse.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus