Dato: 8. juni 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.

[8. Juni 1839]

I dette Øieblik, Fredagmorgen og ikke, som De behager at skrive, Torsdag, modtager jeg Deres kjære Brev ! men Skylden er min Portners. Tjeneren kommer i dette Øieblik og siger: "her er et Brev, som kom igaar ! " Hvorfor fik jeg det ikke da det kom - Spørger jeg ; ja det veed Mennesket ikke at svare paa; nu aabner jeg Epistelet, og seer at det alt skulde være hos mig i Tirsdags. Jeg gjorte Larm, men nu vidste Ingen naar Posten havde bragt det. Imidlertid griber jeg strax Pennen for at takke Dem at De saa snart skrev mig til. Thorald Læssøe reiser imorgen til Fyen og besørger det fra Nyborg til Dem. – De faaer ham vist at see i Odense, men hans første Udflugt gjælder Ørrebækkelunde. – Det var da en kort Tid De var i Kjøbenhavn, det ærgrede mig mere, end De troer, at De ikke, ved mig, kom mere i Theatret, end til Den sorte Domino325 , at der dog ikke var en Aften til! – De beærede mig heller ikke med en Vesit; jeg tænkte ofte paa det, naar jeg var sammen med Dem, om jeg ikke skulde sige, at De med Fru Lessøe dog maatte see op til mig, men altid fortalte De, at Deres Tid var saa besat og at De ikke holdt af at gaae den lange Vei til Fru Lessøe. Nu, Wulle fik De da at see, og uagtet hun ikke vilde kysse Dem, staaer hun jo dog paa en ganske ordenlig Plads i Deres Agtelse. Paa Torsdag skal Den Usynlige paa Sprogø opføres326 , tænk paa mig og den Klokken 9, da bliver den rimeligviis udpeben, thi er der nogen Slags Grund der til, saa skeer det; der ere altfor mange, som see paa mig med onde Øine, man ønskede gjerne at jeg var glemt og borte, det sidste haaber jeg skeer om ikke saa mange Aar ! I Grunden er der ikke stort ved os Allesammen, hver sidder for sig i den ene Vægt-Skaal og hele Verden i den anden, og derefter handler man, naar man er usædvanligt retskaffen. –

