Dato: 31. august 1872
Fra: H.C. Andersen   Til: Viggo Sanne

Basnæs den 31 August 1872

Kjære Hr Sanne!

Deres smukke, hjertelige Brev modtog jeg i aftes, og uagtet jeg i de senere Aar ikke gjerner indlader mig paa at skrive Leiligheds Digte, da det slet ikke ligger for mit Talent, vilde jeg dog gjerne, særligt da det gjælder en Festlighed for en Componist som Hr Berggreen, opfylde Deres Ønske, men jeg maa ærligt tilstaae jeg kan ikke, en Digtning beskjæftiger mig, den kan jeg ikke lægge hen, kun for den er jeg i Stemning. Vi have saa mange unge lyriske Digtere, af hvilke vistnok Enhver vil føle sig smigret ved at skrive / et Indledningsdigt til en saadan smuk Fest som denne og til at fremsiges af en Kunstner som Hr Wiehe eller Hr Poulsen. Den 14 September er jeg neppe i Byen, saa at jeg ogsaa maa give Afkald paa at møde ved Festen, men vil senere tage Anledning af denne til at hilse paa den hædrede Componist i hvis Huus jeg ikke før har været.

Gid at jeg ved en anden Leilighed maa være istand til at vise Dem hvor meget jeg skatter Deres Talaent og den Velvillie De har for Deres hengivne,

ærbødige

H.C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (LP 370, billed 7027-30)