Vaudevillen og Børne-Eventyrene, De kjender, er det Eneste, jeg har skrevet siden "Mulatten", og det er saa godt, som Intet, jeg har saaledes et Par Maaneder kun vegeteret, nu begynder der igjen at komme Liv i mig, jeg føler denne Uro, denne Længsel og Fylde af Tanker, som al Tid er gaaet forud et eller andet større Arbeide. Hvad der vil komme veed jeg ikke, men der maa komme Noget eller jeg kan ikke leve. Kjender De denne Svæven mellem Alt og Intet, denne Utilfredshed med sig selv og Verden uden om, denne Begriben af noget mere end vi kunne udtale, o det er en Tilstand, som Semeles da hun brændte op ved Skuet af Zeus i al sin Herlighed. De forlanger at vide om Brevet til Scheuermann327er besørget, jeg haaber det; da jeg ikke havde Idee om hvor Manden var gav jeg det til Thorald Lessøe der lovede at sende det til Vedkommende. Baronesse Stampe kom pludselig herind forleden Morgen og bortførte Thorvaldsen; af Fru Lessøe hører jeg at Jomf: Salomonsen derude, er ualmindelig yndet af begge Hoved-Magterne Baronessen og Frøken Wulff, hun skal være en høist dannet Pige, som man strax mærker paa, hun har levet i fornemme Huse; al Conversation er paa Fransk. Baronen derimod gjør ikke af hende, finder hende affecteert, og spiser ikke for det Franske Sprogs idelige Domineren, med ved Bordet. See, det er Alt hvad mig er fortalt, selv veed jeg Intet. Jeg tager neppe derud328 . – Bliver der, som jeg haaber noget af min fynske Sviptour, da er jeg saa fri at benytte paa nogle faae Dage Deres kjære Forældres Gjæstfrihed. Jeg længes virkeligt efter at see dem og hele Ungdommen samlet; længes efter at høre Tante Gusta misunde mig det sølle Kjøbenhavn. I Aften skal jeg see "En Engel i femte Etage"329 , og Balletten "Hververen"330 , den lille Jomf. Fredstrup dandser "El Jaleo di Xeres"331 , hun er 13 Aar og har gjort megen Opsigt ved sit Talent for Dandsen, hun modtages nu ligesom Jomf. Grann, strax ved Indtrædelsen. Den første Aften, da man raabte Dacapo brast hun af Glæde i Graad, saa Sminken løb hende ned over Kinderne. Den gamle Fredstrup332 besvimede i Coulisen. – I næste Uge gjør hun en Reise med nogle flere af de alleryngste, hun gjæster Provindserne og rimeligviis ogsaa Odense. I Søndags var det afgjort at Fru Drevsen og Louise Collin skulde reise til Badet i Ems, det eneste, der efter Lægens Udsigende kan skaffe Fru Drevsen sin Sundhed; de glædede dem saameget til Touren, men Mandagmorgen var den Glæde forbi; der blev Ildløs i Studiestrædet, hvor Politi-Asessor v. Osten333 kom saa skrækkeligt til Skade at han mere vist end Aar og Dag maa ligge paa Hospitalet, nu er altsaa alle hans Sager gaaet over paa Drevsen , og han kan da umuligt faae Lov at reise med sin Kone og uden ham skeer Reisen ikke. Det var en Muur med gloende Stene, som faldt ned paa v Osten og han laae med Bevidsthed under disse i fem Minutter, til de kom med Skuffer og gravede ham ud; han er skrækkelig forbrændt. Søndagmorgen havde vi ogsaa Ildebrand; det blusser lystigt, siden De forlod os. – Hvad siger min Veninde Frøken von Schleppegrell - De har da talt med hende siden De betraadte vore haarde Stene? Hils Thomsens mange Gange, siig ham at Jomf Andersen spiller i Aften i et Stykke, Overskou har oversat: Onkels Hemmelighed334 , jeg saae hende forleden i "en Forseglings Forretning'&335 , men Stykket blev hysset ud. Paa Torsdag reiser Arnesen336 til Paris; De kjender ham jo nok, Med-Forfatteren til Caprisiosa. – Deres Tante kunde jeg ypperligt skrive til idag, men alle Nyheder ere gaaet ind i Deres Epistel , lad hende derfor læse dette og siig at jeg glæder mig til snart at hilse paa hende. Christian gaaer det vel godt i Skolen? Naar er det Ferie? Naar er det St. Knuds Marked? Send mig snart et Epistel, lidt længer end det sidste. Formeld min Kompliment til Deres norske Tante Anna337 , hun kjender dog vel lidt til Digteren og Byesbarnet, viis hende mit Portræt og siig at jeg er mere talende. De har skrevet af de saakaldte "nydelige Steder" ud af Mulatten, jeg vil nu, da her er Plads, skrive lidt grelt: nemlig 2 af Fruens Replikker.

" – Jeg elsker ei min Mand – !

Kjender Du den Skik paa store Skibe, –

Naar to med hadfyldt Sind hinanden møde,

Saa Kniven blinker og et Mord der skeer,

Den Levende, fast bundet til den Døde,

Med Ansigt imod Ansigt kastes da

I Havet. Skibet seiler bort derfra,

De sammenbundne to høit Bølgen hæver,

Den Myrdede og ham, som endnu lever.

Det er et Billed paa mit eget Liv,

Ja, til det kolde Liig jeg fast er bundet

Og driver som det villieløse Siv

Med ham hos ham – til jeg har Døden fundet!&&338

– "Hver Gang at Møllestenen Røret knuser,

Den Sorte ønsker Du ved Røret laae,

Hver Gang i Skoven Ørnevingen suser

Bort fra Bananens Grene mod det Blaa.

Da spændes Bøssen, Trællens Øie flammer,

Paa Dig han tænker og hans Kugle rammer ! "339

Seer De, det er jo ganske muntert ! Her har De endnu lidt.

Cecilie.

Ja han er adlet, adlet af Gud !

Oldtidens Stormænd ere hans Aner;

Hvad De har virket og høit sjunget ud,

Vaier, som Ætens Banner og, Faner.

Aanden alene hersker og raader,

Som en Oedip for Naturen den staaer.

Dristigen løser den Sphinxens Gaader

Adelspatentet af Seiren fremgaaer.

Alle de Taarer som uforskyldt trille,

Engang som Perlekrands forme sig skal,

Ja han er adlet ved Hjerte og Snille,

Aanden er Hersker, alt Andet Vasal !340

Der er Lessøe De faaer altsaa ikke mere.

Hils alle

Broderen !

Tekst fra: H.C. Andersens Hus